Verdenslæben ser gnidende muler
give søerne glubende støv
til at bemale hver gnist
nogen savner rudernes suveræne vindfang
tunler til at save noget solfyldt ud af æg
nådefuld feminin disfavør
filmer sin egen biografprojektør
gæller sætter hver skygge på plads til sidst
din smilende nakke bag persiske slør
hører min elskovs sang
på syndens stumtjener
hænger skæbnen sine poser så sent
at hovederne gråner
farver tænder rækken af pæle
med måger og slim
vægge tømmes for tråde til en hvisken står rent
laviner opfylder spådommens vægt
gådefulde lys benåder din isse
gamle møbler opsnuser gudernes slægt
berusede snuder bjæffer af slæbende måner
frosten fanger hundene tisse
elastikker strækkes ud mellem rim.
No comments:
Post a Comment