Hvilken undergrundsbane søger
at krydse sit spor med fanen på halv
hundekurve lyser sønners bjæffende anfald
urbanisering trykket op mod skinnernes metal
rullende puder på din computeraltan
århundredes bønner er kerven i din pille
digtets gummigeometri
knuger Pollock til vand
ruller pudler og celler
ud gennem tremmer og hvidløgspressere
årsagskædens hæl spræller i pelsen
loftet når kuffertens lækage
og vugger i plasmastuk
gazeller fanger afgrundens rand.
Sne er stille efter svimle cocktails
ja det er rart at sy sine læber sammen i varmen
så langt fra at spørge hvorfor
et nys aldrig lyver
sne i flager larmer ikke som jeg
stikker ikke sin arm igennem søvn
orker ikke mere frygt foran mur
af brændende ure
jeg hører hende mumle i søvne
ja ja så mange munde stumt mumlende
jeg kører væk udenfor i hyl
øregangens totale savn af alt
stigbøjlen snøvler sit føl
neglene river neglerødder ømt
du som hviler i stilhedens leg
tynd som en tusses stemme
hun er i motorens storm, hvirvelvindens sne
der er så meget der kommer og benævner mig tømt
sne du er nattens ja
sne ud over den bryllupsklædte jord
jeg ligger i din lomme nu
nurser bamse
fuld af den stilhed du gav.
Har smertens sæbe intet loft
over verdens blodige vægge.
Sneharen løber over isen
med Davidsstjerner i sin pels.
Gløder råber sine engle
floden er en nat i Gaza.
Råmælk giver føllet flammekraft.
Udtal ordet: Sommerfugl
så man oplever en sommerfugl
Udtal ordet: Port
som om porten var din mund
Lad sommerfuglen flyve gennem porten.
Læg et kys på panden
med dine læbers hjerteblad
Læg dit hjertes øre
mod alle verdens kys og sange
Hør de tyste stjerner kalder
på dine læbers lyd!
Dit mestertal
har sprunget talrækken over
og står alfaderligt
i et foregående årti.
Din mund blåner
i længsel efter kys.
Din maske
har ingen ret eller vrang.
Væppö væppö væppö
væls za zu
gobbe boppe gu
goppu o o o o u.
Summe summe summe
surm surm zu
löppe löppe lu
löppö ö ö ö ö u.
Rører de hvide puder
her er kun harens spor på isen
over understrømmens kuvøse
af offermælk og slangeskind.
Moderbilleder er din kufferts himmel
dybe som en skabnings samme værd
syntese er dit tvillingejeg
fire spejlæg
tygger de øde søer døve.
At søge inderlig humor
ganger sig selv med sin maske.
Universet er univers
med en fod og en arm i hver retning.
Mellem visdom og jeg er der omkamp.
Du bygger bro over dyret
i dit fravær.
Dit centrum
er højre arm
i et mestertal.
Du bærer bryllupsmasker
mellem søjler af ild.
Stillet over for den høje dommer
i en sag jeg ikke har nogen som helst
skyld i
men som jeg heller intet bevis har for
at jeg er uskyldig i
fremsiger jeg fra indersiden
af min hjernebark
et digt jeg har lavet og lært
mig selv udenad
i den lange tid som varetægtsfængslet
længere tid end loven tillader
og digtet kunne lyde sådan her:
Hør mig lov og undskyld luppen sov
i hovedet har jeg lyden af en klode i slinger
ridserne på vinduesruden tæller sine myg
ville du være lige glad med det?
det fine lys fødes og har også et jeg sovende i sig
det fosser ud med verdenstræer
loven høvler æg og jeg er ægget
og sover når jeg kysser de få
med lige så bløde hænder
og når en enlig myg på dommerens bog
har holdt sig oppe så længe
så hør mig da uden andet ført bevis
hvordan ud af mit væsen
uskyld fødes på ny
i disse ord.
Flaskeskulpturen står på kælkebakken
med brombærkrattet som endemål
hver flaske har sin lyd af inuitvokal
læg dine hofter mod himlene
lys spidder bakkens lys
glaseret
ses goblingeepigoner sørge
fliphættens pelsimitation
og hovedet løst bagover
imens slæden danser
med en fart så stor
at den stedvis flyver
som en harpun mod sin hval.
