Hvalen og den kinesiske nattergal

Et forskerhold fandt en hval, der svømmede helt for sig selv, imens den udstødte nogle dybe frekvenser, forskerne aldrig før havde spottet. Da de undersøgte den nærmere, fandt de, at der var et hul i hvalens strube. Nogen havde taget en bid af hvalen. Det så ud til, at det var foretaget med et sindrigt bor. En eftersøgning blev sat i gang efter det manglende stykke. Efter mange snørklede veje fandt forskerne frem til, at stykket var blevet solgt på et fiskemarked i en kinesisk forstad. Den mand, der havde erhvervet stykket, var af usædvanlig lav vækst. Højdemålet var 148 centimeter og han havde meget korte arme. Hver morgen drak han ½ l sødmælk, hvilket ikke er helt almindeligt for indbyggerne i den del af verden. Manden var af den faste overbevisning, at når han blæste i den udborede hvalstrube, så kunne han få solen til at høre sit kald. Hver dag satte han sig ud på sin veranda siddende i en gyngestol, imens han rokkende frem og tilbage blæste i den nu halvt indtørrede hvalstrube. Og hver gang synes han, at han kunne fornemme en slags tilbagesvar, en klang som rislede ned gennem issen og forplantede sig i hans hjerte. Hans spørgsmål var hver dag det samme. Hvad kan jeg tjene dig med i dag kære sol? Den fornemmelse han havde af at modtage et svar, kunne han imidlertid ikke udmønte i konkrete ord eller sætninger. Det forblev en fornemmelse af opløftelse, der hver dag fyldte ham. På den måde blev den forkrøblede mand trods sit vanskabte ydre meget gammel. Da han var blevet 102½ år gammel, fornemmede han i dagens svar, at han skulle bevæge sig ud til havet. Da han endelig nåede havets brænding, blæste han en sidste gang i hvalens nu benhårde strube. Han kunne intet høre fra havets brus. Men han fik den samme fornemmelse, som når man i det tidlige forår for første gang hører nattergalen synge. Han mærkede fornemmelsen af denne sang fylde sin krop og steg der på blændet af solens stråler ud i det brusende hav, hvor hvalen så længe havde sunget sit savn efter sin frarøvede strubedel. Da det salte vand fyldte hans lunger, vidste han, at den nattergalesang, han oplevede, i virkeligheden var hvalens savn, som solen havde optransformeret til hver en celle i hans krop.