~

En fuga må jo spilles som en fuga ~ enhver intonation kan ændre den hele farvestemning og karakter ~ men en fuga må spilles som en fuga, især når den spilles på dødens blanke knogler... handler det derimod om rosenbedet og den inderlige indføling med de nære impressionistiske små guder, så er det jo fint at være en person, et menneske af rosenkød og blod. I balancegangen mellem verdenskræfterne er det ikke forkert at vælge side i det kunstneriske udtryk. Modviljen mod en ekspressionisme, der udtrykker så meget mere end det hverdagslige jeg, er udbredt, ikke mindst i litterære kredse; måske fordi man allerede er på vagt over den tabte inderlighed, eller den nærhed hver enkelt individ går og savner, nu når hjernen kværner. Det kan jo ikke diskuteres, hvad der ligger bedst for én; har man en tid været sovset ind i impressionisme, så kommer der vel også en eller anden trang til det modsatte. Jeg har aldrig tænkt på Paul Celan som teatralsk, hverken som person, digter eller digtoplæser. Den måde han har givet sine erfaringer stemme, synes at være vokset ud af en sand menneske-natur-lov.





Men jeg ved ikke med de uskrevne normer, ved ikke rigtig, hvad det betyder, det kan måske lyde mærkeligt, når jeg nu taler om modvilje i litterære miljøer, så kan modvilje jo mærkes, imens de uskrevne regler kan være svære at tyde, før de kommer på skrift.
Men jeg kommer til at tænke på en stump af et Inger Christensen digt: 

"[...,] mens
man går i sit køkken
og kun lige når at

mærke hvor dejligt
kartoflerne lugter
af jord, og kun lige

når at lægge låg på
og tænke om man nu
har kommet salt ved,
før man lagde låg på,
og kun lige når i et

glimt, mens lidt damp
slipper ud under låget,
at huske sit liv som
det var, og hele tiden
er, mens kartoflerne

koger og livet, som man
altid har sagt skal gå
videre, faktisk går
videre; en bøn, en
almindelig bøn, en

almindelig dag, om at
livet må fortsætte
ganske almindeligt
[...] "