Øde marker vil læsse hoveder af
pukken glider baglæns op
de berusedes fangarme
har kun ét mantra
som øver sig i at hænge løs
lyset kysser munde
som hovedet har forladt til fordel for snak
hovedet hugger en løsgænger
og høster den øde marks vækster
med fuglenes halse
snoet sammen
over dinglende kroppe.
Hvordan holdt
lussinger op med at være føddernes asyl
som jeg læste syngende som en lussing
nogenlunde sådan bevæger
teologiske øjne sig gennem natten
som et gospel af nogen andre nogens lykke
angsten bag angsten
lækker som en vædret champagneflaske.
Blodet vil op i himlen
op til alle stjernerne
læberne sidder på hænderne
og klartonen hyler
op af lår
læberne
ramt som en hunds meteornedslag.
Sover i træernes blade for at lytte til deres læber
det lyder vældig som skihop
og æbletræer fulde af sutter
den øsle hyttes følte dag
har begravet mit væsen
i de evigt gentagne drømme
hvordan ellers benævne søvnens omdømme
der står ikke numre på hvert blad
hverken det eller gloser
det er kun små håb som gløder
midt i den fortvivlende udsigt
facit øges som gin mod loftet.
Festen er slut
øjnene har fundet muld og plankton
vi folder os sammen om vores længsler hver især.
Hovedet dykker og lommerne hamstrer hydrogen
og tøver og snøvler
hovedet dykker og tøver og snøvler
hovedet på én der er noget
hamstrer hydrogen og dykker igen og
hovedet er en fuser hovedet overfuser
små kinesiske skrifttegn
dypper sin hånd og griber mikrofonen
dypper sin hånd og griber mikrofonen
træernes blade bader dig allerede grønnere
træernes blade kalder dig i søvne
ind i hovedets nat
der slipper du luften
alle de flotte medaljer slipper du
de slingrer sig løs af sig selv
for du er en rullesten over myreskrift
og forstår ikke sangen under din tomatbåd
saften glider ud mellem dine fingre
hvor strømlinet tror du lige
digtet er
en hoppeborg af selvfedme
hvad lægger vandets hævngudinder
dig til last
andet end hamstret hydrogen
væske ophobede sætninger
i dit stramme kvælertag
klemt ud som topdollars
fra en tube
verdenscreme.
Falder i syg søvn af kys
styrtet er ovre og det sjove er
hvordan glæden ses åbne
sig høflig imens den brækker
foden som en ægte kastanje
falder
i løb målløs over mit jeg
håbløse robotter øver sig
i at slå plænerne fri for myg
løv løfter et net af varslede kærlighedssange
samler ark som fuglene reder
sover
lodden og målløs som jeg er.
Vier første løg til sfærenes æg
alkymistisk slutning har
øst fra sin sæk
indviede løg til at skylle svanen ren.
Lyset gløder hul og hilser
med sit asterix af og & og
der er du og du høvler løs
smertefuld som et glas gløg
månen holder åbent hus
sover i en hoftes øsle dig
hovedet værker i et hugget lam
knuste kløfter når at hoppe løs i hinkeruder
og lander først på otte
i et snurrehop.
Senere overbringer de mig myrernes søvn
sidder i regnen og æder et æble
alle nøkkeroser tyste og
tyste fosser
nøglehuller gennem låse
løfter haven op i det lådne
let som sommerfugle
der vender sine vinger
navngivne blade river sig løs fra en sky
og driver i spiraler ned gennem den sovende krop.
Klar våd snog snor sig
goplerne læser for de ledige myrer
hilser på en lysende svane
synker sort en nævefuld skrift.
Da jeg var gået kold
læste goplerne for myrerne dagen lang
da jeg var gået kold
slog myrerne en side op og var skrift.
Lidt før du bliver født høvler du et stykke af himlen
det er lørdag og du går ind og sover i hovedet
oppe i himlen afsoner galaxen og er helt åben
luften over Golgata er ved at være tæt og du vil
dyppe din tå og du dypper din tå, du dypper den nu
og så læser du overskriften fra gårsdagens avis
her står du og får
falkeblik
du læser overskriften
som en falk læser natten og flænser i blinde
fra hovedet kysser du dine hænder
du fastsætter den lørdag
og du går ind gennem issen ned i et hjerte
som dine fingre først nu får til at slå.
Sidder oppe til klokken fem og læser
et hørespil og
ansigter lægger sig ind over
hold nu op med at kalde og
lyt nøje og ukønnet til hvordan revl og krat
kupper glemslen med slående
løfter som lyder
cirka som én der sidder oppe til klokken fem og læser
hold da kæft slår klokken virkelig fem og
ansigter ligger friserede overladt
til hvert sit klokkeslag.
