At U.S.A.'s repræsentanter indleder fredsforhandlinger med Rusland blotlægger, hvad vel egentlig har været åbenlyst hele tiden. De to instanser er de reelle parter til at forhandle fred, da de er de to egentligt stridende parter. Ukraine er og har hele tiden været det sted, hvor denne strid er blevet og i øjeblikket stadig bliver udspillet. Det er derfor, at Ukraine ikke bliver inviteret med i forhandlingerne; for selvom slagmarken ligger i dele af Ukraine, så har krigen foregået med ført hånd, hvor U.S.A. var den egentlige dukkefører. Skuespillerpræsidenten i Ukraine er kommet til magten under støtte af amerikanske kilder og hvis ikke han kender sin besøgelsestid, så bliver han snart pillet af plakaten igen. Det er sådan det game fungerer. Der pågår et stort oprydnings- og genopbygningsarbejde. Ikke mindst i forhold til at det vil begynde at dæmre for den ukrainske befolkning, at de ikke var i en egentlig krig med deres russiske broderfolk, men at deres land er blevet brugt som et internationalt skakbrædt, hvor to supermagter har lagt arm og hvor magt-eliten i EU har opstartet det, de satser på, skulle være en motor, der i EU's befolkningsgrupper kunne generere forståelsen for øgede krigsskatter. En sådan krigsøkonomi vil nemlig kunne tage fokus væk fra de mange andre problemer, lobby- og korruptionssager - herunder ikke mindst EU's indsyltning i medicinalindustriens pengemaskine. Men nedrustning og samhandel og ligelig fordeling af ressourcer er vejen til fred. Det virker vanvittig udelukkende at tale om oprustning i samme åndedrag som fred endelig og forhåbentlig synes inden for rækkevidde. Der er gået panik i europa unionens ledere - fordi freden måske bryder ud.
