???

Hvilken af verdens tre

største stormagter 

har påvirket dansk 

kultur og hverdag mindst? 

Og hvilken af dem 

har respekteret den mest? 

 

 

De sidste dages breve

Vand husker bedst

de sidste dages breve

lukker sig helt lovligt

i døgnets lommer

vand husker bedst

under sten lyser 

tysthedsurter

i skyggevaser

ruger søvn

med bølgernes læber

de sidste dages breve.

  

Pytlickpunktet

 

Kagens fede lyspen

på stævn og køl

kan folde fødsler

ud af stregens tyngdetå

kaffens kulsorte

Pytlickpunkt

fyldt med fastklemt sol

et tons mågetåge 

som en zeppelinerlunge

maser dobbeltbekkasiner 

gennem hul.

 

Vi holder om vasernes skygger

Vi holder om vasernes skygger

tårnet rider på et digt af bare klange

såler sælger orglets pedaler for et bjæf

vores næsers svanetynde løber er en kirke

vanvidskongen har sin krone omvendt på

falke hæver Lazarus op af pølens fold

ginseng ganer oversætter broden af en myg

opgangens skønne væsen ser

dér løber falkejagt hunde ind i poser

blot for at vise slæden sit flag.. 

 

Hospital

 
 

Amfibie

 

 

Thepose

 

Dypper theposen

i et nænsomt lys over landet

theposen jeg har gemt siden høst

theposen er et kys

jeg nænsomt giver

det kogte vand

frøkapsler rasler i regnen

valmuer og liljer

frøkapsler i ges-dur

perlehyacinternes usynlige folkemord

frøkirkens pose

kysser liljernes kapsler

dvalens sammenrullede fane

frøkirker kysser regnens våde gaver

jeg er liljernes yderste hud

frøkirkens vækkelse

den tørre lyd

på tværs af dråber.

 

Natos artikel 4

 

Flakker

 

En høg flyver højt over dagen

en bobslæde af dage hyler

mine knoer knuges atter

her i ly bag tapperne af is.

 

Og den og den græsrod -

et sprog der fyger sine mål 

mod andre dages rækker af kufferter

hvad vil du gøre, når de begynder at tælle

stikke ild til en budbringer som kun var til låns

og dagene mellem jul og nytår

med livets sidste dage ladt tilbage.

 

Noget knækker og du vil løbe tårnet ned

det skjulte får det skjulte frem

altid noget at hyle af

fra sine egne nætter til nætterne

så tyste

før et lille lys flakker og blir større.

 

Dage med hundenydelse hvor du overvinder din egen

og dage hvor det hele kun tåler gemmeleg

i dæmringen knækker det fint og spinkelt

du er kun en skygge og føler dig med fingrene frem.

 

Noget knækker og du vil løbe tårnet ned

det skjulte får det skjulte frem

altid noget at hyle af

fra sine egne nætter til nætterne

så tyste

før et lille lys flakker og blir større

og flakker og flakker skygger itu.

 

 

Foraskningens ponteserede hvirvler følger vandets strømme ind i ildens natur

 

Modsætningens parafrasering af det velkendte og anerkendte driver maniens burleske rytteri frem som netop en modsætning til formalvor, forstands- og selvbevidsthed - dog medbringende sig en skyggehale af gentagelser og repetition, fordi modsætningen til disse netop er manien (i sig) selv. 

Således gen- og generkendt tager den som i et kompromis med sin metode og som en samtidig indfattet del af den - det med fra den gamle verden, som er den egne uspejlede og uspolerede rytmes natur.

Den rest, der således måtte være af det før så anerkendte, genopstår hermed formalet, fortyndet men med sin iboende rytmes natur ikke bare som et ekko - men som en på sin vis intakt motor med nu blot endnu mere blodindsmurte og autonome stempelhove.

