Jeg havde engang et stråtækt hus lige op ad en tørvemose. En hed og varm sommer opstod der ild. Brandfolkene kunne ikke slukke den. Hver gang vinden bare vendte en lille smule blev jeg ængstelig, når den pegede det mindste op mod det stråtækte tag. To brandmænd kunne stå og lave sjov med hinanden og lige pludselig stod en flere meter høj stikflamme op bag dem; det var når ilden havde vandret nede i tørven og havde fundet en enlig birk, som den kunne stige til vejrs igennem. Tre døgn stod brandvæsenet forgæves vagt om ilden. Så endelig kom den befriende regn.