Frelsen finder ofte sit læ
skridt gået som ikke slog til
en lytten til køernes maver
skridt som ikke slog til
afhuggede hoveder for din fod
fire årstiders tavshed
de mange ord høstet med pincet
ømme krumme tæer som ikke slog til
farven hænger med dit milligrams argument
som en mikroskopisk myggesværm i det tomme rum
og fra hvert hoved lyder gådefuld rallen
som føler sig selv høstet ved solopgang
som stod træernes rødder
og gav dig sin frelse
i læ af sit lodrette net.
Helt tæt omkring bål
i den disede skov
håb fylder os med våde lår
som gnidder nærsynets tåspidser
løst langs hvilken som helst grydes
løsslupne damp
op mod lår og lange viltre hår.
Ofrer et hvidløgsfed
til søvnen peger mit syn
blade fra sen højde sovende
åbner søvnens løv
der sent åbner hovedets krone
afklæder mig al poetik
kun for at være dun
fra en opsprættet pude.
Ned dykker øsende
hovedet holdt højt i glemsel
gennem sennepsmarker kommer hvert slag
der ligger nok og kysser nætterne
en smule lys
siver gennem slåenkrattet
øser vores kys over myggesværm
træernes rødder er fægtehoveder hvor jeg står
svampe åbner læbernes nat
overøser arme, ben og hoved
falder foroverbøjet gennem bølger
efterklang breder tusinde bjæffesutter
hør mig læbenætter
løvet høvler farver af øjet
månen hoster med åbne gæller
de øvre bortfløjne køn
fortidens strømme har
vanddråber med sig
som hænger løse på stribe
fortiden står op i en kraftig søjle af varmt vand.
Bøj dig og prøv
i dine haser
et gab af pæne tegn
føl haserne
gidsel tænder flodens gyldne stemme
faner hænger og hænger og floden når haserne
gæt hvorfor det tænder dig
som åkandesjæle der tømmes
din fod hænger lavt og ønsker sig haser
det gakkede nøgterne gen
på træernes blade hænger løvet og ønsker at købe
et gib af prøvet nok
selv lørdagene sender
det skælvende espeløv sin fanzones
mudderskred
løfter det hængende efterår og går
med en saz af læbefødsel
i familiens sky
sæben føler intet mindre end solen
bag familiens slør
soldater filmer de adopterede børn
nu falmer og åbnes fraktaler
og tavshedsfinner er din familie
en såsædsrillefødsel
råber for fulde tysthedsfisk
hver fraktal og chancen bliver familie
en hemmelig sæk af kertelys.
Fra siden af låget siver en lækage
en drankers sæk kølner munden
hen langs væggen gyser en lok fæstnet med nåle
et flasketræ synger i vinden
et hjem høvlet for alt der glinser
før der lyder et æbles bid
dækkes lossepladsen til
af gulvhøvlerens sæk fremdrages træet
dråberne af blod synker dybere ind
hundredeårstung søvnhypnose
er udflådets klud
lommerne tiltrækker sløve fluer
perleløg ligger og gætter
med næver grønne og spidse som søm.
Bårer af rugmark
til at samle geniets selvmord
glødende æselører maler fra kragernes vinger
gule net af anråbte gæller
sæder kværnet af kirkernes mosaik
Zarathustra eksploderer i atomgoplegallop
ingen ål har endnu sat sin snude her
i perlehyacinternes aramæiske klokker
snevølve giver månen sin stemme
for en pose af disse løg
særligt solen løfter huset med sine stråler.
Lille kuffert hvad er din løn
et kys af ganske feminin hovedskal
hvor har du da altid været høflig
ladet dig åbne og blive flået i
tørklæder og livremme som var det dine tarme
bagefter lå du altid helt lam tilbage
som om du var blevet kneppet hårdere
end du havde lyst til
lå du og drømte om en sheik
i en fjern ørkenstat
eller en oase
hvor du var blevet til sko
eller sække
til at bære vand op
fra den nærmeste brønd?
Løgnen stod til at blive løsladt
den havde en sæk over hovedet og var helt fucked up
der var forbud mod at nævne den ved navn
under de grønne kroners løv lå anonymiseringen klar
du var latteren og jeg var løvet
nogen stod og hoppede
for at nå de nederste blade.