 

Kertekæde

 

Jeg tager kertekæden af juletræet og mindes den sidste dag i det gamle år. Nålene følger helt af sig selv med på min islænder og jeg mindes den gave, du var. Afgrundene danser som syv hvide svaner. Jeg gik glip af de fleste af dine fremtrædener. Skyggegæld valser med sølvrævestænk i mit hår. Så mange kys begravet i den dybeste rynke. Så tæt på dine læber som en kaffefarm i Kenya. Jeg skal langt hen i næste liv, før jeg ser dig igen. Jeg skal lytte til fuglenes sang så længe.

 

Når en sky får bukser på, er den gået gennem et digt og digtet har givet skyen merværdi

 

Det værdiløse er ikke uden betydning. At gå gennem et nulpunkt er livets forudsætning. Det værdiløse findes ikke. Men det, der ikke findes, er ikke værdiløst. Det, der findes, findes også, når det ikke længere findes. Og før det fandtes, fandets det også. Det værdiløse giver værdi værdi. Des mere det værdiløse får forbindelse til værdi, des mere øges værdien og viser på hvilken måde, det værdiløse får og dermed har værdi. Det er farverne, der giver spektrets farveløse udgangspunkt merværdi. Det værdiløses latente evne til formueforøgelse bestemmes af omgivelsens villighed til værdiløs interaktion.

 

Skælvende æg pakket ud af søvn

Skælvende æg pakket ud af søvn

fylder lysposer med rekviemmassage

tonekys hopper og maser

grus i gidselmaskineriet

kælderpyton hæver de søde, våde nødpåkørsler

kofanger rider nattens pindsvin

gaden du kommer fra

glider sammen 

med pinkodebefriede dvalekarper

søvnskygger og pælehøje måger

står som gummisøjler i din hvirvel.

 

Himmelhunden har ikke brug for platte kolosser

 

Ribben ruller kaffemaskiner ud

pøbel vugger sløve faner som døde hvaler

nydelig og dværgsort ved vi hvorfor

Himmelhunden ikke har brug for platte kolosser

det kommendes lys åbner ind til din døve verden

tyve kærestepar gnider stjernestøv af en vrimmel

lovens læber læser  bundlinien i en jitterbug.

 

Musen under hestens hove

Over Orwell følger høgen hovedet

næsefløje udspilet til lyden af galge

lig tegner bål op ved alle sansers grænse

som en skygge for solen

udmåler næste fødsel døvstum silke 

uden nogen yderligere helse i udsigt

udmanøvreres stedsegrønne gynger

lig tegner bål op ved alle sansers grænse

musen under hestens hove.

 

Too dangerous for me

You waltz all you can

you are so determined

you waltz yourself to techno

you swing around in dangerous go go

the walls get a definite voice

you dance the submarine foxtrot

you are so sky high

you are too dangerous for me.

You dance fire from your soles

you are trembling trees

you drive against red

your joy is the sewingmachine waltz

you are not the least bit afraid

you waltz wings through air

you are given rage

you are too dangerous for me.

  

::::::

Du når til tops med en andens pose

du ryster den lidt og en fugl flyver ud

du omformulerer dit spørgsmål

og suppen bliver strømførende

du sømmer gaverne fast til stakittet.

Dødstærskelen forlænger sine sko

for et italiensk mirabellekys

du bogfører føddernes tusinde noder

du lader en flok måger være kirke.

Væsken i tasken i små ampuller

Grieg er kuller i det røde rum

rart grenværk føler jeres sværmen

uden ankerbarn og hjertesprække.

Du gemmer den sidste sætning 

i en buket blomster

fra ambasadørfruens datter.

Hudens hår løfter blomsternes støv.

 

 

...

 

Pennen

bløder

blæk.

Ser dig spejlet i pytter.

Kildevæld

læser 

havet.

Eftersøger

puls.

Sover ind

som en nøgle

til universet.

 

Dagrö

 

Nuna gungasunar arnamul

lunganistra wup

bolnik pingi tsani

pillungu nunnatta timmikul.

Dagrö dagrö dagrö

dangel dim dimmelim

washflum balko

valse vum wabbelip.

Rufö sulschöm gullaf 

nurmabimklap duk

zyntip kulkam flosi

kullinimkap fumbel paf.