Hvor nævnetinget vælger at springe ind i sulten
høres hullet slippe ekkoer løs
forfulgt af påfugle stiger et kor af hornfisk
frem af søvnen.
Snepper stryger over taget
i mine drømme har du bygget huset op igen
haven ligger påfaldende og ligner en have
syr hovedet fast som en fødselsdagsgave
syvsovere kommer frem af deres skjul.
Bålet fænget af gammel glød.
Når høstens sønner
ligger under dine muldvarpeskovle
vælger nogle selvfølgeligt
jeg skal holde min jubel gudefødt
som en udbrændt computer
synker jeg sidelæns som et blad.
Hælder løg gennem læsebrillernes ø.
Lidt før det uforstålige og
unævnlige hæver husene sig
op over fuldmånen tand for tand
lys kysser ødelæggelserne og glasskårene
skjulte fugle slippes fri og falder til jorden
tømmerflåder samler lys
i sække vender lyset flodens skvulp
rundt og rundt med klodens akse
lyset taber løkker af fossil fangeflugt taber
sine stråler og slår sig på lårene og
fra hofte til hofte leder
det efter at flå færgerne
ud af flodens seng.
Latteren drysser ned
gennemtrænger fin fuglesang
fartbøder og smarte køkkener
græsser genernes gynge
her omme giver
månen hovedpine
de parate røntgenfotografier
dæmrer poetik.
Telefonsamtaler tåles
som henslængte kroppe i juni
der er nok af tagudhæng
og exit skilte
valg snegler sig fra begyndelsen
med mobile føletråde af sne
solnedgange og tunge kraner
sænker vanerne i den sene minkfældes bur.
Banker gyldne pæle gennem lysets søvæg
ånder tunge poser blod af sorg og gyvelbål
ånder til du dåner i et rhododendron blåbærsuk
en bradepande tvillingeorganer
til bobler står fra dit gebis.
Alt sover flodens dvale i hvirvler om miniature ø
alvorsfulde kys af jordbærvølvens valør
ånder tunge poser blod af sorg og gyvelbål
fulde kirker synger i gys og sod
til bobler står fra dit gebis.
De svajende huse vokser
i takt med gælden
dønninger vælter som buffaloer din teenagemani
alle sanser tygger drøv
som tangtage vokser du ud over dig selv
selv dine skægstubbe
ligger og tigger om aflad
du husker stadig alle deres navne
eller hvad de kaldte sig selv
i en one-night-skulptur
så du stumperne
af din ven
sejle bort.
Næsehullet har fået et diadem
af meget lange hundehår
og snevejret stirrer glødende
på flodnøglens døgnfluestadie
pinde på kryds og tværs som ridderkors og medaljer
tegner sivkurvenes sorte sky
gennem tårnværelset en enlig svane
lukker den egenhændigt fanealléen ned
fødderne løber fra deres spor
for at indhente lyset
stemmens nat
er allerede til ende.
Salvningen gør dig
tyrenakket som tæsket lørdagsdug
du kølner cyklernes dæk
med en kanyle fostervand
knuger deres sløve øjne
i bådens øse
djævelen jubler hver gang hjulet snurrer
den forkerte vej i varmen.
Salv os med gammel vin
der løber zittauerløg ned ad væggen
der hænger dæk i fløjelspanelet
og sovsekanden og udklipsspanden
tager med vold imod
det døve løvhang langs karme
ser især egeløvet snappe efter ministerpølen
i en nedringet fangedragt.
Nu her klokken elve vil nålene tømme sig for blod
og nøgternt håbe
at skødesløsheden havner i syltekrukke
valget står om en ny chauffør
når nu nytårstorsken sov
i en vugge af trawl
kommer der mon så mere trusselsgejl
ridende på den døde hest
lægges børnene mon stadig til ro i nålevuggens idyl.
Grævlingen venter tålmodigt
på at tømme søen for fugle
krænger hættetrøjen ud over nattens signatur
bare det at kigge på flodens strøm
og hvad den medfører
af revolte
altid parat pulser den
sammen med sin ven pindsvinet
på fakler af cigar og cerut
imens snevølver nulstiller kirkerne
og sne og
lattermilde spring efterlyder gryder
til at smelte bilernes frontlys
om til langdistance raketter
og antiluftsskyts.
Hvorfor giver egen følelsen af krig
udtrykt i ansigtsgrimasser
et ansigt af sammenholdt tøven
lange skygger knudret formet
grene hvis løv du nipper
og spytter ud
i en bundløs søvn.