Min gane gød løs af nyvalgte svaler
tålsomme sløve huller imellem hver ribbe
sløsede æselører henslængt i et kloster
glemslens glædesslum anså gardiner for elskov
sørgeslør holdt sammen på lyset
jeg sov så længe i flodsengen
at jeg blev vuggesangenes kaptajn
stemmen sev igennem algeskovens galla
små gnallinger drev fra bølgende persienner
svaner gned rynkerne ud i deres langsomme flow
fangymnastik rutsjede ned mod de hæse reder
jeg snød bruserens ål og blev påfugl.
Døde tanker nyder havet og ligger og ruller i dønninger
du er kommet til enden kun lige begyndt at drømme
det tager dig som en synkende flåde
sådan går det
solen er helt grøn.
Og ud af gløden kommer syv vækkelser
døden fryser tågerekyler og folder
det sorte kul hvor imellem en sidste flamme snor sig
det sorte kul er gået bort for at mindes sin ild.
Du tvivler fra dine tåspidser til månen
selv nydelsen tvivler du på
og lyden af delfiner du får i gave.
Vores fordømte lille liv fryser nåleskove
får det ende får det synke gennem gulve
varme køers vomme, alle fire bladmaver
fermenterer alt det grønne
i en ceremoni for længe siden
selv fårene går på krykker op ad den stejle skrænt
i alderdommen bliver døden gældfri
og du retter blikket mod en anden horisont.
Øjets glød deler sorger og glæder
og du dåner til sidst i et vokskabinet
nødudgangen fikserer dit blik
og spørgsmål står i kø i kulden
kun et mågeskrig rykker dig ud af døsen
og lader alt det øde dække kirkerne med støv.
Du indånder luftens gråd med en genåbnet fryd
du hører alle fortidens stemmer
de du førhen troede handlede om dig.
Og nu vender du dig i søvne
og hører døden hoste
et nattog kører forbi og grammofonen
er sin egen tyste stjernenat
du giver så let slip kun for at tyde
rynkerne du ikke kan nå
i noget som helst himmelsk svar
og det er alderen som synker gennem tårnet
og tårnet græder ned gennem alderens år.
Sådan kalder din tyste lytten
og du må som en anden råge
klemme neglene fast om dit liv.
Oldtidsfund slikker fugleneg i rhododendronkøkkenet
frisk sæd driver ud i havet til nålefisk og delfiner
et puslespil af tang og salt
fiffet er at sidde tålmodigt og se
sort fugl drikker af kanelhavet
løsbladesystemets tolv hvirvelsøjler
giver tusmørket våben at rådføre søpindsvin med
digtet er forskubbelsens gave
en klode genkendt i sjælens lys
tæt på giver vindene faner lange ventelister
tusinde fugle væver palindromreder
i dit hår.
Løfter en pose løg over hækken
alle har sin måde at åbne et bal på
og goplerne er endnu kun små afguder
en tvivlsom måde at overleve
og skyerne rykker sig kun en lille smule
højt over os og over vores nætter
med ømme læber åbner jeg
læbernes forsuttede læbespalte
og lover mine læber endnu et kys.
Og gommen siger, det kan vente, larmen kan vente
jeg elsker kun aflyst og alt vil jeg kysse
under dugen i mit genbrugte tøj
slag efter slag over vældige
slag over vældige hove
slår om sig og vil at du ser
viserne bøje sig for blodets stjerner
aftenen øver sig i at være sit jeg
i dag vil jeg være den, der snupper gøgens
æg, være den sene lykønskning
vil være solopgangens, vil jeg
belønne smykkeskrin og hove
så lad mig vågne nu kun for at gøre det jeg vil
også bare sove som en lup under sol
sove under luppens hvirvelspiraler.
Brum siger slalombakken
her er den seje fod
selvom kærligheden
er konkret
skal den stadig kunne
oversættes
til andre sprog
hækkene er grønne
og fra hoveder siver en sky
af pink.
Grå sky nikker
skyer over dryppende hule og fos
vover en enkelt farve henslængt
nok af egens læ har bragt dem målløse
færgerne sejler først onsdag og jeg bliver helt søvnig
færgerne har fred loftet har fred
alt staves baglæns her
både som vipper gådefulde
åbne hove
står som flammer
gækkebreve slækker på reb
hoveder stiger bundet til honning
højt op over bundskrab og rudeglas.
Selv drømmene bliver oversvømmet
af vand og raseri
og tager træernes blade med sig
og gribes i blades hvirvler før
de rammer vandets spejl
her griber andre blade
i en sammenklæben
og som tunge ubåde synker alle
bladegrebne blade
langsomt ned
mine gummistøvler bliver
dækket af løvets flod og akkumuleres
brune farver stiger
druknede op i mit syn.