Dagrö dagrö dagrö

dangel dim dimmelim

washflum balko

valse vum wabbelip.

 

Krip Krap Krup

 

Stanuba filuk

agromati bulabas

gefunkik kalip

filulikki.

Grolom bunkap

punklim pymyk

getulpi pilkam

kulim krap.

Kafpal mulkik

bulim miluk

bunnunuppu pal pal

kimul.

Potkin grubli

ilpgettum nikot

burmbam fimbi

kolottim 

bambutti

kolottim

bambuh.

 

 

Når hanerne galer i mørket

Lad afstandenes milepæle

lyse lyset fra sønderskudte sole

hovedløse faner folder diesel os sammen 

undslupne fanger nedkuler deres dække

det fåmælte før mæle

når hanerne galer i mørket

og noget styrter gennem nattens biograf

rydder tynde forhængs gamle afsavn

rudernes tålsomme løv tynger vågernes vipper

tågen gestalter spurvenes bævrende kviste.

 

Birken smykker sig

 

Birken smykker sig med duggens dråber

søer mopper svaners løse vaser

med mange sorte dages længsel

eftersøgt af våde grene

i en enlig våges dyp

kobberbarkens tynde lyd

puster skorper ud af vinterfolder

glemselsfulde skovle klinger

i sneens nulpunkts gople 

kuglepennen plukker tynde kviste

over dunet mælkehat.

 

Ruts Radius

Han boede i byen Sjæl, som ligger i landet Pause. Han boede i Sjæl på vejen Genkend.

Han holdt af at være i Pause. Han holdt af at vende tilbage til Pause. Det tog ham tolv år, før han for første gang tog fra Pause til Pi for at studere Pi-mål. 

Pi var meget større end Pause og Pi-mål var et meget mere udbredt sprog, talt af mange flere mennesker, end der var i Pause, hvor folk hovedsageligt talte paulingi.

Hans barndomskæreste havde også talt paulingi. Men hun var flyttet til Radius - langt borte fra både Pause og Pi. Hun havde sikkert forlængst glemt at tale paulingi, glemt alt om ham og Sjæl og Pause. 

Hun var ikke flyttet direkte fra Pause til Radius. Hun var først flyttet til Tænkepause og nogle år senere var hun rejst til Radius. Men først til Diameter, for det var mindre problematisk at komme ind i Radius via Diameter - end at komme direkte fra Tænkepause.

Når han opholdt sig i Pause, tænkte han tit på Rut i Radius. Hun havde skrevet til ham, at hun havde mødt en mand, som kom fra Cirkel. Det hellige land Cirkel. Et land han aldrig havde været i. Han savnede sin barndomskæreste, som nu var omsluttet af manden fra Cirkel.

Han tænkte på, om han skulle søge tilbage til Pi og forsvinde ind i den uendelige folkemængde. Finde sig en pige i Pi og glemme alt om Rut i Radius. Alle havde sin lykke og ulykke at forfølge. Det var skæbnens ironi spændt ud mellem Radius og Pi.  

 

Vöts kimudi

 

Vöts kimudi

tilluli ratremat

holnit tamanit toqu

garfik tassavok gegertak

erinar gosling garpaluk imik

ginwot napparis 

tusarnaarluk gannalis

galugit pissutgal pissut tassavok potti

tusarnaarluk pallatok

ginwot napparsim riagissu.

 

Vöts kimudi

nippinik sinnitup nepoltils

vöts kimudi purtanippi amaluu

vöts kimudi inogang 

tamasa gukkit pitsanervo

pennip sporini lællarap

vöts tunini kimudi nipitta

vötskimi gaggutik tumik gortumik kimudi.

 

Tamat suna tarpat

tassavok tamatut garsinna pravta sumik

kini bipsoti garsim masok

nippi tassavok timivit

amalan rusunik timassan isilu lischiz

tarpa narsarrit tatsip gillik tarput

sini lua nerminni.

 

Pissul amalu tarmarmik sangimut

tarmarmik sinniput tatsip

pissangavok amia

sangimut tarmarmik

gungutat tunu simarnek.