Når du lærer din skygge at kende
ved du jo godt hvorfor vægge har kulør
og hvorfor sammenholdte ansigter
i skrigende hvirvler vælger
det ømme, hellige gys rullet ud fra et golfhul
på størrelse med tyranens skæg.
Løvskovens såler flygter
ud over de faldne.
Jeg oversætter nålenes fjerne champagne
og blegner ved siden af en flok sorte råger
poser flammer op
floden tørrer ind i pytter.
Nu skurer gynækologens golftur
døgn skriger efter mere kaffe
kanoer vender sig
for et lokum af en brasen
nok ser vi omridset
men selve kastet
har elastik i sekundet
det er så nemt at ramme over mål
og strække en halv hånd ud
til forlis.
Blommerne gennemlever
ryggenes sorte forblødninger
livremmen kan ikke spændes længere ind
flere foreslag fænger
fyldebøtterne
med zenbudhistisk sløvhed
udenfor templet.
Du fumler med hovedfloden
hvor skulle du ellers gå hen
nu ser en gylden dag ud som gøgens snydetrick
valget lyner gylpen ned
du lægger dig fladt ned
i ly af en kraftig Olfert.
Hvilken dåb giver I guldkalvens fakir
er floden nok til at hanke løgsuppen op
sansernes målløse jeg vender sig
på den grønne chaiselong
luften er klar og vældig vandfortættet
hvordan kryber katten ned i sin sæk
høgene sover længe og defekte fødder
vågner op i alle hjem
vuggende
og vi skal nok finde ud af
hvem der lovede hvem
et overmål af farver vi ikke længere har.
Der er hoveder nok der galer op
og melder løse verdeners vragstumper
myggesværme der hopper op og ned
som små miniature droner
prøver at lægge arm med fornuften
oplys venligst de sårede sofaer
at glansnummeret står afløvet
og kun spånerne ligger tilbage.
Bladmassivet har sådan et ondt fodaftryk og lyder
som om nogen har prøvet at få bladene til at give hals
et landskab helt uden ræling
sejler gennem jordens akse
og spørger
hvordan kunne kloden
med alle sine tidszoner
hoppe ret igennem hullet til et andet år.
Jeg trækker vejret
fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg trækker
ikke vejret
for at blive dygtigere til det.
Øde marker vil læsse hoveder af
pukken glider baglæns op
de berusedes fangarme
har kun ét mantra
som øver sig i at hænge løs
lyset kysser munde
som hovedet har forladt til fordel for snak
hovedet hugger en løsgænger
og høster den øde marks vækster
med fuglenes halse
snoet sammen
over dinglende kroppe.
Hvordan holdt
lussinger op med at være føddernes asyl
som jeg læste syngende som en lussing
nogenlunde sådan bevæger
teologiske øjne sig gennem natten
som et gospel af nogen andre nogens lykke
angsten bag angsten
lækker som en vædret champagneflaske.
Blodet vil op i himlen
op til alle stjernerne
læberne sidder på hænderne
og klartonen hyler
op af lår
læberne
ramt som en hunds meteornedslag.
Sover i træernes blade for at lytte til deres læber
det lyder vældig som skihop
og æbletræer fulde af sutter
den øsle hyttes følte dag
har begravet mit væsen
i de evigt gentagne drømme
hvordan ellers benævne søvnens omdømme
der står ikke numre på hvert blad
hverken det eller gloser
det er kun små håb som gløder
midt i den fortvivlende udsigt
facit øges som gin mod loftet.
Festen er slut
øjnene har fundet muld og plankton
vi folder os sammen om vores længsler hver især.
Hovedet dykker og lommerne hamstrer hydrogen
og tøver og snøvler
hovedet dykker og tøver og snøvler
hovedet på én der er noget
hamstrer hydrogen og dykker igen og
hovedet er en fuser hovedet overfuser
små kinesiske skrifttegn
dypper sin hånd og griber mikrofonen
dypper sin hånd og griber mikrofonen
træernes blade bader dig allerede grønnere
træernes blade kalder dig i søvne
ind i hovedets nat
der slipper du luften
alle de flotte medaljer slipper du
de slingrer sig løs af sig selv
for du er en rullesten over myreskrift
og forstår ikke sangen under din tomatbåd
saften glider ud mellem dine fingre
hvor strømlinet tror du lige
digtet er
en hoppeborg af selvfedme
hvad lægger vandets hævngudinder
dig til last
andet end hamstret hydrogen
væske ophobede sætninger
i dit stramme kvælertag
klemt ud som topdollars
fra en tube
verdenscreme.
