Orions bælte

Det er en af disse forunderlige, sammenlimede nætter; hun vil netop til at trække gardinet for, da hun i det samme får øje på stjernehimlen og falder i staver over synet. Længere inde i stuen står kufferten åben. Kufferten med de mange solfyldte minder. Hun har netop taget sin sosu kittel af. I rudens genspejl synes hun, at hun kan se døren i den anden ende af rummet stå og lyse på en måde, der får hende til at smile. Hun er i humør til at ønske sig, at der må være noget i vente. Hendes blik fortsætter ud ad mellem husene og husene står så øde, som er dampen fra deres trækkanaler blevet ramt af en nysleben le. Hun synes, der mangler noget, hun ved bare ikke hvad - eller om det blot er tågeformationer, der spiller stjernebilledet et pus. Hen langs husmurene løber der en bugtet linje, der bevæger sig i små ryk og da hun ser nærmere efter kribler en fosforiserende em frem som myrer fra en nåleskovstue. Lyset styrter ind under hækkkene og hun hører nogen råbe på en sådan måde, som nogle gør, når de har placeret foden på en varm kogeplade. Hun åbner vinduet for om muligt bedre at kunne tyde den brølte gestik. Hun føler sig som et dyr, der pludselig i en lysning er standset op og nu står og ånder på en så tung og sansemættet måde, at åndedragets autonomi fylder sansefeltet øresønderrivende ud. Hun lægger hånden spejdende mod panden - og som et dyr løfter hun hagepartiet og lægger ørerne tilbage. Hendes sanser begiver sig så langt ud i natten, som de overhovedet kan. Selvom intet dagslys forefindes - overvinder hun det og giver sig til at vippe benene ud over karmen. Hun rammer jorden og løber så hurtig, hun kan; følger de hvislelyde, hun synes at kunne høre fra den retning lyset forsvandt i. Hun glemmer sit hjemmeslaveri og de evendelige støttestrømper. Glemmer sine ømme fødder og strømpesokkerne mod den bare jord. Hun forsøger at bevæge sig så ubesværet, som svævede hun over grunden. Hun formaner sig selv at holde kursen, som det bugtede lys har lagt. Imens hun holder sig selv sådan fast i tømmerne, bevæger hun armene i langsomt besværgende cirkler. Hun løfter sig i spring og kysser luften. Ser sig selv i sin fremfart, svævende et kvantespring over sin sosu cykels daglige ruter. Ingen gud har længere grund til at tøve. Søerne ligger i et overjordisk skær. Og op af alle sammensyede nætter vil moltoner bære hendes kuffert med sig lavt hen over de mosklædte plæner. Hun synker så meget mundvand, at svælget med ét føles helt tørlagt. Fra sin strube hører hun nogle toner bane sig vej - ind til de rammer en lyd, hun mærker komme imod sig fra en meget fjern afstand. Hun standser op og mærker nu med ét, hvordan hun græder af lykke. Over sig ser hun tomrummet åbne sig i Orions bælte.