 

Gingu purne kimycheek 

tarmarmik tarput

remmulsimtunim

passurali tarekal rausch

atorlugit erinarzum

vötsia kimudu daritti gaggavok.

 

 

Tunguar

 

Zöfæls zwithu zwau zwo

omahol rehel guambi

tunguar niar para

tunguar ninni

tunguar nikku uvunga

tunguar ninni

tunguar kurakki

tunguar guambi tupakili.

 

 

Azurblå løfter

 

Der er gået syv måneder siden

du rejste til Frankrig

selv din mor er krøbet i skjul

og nu rører jeg ved puden du syede

da de talte dine æg som var det guld

lyden af en gulspurv trænger her ind

da du gik snød du døden

og lagde mit køn på køl

for du tændte mig sidelæns

med din klarinet

og strandsten med huller i

som trak tråde med deres tyngde

og klirrede under himmelsengens bund

jeg rører ved det vævede tæppe

vi valsede på

du syr mine dage sammen

du har syet minder ind i mit sind

som ild i en gryde

står din nålepude

juletræet står og drysser lidt endnu

dér i den grønne pludren

stiger røgen fra en gryde

æg fra nattens måge

efterlader en sagte syden

ryggen skyder skud

lyden går dybere end tårn

se ned i dette svælg

op af disse hvirvelvægge

azurblå løfter

creme legbars

fravær af gyvelgul

da de talte dine æg som var det guld

så du ned i dybet

da du gik snød du døden

og nu er her tyst

her på tæppet hvor vi valsede rundt

og nu rører jeg ved puden du syede

og tænder ild i gryden

og som ild i en gryde

står din nålepude

hver gang minder drysser som nåle fra et træ

dér i den grønne pludren

stiger røgen fra en gryde

som æg fra nattens tyste måge.

 

 

Du rører dagenes ende

 

Hej, hej gamle ven har du det sjovt

råder du over dit eget forlis

får snuen kål på dig

skal alt det sjove tømme sit krus 

     og synge sine egne hænder

en døende stjernes stemme

som du skåler med for sjov.

 

De farver du før vævede dagene med

er gået op i limningen

du har været her før

du har råbt og skreget og knælet 

og dine såler skrålede stilhed om kap

hver gang du åndede ud

  og hostede lungerne løs 

        - følte du dig som en høne i sovs.

 

Dagene rydder dagene for dage 

       og du rører dagenes ende 

alt det der var en dæmning

er alt der nu tages bort

huller udvider sine skygger

dråber baner sig vej

du gamle ven i tågen

dagene rører hele tiden

ved de tråde 

du var bundet til

de tråde

du var bundet til

med en døende stjernes tavse sprog.

Søvnens anklage er feministisk

Du viser mig en bog for enden af pegefingerens Gud

bjerggeder tømmer færgelejet for

lys temmelig nær på faner af lys

gennem vaskemaskinens forseglede kapsel.

Tågelys kan vifte din næse med flammer

søvnens anklage er feministisk

og klemmer søvnens feministiske stråle noget så

langt under fasanblå.

 

Noget farves så det lige kan tåle

en kogevask i rummet

modsætningen er din anarkistiske hud.

  

Øde hvide markers strålestøv

 

Det damper fra huse

død stirrer fra hvert hul

byen er et hul af gryde

sangen græder gæslingepil

drøje syge skrig

lytter til vinden

grøn døds gryde er sårets pøl

lytter til gråfattig gråd

drøje syge skrig.

 

Øde hvide markers strålestøv

sprættet op med frelserlyd

og frelserlydens strålestøv

øde hvide markers strålestøv

det er bedst du sprætter det hele op

i pennens parallelle spor

for frelserlydens strålestøv

og øde hvide markers strålestøv.

 

Alt du rører

er det du berører så synligt

strakt ud på tæer

lyden er din krop

mere end du aner

fryser hækken sin fod

fryser frøerne på søens bund

i deres dvale.

