Velournatten har luffer at øse af
viljer at fagbedømme maskerne på
vi hilser tåspidsgængernes evne til at hænge i luften
tågede tanker svømmer mågernes rombe
de døende minutter har deres eget liv
dyner af teskeer løfter egoet op
ringer fra kærven for at sælge pladens rille
ginsengpedal knogler hændernes greb
dæmringens flammefasan måler sin hymne.
Ishpogfönnö ævæf gepil
ei gæppö nææ gæppö nauvö ful
æk gipæk gimanna gilwap mossövunk
æggimos lappaluk wusch.
Mobbe hotar wotan
mobbe hotar wotan
mobbe hotar wotan.
Ishpogfönnö bidib lippenspak
ölvö kölvö taufwenfö pneule
rakkelsuf guf plokka taal
issipim nakkenkul blim.
Mobbe hotar wotan
mobbe hotar wotan
mobbe hotar wotan.
Ishpogfönnö gymmæ böbul
tusch fan wulla mök
gyææ holpo tuggenepza
plente eluspak fykk.
Mobbe hotar wotan
mobbe hotar wotan
mobbe hotar wotan.
Gøglersæd sneer guppydronninger
driver vakler danefæ
opgivelsens blå skær fra en sudokukreds
væder dafnielotto
glødesne sukker vellystig
i våd Læsø-diva.
En pose sidder fast på et birketræ
elegant svinger den rundt og rundt
mellem birketræets kviste
den er orange
og skriver på den iskolde luft
med sirlig skrift:
Den Orange Poses Birketræs Ballet.
Jeg vil råde hver sål til at få sig en kælk
her imens jeg skriver
her ved bakkernes slette
jeg vil minde udvalget om det jeg her siger
jeg efterlader jer til at avle sne og syner
skal vi da ikke kende de goplefødte molsonater
bedre end vores egne skridt
og tydeligt vælge golfpåfugle
op af hvert hul
tydeligt siger jeg
elles har jeg intet som skygger
for lyset
som vi har sømmet gæller fast til
jeg vil råde hver sål i sit eget ekko
lad kys følge kys og lad lyset gyde
vi skal give stemme til æoner af sol
og folde de helvedesparates ånde høfligt sammen
for ulykken er snedig til at læse
der hvor vi står mest målløse
så hvorfor er vi
så forhippede på
at holde nødhåndtagene i bund?
Der kommer tusinde knopper
tusinde egeløvsstemmer
og tegner sålernes hytte
hvor du sad nytårsnat og skrev
i lyset fra svimlende mange smeltende kerter
der kommer tusinde parate tårer under din sang
og gamle mavefornemmelser har næsten ikke andet
end tårer
for det er tårerne der har
tårernes evne til at gemme og glemme
tusinde depressive søer
gemme tusinde søde engblomster
i din søde sang
gemme lettende svaner
svømmehud langs svømmehud
gemme tusinde skub gemme tusinde
fornemmelser for fornemmelse
og sådan være
hvilende i hver knop.
Røde Kors er jo mere
end en tåre på din kind
med en påfuglefjer løfter jeg
din diktatorstemme
ud over markerne
hvor regnen griber
hvert ord for at sne
mere end din stemme knækker
før stilhed kysser
skulderens bare landskab
Røde Kors er mere end en tåre på din kind
mere end din tunge i mit øre
mere end unger
der flyver fra reden
mere end urremmen
om dit håndled
og alarmklokker
smadret mod køkkengulvet
du folder en kontaktannonce ned ad mit lår
og haven udvider sig som et pentagram
foldet ud af andre hænder
andre havne
kun for at fugletræk og toner
kan blæse os igennem
færgehavens forladte frimærke
for de bådflygtninge
vi er.
Måske er der meget mere tristhed i verden
end jeg kan bære
sådan en måde at undgå
at gøre chokolade
til et spørgsmål der kan besvares
at gøre hovedet til savnloop efter savnloop
hovedets smag af tilsløret sheik
selvom det ypperste får
sine afslag
får alt det øvrige
og de lige lovligt
øde loop jeg er
raslende blades hovede
og alt der fosser gennem
det
af åbnede spil
dråbens verden
til at tørre ind
her på huden
her langs hudens
sprækkende kraterfelt
her langs de hulkende
felter af suk.
De bygger dig minder du aldrig havde
gennemlyser allerede skyggernes kutte
lige så tilfangetagne
og stålsatte
skubbet af skjulte magter.
Og indeni hver gråspurvs åndedræt
ligger en stabel spejderuniformer dyppet i LSD
og hver uniform strækker ærmet ud
kun for at hilse på en gud.
De sidder i valgurnens og åndedrættets råd
med stemmesedler pustet op som balloner
med lys fanget af gaver
taget ved næsen
af vedbendklonede lunger
de bygger dig minder du aldrig havde
for at lede dig ind i din celle.
