Poul Joachim Stenders bekendelser tager her en anden drejning end hans tidligere forsøg på at bringe saft og kraft ind i den danske folkekirke ved at agitere for mere sanselighed i kirkerummet. I denne nye drejning har han forvandlet den nære sanselighed til et forsvarsskrift for Jesus som en oprøre og de vantro muhamedanere kæmmer han helt tegneserieagtigt alle over en kam som bombebærende terrorister. Et sørgeligt fald efter min mening. Sørgeligt at al den gode sanselighed i sidste ende bare skal bruges til hadetale frem for al den kærlighed hans sanselighedsprædiken ellers tidligere gav sig ud for at borge for. Stender er god når han svinger svøben over sin egen trosretning, og han kan have ret i mangt af det han udtaler; men det er i mine øjne sørgeligt, at han skal være så unuanceret for at kunne stille 'de andre' op som et modbilled og samtidigt på et omvendt sæt et forbilled for med hvilken kraft 'vi' skal hvæsse tænderne og gøre 'vores' religion til en kamp- eller krigs- om man vil - religion.