 

Og dine tæer er med

alle dine tæer ind til benet

alle dine tæer sover på søens bund

og huden svulmer op

alle dine tæer helt ind til benet

alle dine tæer og dine øjnes tøven

er i dvale

og lysets frække tøven

alt som forsvinder

ind i sin slummer

i de mange flænger

i dine fingre

i en hymne

hvisker øde hvide markers strålestøv.

 

 

Når det begynder at strømme

 

Det begynder at strømme

og omfavne os

og det elsker

at omfavne os

når natten råder

når den omfavner os

og det begynder at strømme

og natten råder vores

lemmer til at mødes

vores lemmer har ingen ende

de strækker sig ind i os

fra universet

og endeløst er 

alt der tæller

når det begynder at strømme 

alle steder fra.

 

 

Køen

 

En kø står og tygger sig igennem

den overfyldte vestibule

jeg står foran køleskabet og rækker ud 

efter den

der gav dig den syv-armede pokal

han laver trutmund hen mod min stemme

og hvisker dig noget i øret

køleskabet laver tålmodigt sin vibration og jeg

snapper efter vejret

du sagde jeg ikke skulle begynde at ævle

skal sådan et fjols af en fyldbøtte

bare have lov at ævle

kan sådan en 

bare hviske dig i øret

imens køen tygger drøv

og bliver som én stemmes mund

der sluger vores mindste vink.











 

 

Nogle danske betragtninger omkring inuitternes Kalaallit Nunaat

 

Carsten Jensen udbreder her en "vision" for et Grønlandsforløb.

Jeg tvivler nu på, at amerikanerne er interesseret i at påtage sig de økonomiske udgifter, som, hvis visionen skulle føres ud i livet, måtte spenderes.

Amerikanerne kan jo lave alt den business med inuitterne, de overhovedet orker; det har de kunnet hele tiden. Men hvis driftige business firmaer spørger seriøse rådgivere, så vil de blive klar over, at det her drejer sig om kolossale store udgifter for at drifte fx minedrift - med et tvivlsomt udkomme. Teknologien er ikke udviklet til de nurnarputske  forhold (endnu). Det kan naturligvis komme. Men er amerikanerne parate til at vente og til i ventetiden at punge ud?

Og hvilke garantier gives der inuitterne for at deres nuværende sociale standard og mulige velfærd opretholdes? For fri uddannelse, sygehusvæsen etc ...

Hvis begge parter tænker sig om og forholder sig til det, der er realistisk og ikke bare luftkasteller og utopier, så ser landet anderledes ud.

Og det kan meget vel være, at det gør det allerede nu. I så fald så er de mange for en europæer (og for fornuftsbetonede amerikanere også) vilde udmeldinger med slet skjulte trusler nærmere en strategi, der har til hensigt, at få andre lande til at vågne op og betale for sikkerheden af Nurnarput. Den sikkerhed som U.S.A. længe selv egenhændigt har beskåret ret drastisk. Og hvorfor har de det, når området nu er så strategisk vigtigt.

Det har de fordi oplevelsen fra et amerikansk perspektiv er, at U.S.A. alt for længe har trukket et uforholdsmæssigt stort læs og det skal være slut nu.

Det er der jo også noget fornuft i, hvis man ser på en supermagt som en husholdningsøkonomi. Gældsvæksten i U.S.A. er helt astronomisk. Så der er god grund til at de søger efter, at slippe af med udgifter, som de gerne så, at andre bar i stedet.

 

Tom Jensen, Chefredaktør på Berlingske, skriver i et opslag på Facebook:

”Den verden vi lever i:

Præsident Trump vil have Grønland. På den ene eller den anden måde.

Trump siger, at det kan blive et valg mellem at få Grønland eller bevare NATO.

Trump siger, at det er et ‘psykologisk behov’ for ham at få ejerskab over Grønland.

Trump siger, at han ikke har brug for international lov.

Trump siger, at det eneste der begrænser hans magt er ‘min egen moral. Mit eget sind. Det er det eneste, der kan stoppe mig.’

Det er den verden, vi lever i.

Det er Trump selv, der siger det.”