Og indeni hver gråspurvs åndedræt
ligger en stabel spejderuniformer dyppet i LSD
og hver uniform strækker ærmet ud
kun for at hilse på en gud.
Stenene synger på bakken
når månen stemmer dem an
et særligt rum omslutter klangen
og klangen løfter hver sten
her svæver en klode i rummet
og spiller sin tone blandt kloder
en bane om solen og solen
er sløjfens buldrende klang.
Men mer' end ekko er stenen
et væsen bor selv i den
den gyldne tid af lutter minder
besynger kroppen det fandt
i urtiders første spæde start
jo, stenene synger på bakken
imens noget holder dem oppe
i et lys dagen forvandt.
Det er fordi
alting på dig
er lidt kortere
som om øjnene
ikke kan nå at folde
huden helt ud
som om blodet
vil være univers
og huden krymper
og kødet bare følger med
som en gammel sweater
det er fordi
noget pibler
ud gennem
revner og sprækker
det er fordi
du er så stram en sprække
at lyset
glimter
fra et sted
langt bag dit blik.
Det er derfor
at bevægelsescensorerne
i vaskehuset
aktiveres
når du kommer
det er fordi censorerne mærker
du kommer
om du så
kommer som en hund
så kommer du
og det mærkes
det er fordi
silkehaler kaster sig over
paradisæblerne
det er fordi
de har en fest
det er derfor
du kommer
fordi
det er sådan
du gør
når du krydser
gårdspladsen
det er fordi takterne krymper i vask
at alt med tiden
bliver jazz
det er derfor.
Sætningerne slipper væk uden et ord
selv om jeg ser dem og ser dem
i linier på et stykke papir
jeg hører stilheden sive
ind under skygger
sætningerne slipper væk uden et ord
som katten slipper ud af fårets pels
kun for at danne nye forbindelser
ude af syne
sætningerne slipper væk uden ord
og efterlader et vacuum af drømme
en hvid energi
befriet for støj.
Jeg har to barndomme
en hvor jeg venter på et skib
imens det foldes i papir
og en
hvor grøn is og isgrøn
er en og samme ting
en hvor jeg lige så godt
kunne have kommet fra Mars
for lige meget hvor normal
jeg tager mig ud
kommer jeg fra det fremmede
det fremmede fremmede
fra to barndomme
en med fire ansigter foldet til et skib
og en med to ansigter
en hvor kun misforståelsen gælder
hvor kun
det helt uforstålige
bliver betragtet som det mest logiske
det mest selvfølgelige
altid at blive kaldt noget andet
end jeg er
og ikke engang
kunne kalde det for et kælenavn
da der ingen forbindelse
er
mellem BARNdom og barnDOM
to barndomme
som om én dom ikke skulle være nok.
Sådan vælg påfuglexylofon
fremfor morderkuffert
sådan skal dine tusinde ensomme skørter
tømme stilhed i det skjulte
i trefjerdedels takt
helt fremme ved den endeløse
gaveregn vælder fugle fra piber
hvirvelæsker render
sådan skal dine tusinde kære
tømme stilhed i det skjulte
gave efter gave foldes ud af saksofonens
blå foldes ud af lakridspiber i menneskestørrelse
og væves ind og væves ud
og væves ud og væves ind
strømme af ekstatiske reprisekald
fader i sedler og åbnes op
i lurendrejer tricks
hviskelæder render
sådan skal dine tusinde fugle
og din ene blå
skal dine stærekasse halse
strækkes mod parken
og knive foldes
i lakridspibeskibe
sådan skal xylofonens påfuglefjer
danse over din hud
sådan, ja, sådan
skal dine poser danse
taktfast mod stakittet
i samme rolige takt
i samme blå blå pagt
klædt i samme foranderlige pragt.
Hvilken af verdens tre
største stormagter
har påvirket dansk
kultur og hverdag mindst?
Og hvilken af dem
har respekteret den mest?
Vand husker bedst
de sidste dages breve
lukker sig helt lovligt
i døgnets lommer
vand husker bedst
under sten lyser
tysthedsurter
i skyggevaser
ruger søvn
med bølgernes læber
de sidste dages breve.
Kagens fede lyspen
på stævn og køl
kan folde fødsler
ud af stregens tyngdetå
kaffens kulsorte
Pytlickpunkt
fyldt med fastklemt sol
et tons mågetåge
som en zeppelinerlunge
maser dobbeltbekkasiner
gennem hul.
Vi holder om vasernes skygger
tårnet rider på et digt af bare klange
såler sælger orglets pedaler for et bjæf
vores næsers svanetynde løber er en kirke
vanvidskongen har sin krone omvendt på
falke hæver Lazarus op af pølens fold
ginseng ganer oversætter broden af en myg
opgangens skønne væsen ser
dér løber falkejagt hunde ind i poser
blot for at vise slæden sit flag..