Falder i syg søvn af kys
styrtet er ovre og det sjove er
hvordan glæden ses åbne
sig høflig imens den brækker
foden som en ægte kastanje
falder
i løb målløs over mit jeg
håbløse robotter øver sig
i at slå plænerne fri for myg
løv løfter et net af varslede kærlighedssange
samler ark som fuglene reder
sover
lodden og målløs som jeg er.
Vier første løg til sfærenes æg
alkymistisk slutning har
øst fra sin sæk
indviede løg til at skylle svanen ren.
Lyset gløder hul og hilser
med sit asterix af og & og
der er du og du høvler løs
smertefuld som et glas gløg
månen holder åbent hus
sover i en hoftes øsle dig
hovedet værker i et hugget lam
knuste kløfter når at hoppe løs i hinkeruder
og lander først på otte
i et snurrehop.
Senere overbringer de mig myrernes søvn
sidder i regnen og æder et æble
alle nøkkeroser tyste og
tyste fosser
nøglehuller gennem låse
løfter haven op i det lådne
let som sommerfugle
der vender sine vinger
navngivne blade river sig løs fra en sky
og driver i spiraler ned gennem den sovende krop.
Klar våd snog snor sig
goplerne læser for de ledige myrer
hilser på en lysende svane
synker sort en nævefuld skrift.
Da jeg var gået kold
læste goplerne for myrerne dagen lang
da jeg var gået kold
slog myrerne en side op og var skrift.
Lidt før du bliver født høvler du et stykke af himlen
det er lørdag og du går ind og sover i hovedet
oppe i himlen afsoner galaxen og er helt åben
luften over Golgata er ved at være tæt og du vil
dyppe din tå og du dypper din tå, du dypper den nu
og så læser du overskriften fra gårsdagens avis
her står du og får
falkeblik
du læser overskriften
som en falk læser natten og flænser i blinde
fra hovedet kysser du dine hænder
du fastsætter den lørdag
og du går ind gennem issen ned i et hjerte
som dine fingre først nu får til at slå.
Sidder oppe til klokken fem og læser
et hørespil og
ansigter lægger sig ind over
hold nu op med at kalde og
lyt nøje og ukønnet til hvordan revl og krat
kupper glemslen med slående
løfter som lyder
cirka som én der sidder oppe til klokken fem og læser
hold da kæft slår klokken virkelig fem og
ansigter ligger friserede overladt
til hvert sit klokkeslag.
Frelsen finder ofte sit læ
skridt gået som ikke slog til
en lytten til køernes maver
skridt som ikke slog til
afhuggede hoveder for din fod
fire årstiders tavshed
de mange ord høstet med pincet
ømme krumme tæer som ikke slog til
farven hænger med dit milligrams argument
som en mikroskopisk myggesværm i det tomme rum
og fra hvert hoved lyder gådefuld rallen
som føler sig selv høstet ved solopgang
som stod træernes rødder
og gav dig sin frelse
i læ af sit lodrette net.
Helt tæt omkring bål
i den disede skov
håb fylder os med våde lår
som gnidder nærsynets tåspidser
løst langs hvilken som helst grydes
løsslupne damp
op mod lår og lange viltre hår.
Ofrer et hvidløgsfed
til søvnen peger mit syn
blade fra sen højde sovende
åbner søvnens løv
der sent åbner hovedets krone
afklæder mig al poetik
kun for at være dun
fra en opsprættet pude.
Ned dykker øsende
hovedet holdt højt i glemsel
gennem sennepsmarker kommer hvert slag
der ligger nok og kysser nætterne
en smule lys
siver gennem slåenkrattet
øser vores kys over myggesværm
træernes rødder er fægtehoveder hvor jeg står
svampe åbner læbernes nat
overøser arme, ben og hoved
falder foroverbøjet gennem bølger
efterklang breder tusinde bjæffesutter
hør mig læbenætter
løvet høvler farver af øjet
månen hoster med åbne gæller
de øvre bortfløjne køn
fortidens strømme har
vanddråber med sig
som hænger løse på stribe
fortiden står op i en kraftig søjle af varmt vand.
