:::

 

Kurvestolen rokker sin flod af elve klokkeslag

ligger og tæller tomme døgn med samme dåseåbner

det er i sumpen de røde elletræer

ses gennem regnens medhør

bag kålgården og de blå hyacinter

skyggerne farvet af dagen

som endelig kom

som op af et attende hul

geværet hviler over knæ

med løbet vendt mod de spredte pytter

strimlerne fra loftet taler om sne

egeløv glimter i endnu et medhør

gruset i grusgangen står i slyngede riller

det er næste sejrskåbe

hver sten ligger og opfanger

et ekko af

fjernt løsnede skud

tæverne er løs langs sumpen

de er også den slags riller

og lige sådan dér gider svanerne glide gennem rummet

rillerne er både bløde og skarpe

de får 

åleskind til at ligne

en halvdagsbrandert 

der ruger

parat til at måtte plysse

møbler og fletværk

pisserenden løber gennem kålen

vi håber søstrene kan høste

alle de ord

vi siger for os selv.