Dypper theposen
i et nænsomt lys over landet
theposen jeg har gemt siden høst
theposen er et kys
jeg nænsomt giver
det kogte vand
frøkapsler rasler i regnen
valmuer og liljer
frøkapsler i ges-dur
perlehyacinternes usynlige folkemord
frøkirkens pose
kysser liljernes kapsler
dvalens sammenrullede fane
frøkirker kysser regnens våde gaver
jeg er liljernes yderste hud
frøkirkens vækkelse
den tørre lyd
på tværs af dråber.
En høg flyver højt over dagen
en bobslæde af dage hyler
mine knoer knuges atter
her i ly bag tapperne af is.
Og den og den græsrod -
et sprog der fyger sine mål
mod andre dages rækker af kufferter
hvad vil du gøre, når de begynder at tælle
stikke ild til en budbringer som kun var til låns
og dagene mellem jul og nytår
med livets sidste dage ladt tilbage.
Noget knækker og du vil løbe tårnet ned
det skjulte får det skjulte frem
altid noget at hyle af
fra sine egne nætter til nætterne
så tyste
før et lille lys flakker og blir større.
Dage med hundenydelse hvor du overvinder din egen
og dage hvor det hele kun tåler gemmeleg
i dæmringen knækker det fint og spinkelt
du er kun en skygge og føler dig med fingrene frem.
Noget knækker og du vil løbe tårnet ned
det skjulte får det skjulte frem
altid noget at hyle af
fra sine egne nætter til nætterne
så tyste
før et lille lys flakker og blir større
og flakker og flakker skygger itu.
Den rest, der således måtte være af det før så anerkendte, genopstår hermed formalet, fortyndet men med sin iboende rytmes natur ikke bare som et ekko - men som en på sin vis intakt motor med nu blot endnu mere blodindsmurte og autonome stempelhove.
Jeg tager kertekæden af juletræet og mindes den sidste dag i det gamle år. Nålene følger helt af sig selv med på min islænder og jeg mindes den gave, du var. Afgrundene danser som syv hvide svaner. Jeg gik glip af de fleste af dine fremtrædener. Skyggegæld valser med sølvrævestænk i mit hår. Så mange kys begravet i den dybeste rynke. Så tæt på dine læber som en kaffefarm i Kenya. Jeg skal langt hen i næste liv, før jeg ser dig igen. Jeg skal lytte til fuglenes sang så længe.
Det værdiløse er ikke uden betydning. At gå gennem et nulpunkt er livets forudsætning. Det værdiløse findes ikke. Men det, der ikke findes, er ikke værdiløst. Det, der findes, findes også, når det ikke længere findes. Og før det fandtes, fandets det også. Det værdiløse giver værdi værdi. Des mere det værdiløse får forbindelse til værdi, des mere øges værdien og viser på hvilken måde, det værdiløse får og dermed har værdi. Det er farverne, der giver spektrets farveløse udgangspunkt merværdi. Det værdiløses latente evne til formueforøgelse bestemmes af omgivelsens villighed til værdiløs interaktion.
Skælvende æg pakket ud af søvn
fylder lysposer med rekviemmassage
tonekys hopper og maser
grus i gidselmaskineriet
kælderpyton hæver de søde, våde nødpåkørsler
kofanger rider nattens pindsvin
gaden du kommer fra
glider sammen
med pinkodebefriede dvalekarper
søvnskygger og pælehøje måger
står som gummisøjler i din hvirvel.
Ribben ruller kaffemaskiner ud
pøbel vugger sløve faner som døde hvaler
nydelig og dværgsort ved vi hvorfor
Himmelhunden ikke har brug for platte kolosser
det kommendes lys åbner ind til din døve verden
tyve kærestepar gnider stjernestøv af en vrimmel
lovens læber læser bundlinien i en jitterbug.
Over Orwell følger høgen hovedet
næsefløje udspilet til lyden af galge
lig tegner bål op ved alle sansers grænse
som en skygge for solen
udmåler næste fødsel døvstum silke
uden nogen yderligere helse i udsigt
udmanøvreres stedsegrønne gynger
lig tegner bål op ved alle sansers grænse
musen under hestens hove.
You waltz all you can
you are so determined
you waltz yourself to techno
you swing around in dangerous go go
the walls get a definite voice
you dance the submarine foxtrot
you are so sky high
you are too dangerous for me.
You dance fire from your soles
you are trembling trees
you drive against red
your joy is the sewingmachine waltz
you are not the least bit afraid
you waltz wings through air
you are given rage
you are too dangerous for me.