Hovedet har hat på og det fyger i hvert neg
en sværm af fnug høvler hovedet, haps
sværm af fnug høvler, haps
neget er hoved, haps
høvler hoved
stråmand, haps!
Du er hot og dog stadig overøst af slør
fræk ligger du og føler
telefonnumre fosse gennem dine fingre
kun af ren og skær lyst flækker du en lykke
og opnår et hundeliv i kinky rem
sådan glemmes hvirvlernes tromme
op mod målløse lofter stiger
en pint af svært sort vædske
og som om det ikke var slud nok
fanger hovedet
femten forskellige frekvenser
af en græsslåmaskines vandring
hen over din ryg
du er hot og dog stadig overøst af slør
robotter barberer dem af et for et
imens dine fødder søger helgenstatus
hvor fra du ligger og bare ligger.
Hør her det samme og føl hvert gyldne sting
hør her det samme og føl hvert gyldne sting lytte
til det samme og føl hver gyldne røst hør
fuglenes sang
fuglene og hjertelæberne jeg ser i hver fugl
og læberne jeg føler glide fuglene af hænde og flyve
som måger over mig.
Mødt af alfa og omega
forlader jeg min hytte
trækkes ned ad ståltrappen
kun for at mærke mine lemmers væven
der møder jeg
det fem fods under jeg er
gennem bølgerne
stiger jeg ud
og går af tyst tyst sti
op til næste hytte
og straks genkender
jeg alderens ro
som sidder og vipper
frem og tilbage
i sin gyngestol.
Før du går og efterlader en skygge i din gang
har du filet en tånegl og øser og øser
splintrede ruder gennem
hovedets gysende katedral
før du går
kun for at sove
vil jeg fosse gennem din søvn
og ingen skygge vil stoppe mine skridt.
Her står Pi under uret
månen kysser tiden og går
igen som en bølge over hæk efter hæk
løse cirkler øver sig på lørdag aften
hvor de må tage en ommer
til træernes kroner
står nøgne
i stammernes Pi.
Gotiske grene tegner på rimen
det sner fra en skyfri himmel.
Syge skyller føder kamæleonen
næste glød tager poten gennem gluggehul
ligfølget fosser midnatstimens snusen
tyve vender sig under katedralens teltdug.
Gotiske grene tegner på rimen
det sner fra en skyfri himmel.
Næste dansetrin slikker gedemælk fra ruden
foden dvæler ved påfuglens kyskhed
hviner døv i tusinde prøverum
ligfølget vælger gnækkende soveposer om hovedet.
Gotiske grene tegner på rimen
det sner fra en skyfri himmel.
Næsten inde i din søvn slipper en stime sin kirke
den manglende radiator keder fuglene
målsnoren har havets tusinde døve svaner
til at stryge sin skygge over havegangen.
Gotiske grene tegner på rimen
det sner fra en skyfri himmel.
Blade bygger en verden
som styrter ansigter
gennem høvlens optik af rasende glødestumper
lommerne gemmer tryllekunstnerens tricks
lommer er bygget til tricks
medhøret blæser fra et løb af stemmernes tystnen.
Det sene løv har en kvindes tåspidsgang
på højkant vipper det afsted
som et viskelæder gnider det skrifttegn bort
vipper møllesky over svaner
fyger mere end det fyger
det lange brudeslør har løsnet sig og stiger til vejrs.
Fagot læser med måben sit lys og går
ud af nodearket og lyser for sine toner og står i havets
brænding for at tørre sig
med hvad end der har sluppet gusen løs
i helt blege toner ud over det blanke vand.
Du skriver en nekrolog
for en mand som endnu slet ikke
er født
da du kom til verden
du ser de samme navne
gå igen
du ser det samme hul
men enken er ikke din
du griber hende ved anklen
og ser
at I langt senere end
den dag du blev begravet
den dag du sigter til
fejrer et bryllup
klædt i hvide klæder
i en sæson i den modsatte ende af året
der hvor mørket er tætnet grusomt meget
og du ikke længere
kan tyde
gravskrift fra gravskrift
du skriver med blege linier
om en død
strandens bølger langsomt visker ud.
Meget løv har åbnet sig
om det hårde omkvæd du har sluppet løs og puffer
hoveder af et evigt loop
i en benlås ruller vores
ømme muskler mellem strandens sten.
Femten høvlspåner slår til
og vil fænge lystens fugl, du
er høvlen og dine lår trækker
femten høvlspåner gennem rudens åbne slag.
En enkel glød vender sig
og myg stiger fra slåenbusken
ligger med fokus på det u-løse ligger og
sover mit eftergilde
finder lommer og det sker
at nødplanen følger en siven som flydende honning.