 

Blandt flere kommentarer til dette opslag kommer Henrik Olsen med en kommentar på sine egne vegne:

”du beskriver korrekt den virkelighed, vi står i.

Det er den verden, vi lever i.

Men netop derfor er det afgørende, at vi ikke reagerer på Donald Trump ud fra, hvordan vi mener, verden burde fungere – men ud fra, hvordan han faktisk tænker og handler. Det har manglet i den grad fra regeringens side af.

Trump opererer ikke inden for klassisk international politik.

Han tænker ikke i folkeret, normer eller multilaterale spilleregler.

Han tænker i styrke, kontrol, ejerskab og psykologisk dominans.

Når Trump siger, at han vil have Grønland “på den ene eller den anden måde”, er det et presmiddel – ikke nødvendigvis en konkret plan.

Når han kobler Grønland og NATO, er det et forhandlingsgreb – ikke et opgør med alliancen.

Når han siger, at international lov ikke begrænser ham, er det et signal om, hvordan han tester modparter.

Et dansk modtræk må derfor være strategisk – ikke moralsk.

For det første skal man åbent anerkende USA’s sikkerhedsinteresser i Arktis. Ikke som eftergivenhed, men som signal om, at Danmark forstår spillet og ikke er naiv.

Manglende anerkendelse bliver hos Trump opfattet som svaghed.

For det andet skal man forstå, at Trumps fokus på “ejerskab” ikke handler om juridisk suverænitet, men om reel kontrol.

USA ønsker militær adgang, strategisk dominans og udelukkelse af Rusland og Kina i Arktis. Det kan leveres gennem samarbejde – uden at Grønland skifter hænder.

For det tredje skal NATO bruges som styrkeargument, ikke som moralsk løftestang.

Trump reagerer ikke på traktater, men på magtbalance. Argumentet skal være, at et samlet NATO styrker USA’s position i Arktis – og at splittelse gavner rivalerne.

For det fjerde skal der sættes en klar og urokkelig grænse: Grønland er ikke til salg. Punktum. Ingen lange forklaringer, ingen undskyldninger.

Trump tester altid grænser. Uklarhed inviterer til pres.

For det femte bør Danmark aktivt trække Canada ind som medspiller.

Canada deler både arktiske interesser, NATO-medlemskab og bekymring for russisk og kinesisk indflydelse.

Et tydeligt trepartssamarbejde mellem USA, Canada og Danmark flytter dynamikken væk fra en bilateral konflikt og ind i en fælles sikkerhedsramme, som Trump har lettere ved at acceptere.

For det sjette skal al offentlig moralsk forargelse undgås.

Når Trump selv siger, at international lov ikke begrænser ham, er det politisk meningsløst at gøre netop det til hovedargument. Det virker modsat hensigten.

For det syvende er det afgørende, at Danmark reagerer uden dramatik.

Panik og store ord eskalerer. Ro, forudsigelighed og institutionel tyngde dæmper. Trump presser hårdest dér, hvor han fornemmer frygt.

Og endelig bør Danmark tage et internt ansvar: Selvstyreloven skal op til revision.

I den sikkerhedspolitiske virkelighed, vi står i, er det uansvarligt at føre en åben diskussion om grønlandsk selvstændighed. De nationalistiske grønlandske politikere må tage det med ro i en årrække.

Al snak om løsrivelse bør parkeres, mens presset fra USA er så massivt.

Det er ikke en verden, man behøver at kunne lide.

Men det er den verden, vi lever i.

Og i den verden vinder man ikke ved at have ret –

men ved at forstå spillet bedre end den, der spiller hårdest og indtil videre har regeringen ikke forstået spillet i forhold til Trump.”

Til denne kommentar skriver jeg følgende kommentar:

”og tilføjes til den efter min mening helt korrekte liste af de rigtige tiltag og reaktioner at gøre : De danske politikere skal sætte handling bag ord, når de lover amerikanerne at øge beskyttelsen af Arktisk. Som et minimum skal der, såfremt inuitterne også finder det rigtigt, installeres et antal soldater og isenkram, der svarer til den mængde amerikanerne har ladet sive bort fra landet.”