Du når til tops med en andens pose
du ryster den lidt og en fugl flyver ud
du omformulerer dit spørgsmål
og suppen bliver strømførende
du sømmer gaverne fast til stakittet.
Dødstærskelen forlænger sine sko
for et italiensk mirabellekys
du bogfører føddernes tusinde noder
du lader en flok måger være kirke.
Væsken i tasken i små ampuller
Grieg er kuller i det røde rum
rart grenværk føler jeres sværmen
uden ankerbarn og hjertesprække.
Du gemmer den sidste sætning
i en buket blomster
fra ambasadørfruens datter.
Hudens hår løfter blomsternes støv.
Pennen
bløder
blæk.
Ser dig spejlet i pytter.
Kildevæld
læser
havet.
Eftersøger
puls.
Sover ind
som en nøgle
til universet.
Nuna gungasunar arnamul
lunganistra wup
bolnik pingi tsani
pillungu nunnatta timmikul.
Dagrö dagrö dagrö
dangel dim dimmelim
washflum balko
valse vum wabbelip.
Rufö sulschöm gullaf
nurmabimklap duk
zyntip kulkam flosi
kullinimkap fumbel paf.
Dagrö dagrö dagrö
dangel dim dimmelim
washflum balko
valse vum wabbelip.
Stanuba filuk
agromati bulabas
gefunkik kalip
filulikki.
Grolom bunkap
punklim pymyk
getulpi pilkam
kulim krap.
Kafpal mulkik
bulim miluk
bunnunuppu pal pal
kimul.
Potkin grubli
ilpgettum nikot
burmbam fimbi
kolottim
bambutti
kolottim
bambuh.
Birken smykker sig med duggens dråber
søer mopper svaners løse vaser
med mange sorte dages længsel
eftersøgt af våde grene
i en enlig våges dyp
kobberbarkens tynde lyd
puster skorper ud af vinterfolder
glemselsfulde skovle klinger
i sneens nulpunkts gople
kuglepennen plukker tynde kviste
over dunet mælkehat.
Han boede i byen Sjæl, som ligger i landet Pause. Han boede i Sjæl på vejen Genkend.
Han holdt af at være i Pause. Han holdt af at vende tilbage til Pause. Det tog ham tolv år, før han for første gang tog fra Pause til Pi for at studere Pi-mål.
Pi var meget større end Pause og Pi-mål var et meget mere udbredt sprog, talt af mange flere mennesker, end der var i Pause, hvor folk hovedsageligt talte paulingi.
Hans barndomskæreste havde også talt paulingi. Men hun var flyttet til Radius - langt borte fra både Pause og Pi. Hun havde sikkert forlængst glemt at tale paulingi, glemt alt om ham og Sjæl og Pause.
Hun var ikke flyttet direkte fra Pause til Radius. Hun var først flyttet til Tænkepause og nogle år senere var hun rejst til Radius. Men først til Diameter, for det var mindre problematisk at komme ind i Radius via Diameter - end at komme direkte fra Tænkepause.
Når han opholdt sig i Pause, tænkte han tit på Rut i Radius. Hun havde skrevet til ham, at hun havde mødt en mand, som kom fra Cirkel. Det hellige land Cirkel. Et land han aldrig havde været i. Han savnede sin barndomskæreste, som nu var omsluttet af manden fra Cirkel.
Han tænkte på, om han skulle søge tilbage til Pi og forsvinde ind i den uendelige folkemængde. Finde sig en pige i Pi og glemme alt om Rut i Radius. Alle havde sin lykke og ulykke at forfølge. Det var skæbnens ironi spændt ud mellem Radius og Pi.
Vöts kimudi
tilluli ratremat
holnit tamanit toqu
garfik tassavok gegertak
erinar gosling garpaluk imik
ginwot napparis
tusarnaarluk gannalis
galugit pissutgal pissut tassavok potti
tusarnaarluk pallatok
ginwot napparsim riagissu.
Vöts kimudi
nippinik sinnitup nepoltils
vöts kimudi purtanippi amaluu
vöts kimudi inogang
tamasa gukkit pitsanervo
vöts tunini kimudi nipitta
vötskimi gaggutik tumik gortumik kimudi.
Tamat suna tarpat
tassavok tamatut garsinna pravta sumik
kini bipsoti garsim masok
nippi tassavok timivit
amalan rusunik timassan isilu lischiz
tarpa narsarrit tatsip gillik tarput
sini lua nerminni.
Pissul amalu tarmarmik sangimut
tarmarmik sinniput tatsip
pissangavok amia
sangimut tarmarmik
gungutat tunu simarnek.
Gingu purne kimycheek
tarmarmik tarput
remmulsimtunim
passurali tarekal rausch
atorlugit erinarzum
vötsia kimudu daritti gaggavok.
