At være eller ikke at være - børnenes minister

Sammenligner man den pt. regerende mindretalsregering i Danmark under ledelse af Mette Frederiksen med sine regerende forgængere i dette årtusinde, så falder denne sammenligning i min optik med mange længder ud til netop den socialdemokratiske mindretalsregering. Mette Frederiksen klarer det virkelig godt, hvad også flere politiske kommentatorer allerede har måttet indrømme. Der er styr på det, siger de. Der bliver ryddet op i SKAT – bare for at tage et eksempel. Skyldnere bliver nu stillet over for den helt rimelige inkassation af skyld. I hvert fald alle de små skyldnere. Der bliver her senest set sat en begrænsning ind over boligspekulanters himmelstormende grådighed. Et eksempel på at regeringen ikke længere lader sig trække rundt i manegen af Det Radikale Venstre. Til trods for at Det Radikale Venstre ellers har fordoblet deres mandat siden forrige valg.

Min personlige anke er og bliver dog, som der på nærværende medie også allerede talrige gange er blevet givet udtryk for, nytårstalens fokus på, at der i Danmark skal foranstaltes flere tvangsbortadopteringer. SOM ET MÅL I SIG SELV! Noget der kan vise sig, stik imod socialdemokraternes erklærede målsætning, at blive en markant forringelse af velfærdssamfundets sociale struktur for en lang række borgere. Situationen er allerede sådan i flere af landets gennem en lang årrække økonomisk hårdt pressede kommuner, at flere og flere borgere ikke længere tør henvende sig, når de er kommet i den ene eller anden knibe eller livskrise. Det kan være forældre til handicappede børn. Det kan være eneforsøgere. Det kan være skilsmissefamilier. Det kan være mennesker, der er gået ned med stress og momentant har mistet evnen til aktiv deltagelse i arbejdsmarkedet. Eksemplerne er legio. I alle tilfælde er der nemlig en fare for, at de kommunalt ansatte socialarbejdere øjner en chance for at lægge pression på disse mennesker ved at tage deres børn som gidsler. Alene truslen om dette er allerede et effektivt redskab. Samtidig er der mange milliarder at spare ved at vælge tvangsbortadoption frem for plejeanbringelser eller familieaflastning og ditto rådgivning. Med de efter årsskiftet proklamerede øgede beføjelser i den retning – lægger Frederiksens regering mere brænde på det bål, der skal afbrænde alt, der fra et statsligt og fra et økonomisk perspektiv betragtes som abnormt. Redskaberne er givet til, at staten kan lade sine borgere få kærligheden at føle i gammel testamentelig forstand. I et stigende antal tilfælde vil disse tiltag blive til alt andet end til børnenes fordel. At være børnenes minister var ellers en fin titel.  Lige som det var et smukt træk at give de anbragte godhavnsbørn en undskyldning. Men vil man være børnenes statsminister, så bliver man det ikke uden at give tryghed for børnefamilierne. Det kræver mange ressourcer. Det er disse ressourcer, det er de fleste partier i folketingets sigte at spare væk.