:::

 

Jeg tænder et lys for de døde

imens hemmelighedsnatten 

    brænder sig selv ihjel

alene alene for blomsterne, bjergene

puster jeg dit jeg

så et vindue flammer op

og forandret for så lidt

at det, der ånder, er du

stille fordi bjergene ånder

tyst som lyset

der smugler sofaens mørklagte krog

ind i sit værelses dyb

stirrer jeg op i det bryst, loftet alene 

             er billede på

og bliver opløst af

og er helt stille

alene med de dødes brændende bjerg

hvor et menneske betyder lys

at jeg, der valgte ikke at klynke

i et hjørne af verden

smugler de mørklagte 

                      papirtynde værelser

ud i natten

hvor gulvet der rører mine fødder

brænder sine ugler for mig

og rødt puster jeg det hvide

det lys, der er flammernes alt

det sindssyge lys, der brænder

her i et vindue for dig.