All clouds are clocks

 

All clouds are clocks.

 

Clocks and clouds

 

     

 

György Ligeti   Clocks and clouds.

 

Marianne Larsen ~ memorandum

 

Kirsten Thorups mindeord om Marianne Larsen.

 

:::

 

"Der er to måder at blive narret på. Den ene er at tro på det, der ikke er sandt. Den anden er at nægte at tro på det, der er sandt." 

- Søren Kierkegaard

:::

 

Piletræerne hilser;

de vanddryppende åre 

suger oksetunger

fra flodens bred

kroget gedde

kildevæld overhælder

frithængende rødder

sølvkåber hæver

fyldepenne

drysser lidt støv

fra myggenes vinger

isfuglens flugt

langs vandspejlet suser

violinstrenges filen

violinstrenges filen

langs vandspejlet suser

isfuglens flugt

fra myggenes vinger

drysser lidt støv

fyldepenne

sølvkåber hæver

frithængende rødder

kildevæld overhælder

kroget gedde

fra flodens bred

suger oksetunger

de vanddryppende åre

piletræerne hilser.

 

 

:::

 

Et røgfødt lys i læ af vådt og lukket 

hyl knækker træet 

i de syv søstres vinter

lyser tårnværelsets løv

lyser læ og røg svaner vores fanger op

syv tene venter med én i skjul

når Orion slipper floden fri

og ni heste siger goddag til lyset

og falder ned i floden

det gode følges delfiner

mister sin hestevogn i Eridanus.

 

:::

 

Troløse samlere er deres egne fingres første galge.

 

Buler tungt cirklende

 

Buler tungt 

cirklende

i søvnens svane

xenofobisk 

sover gæstens glæde

putter mulden 

den besøgendes spyd

op i vandpytternes hymne 

vindens tårer over

rosenbusken i Guds have

er de kuffertløse rum 

dalstrøgets skove

søger

søvnens alkove

gyder sig cirklende ud i dans.

 

 

Scaglione

 

Sex i nylonstrømper

kysser den ensommes feber.

Poser fulde af øl

flyves ind.

Kirker tuner 

gennem nåleøjet.

Gør alderen til faldende blade

så kan vi mærke byen flækker.

Henter kopboret og så

svæver feen gennem luften 

som silke-ubåde og lanterner.

Fra gren til gren - hele banen

er piletræ.

De døve sole trækkes ind i bevægelsen

kys rolfer øvelokalets lysende sår.

Solen tipper som en bold i hånden

stirrer ud gennem åndehullet 

på tårnvølvens søvn.

 

 

Pezwarz pisjani

 

Görörål my kåp röffel

prå waffeb pisjani

kåå måprå my prå

kåmæmå kögol

kåmæmå pyköl

sryf gråddæ hyn

hyn målålå pezwarz

hyn målålå smållsfritz

hyn målålå smak pak

hyn målålå pezwarz pisjani.

 

 

:::

 

Ånder snoede lianer om flodens gyvelflok

løv vipper op

det ender med analogt snevejr vi er fanget i

så putter vi os i pudevår og sæbeknald

og stryger ålene fulde af glødende stakitter 

gråden giver dig sine diamanter

neddykket som børn i kurve af siv

gløder ålenes sodsværtede trip

med kuffertkodens krystaløje

kommer alle floder op fra jordens indre

kun for at ville se dit hav.

 

Den Nat De Vandrede Mod Stalden

 

 

Der ligger du nu og sover

nu fanerne er foldet

så lykkelig lå

alle køer på marken

lav savlende snorken i ymer

 

 

 

den nat de vandrede mod stalden

 

 

 

og bøssen på krogen

 

 

 

i hjørnet af stuen

har intet mere at brage for.

 

 Diende kalve hos hvide køer

 under stjernehimlen

 i hobe på marken

 suger sig store og stærke

 urtidsmønten ud af mørket

 

 

 

ro ud over søens flade

som en evighedsboble

din løn er den søsyges døgn.

 

 Det hængende løv

 taler til øret

 som bønfuldt ser

 lavt kommer vi nær

 og står i åbningens port

 og tyvstjålet fumler

 nyslået aften under

 avnbøgens tætte forgrenede søjle.

 

 En fest er de arme

 som drikker af vandet

 med Sylvias morkel

 kun sneengle ser

 rudernes duggede østers humør

 og besøger os her

 hvor de ser os

 stå nøgne helt op til munden.

 

 

 

Og alle som messer

i sivskovens rør

er fuglenes fugle

som synger i nat

 

 

 

må de kun i ydmyge dun

istemme så lydt

 

 

 

den lykke der ligger

 

 

 

rig på småbitte tæer

og ønske dig alt til fulde.

 

 Op af søen dukker du menneske

 kun søfrygtens aftenssø

 før alle sover

 åbner forbavset sin bog

 nyfødt føder

 lunefulde maver slør

 i fingrenes langmodige syner.

 

 

 

Der ligger du nu og sover

nu fanerne er foldet

og synger i siv og rør

som de sig langsomt bøjer

 

 

 

mod aftenstjernens mule

 

 

 

syr alle vores ønsker

 

 

 

vi holdt i bur

 

 

 

vores lykke og lys af floder.

 

 

 

Der ligger du nu og sover

nu fanerne er foldet

så lykkelig lå

alle køer på marken

lav savlende snorken i ymer

 

 

 

den nat de vandrede mod stalden

 

 

 

og bøssen på krogen

 

 

 

i hjørnet af stuen

har intet mere at brage for.

 

VOGG NYSØMØK VØNØK

 

Græv rahøf

rannæs ranneg

teqøl pnif

zøtqøt høf 

teqhøf teqhøfneg.

 

Lizzøf pyflizzøf

nåslizzøf

måmyhøf

redæv rydøff

hewy døwøf.

 

Zødælsøf

dælsøf

dælsøneg

nålsrånøf

pyfrånøf

rånneneg

pyf.

 

:::

Kælv glæde tusinde kærligheds fagre sange

tusinde gaver kan gælde grottens kustoder

gavle synger gule posers længselsfingre

her er ikke så mange koder

pindsvinefeber i nytårsbål 

gyldne soles kirker tæller floder

hoveder på fade af stål

sådan gælder sindets bål skyggerne følger

fuglen sidder på sin pind og synger.

 

:::

 

Alderens røntgenfotograferede parkering forbudt

kun azaleablomsterne kan røre

mantrapegede vægge maler kirkedisens net

kostalden føler kurvestolens sanser åbne sig i vølvehyl

vi hilser pæoners solomasede lys hæve kager ud af nød

dronningekøen genføder måger og rider passet ud af led

spurvetenen pudser galgen for azalea og rhododendron

månen løfter poserne som væger

målnettet kysser disse lys

skubber følelsens åbne bål ind i helvede

ærkeengle hjælper saltet med at hæve kåber 

op af havets svøb.

 

:::

 

Måge fødte fodorglernes jubel

og greb fisk som elvetaller

mestertyv slagtede pålandsvinden

fodfejl gnavede suezkanaler

gennem punkteret landskab

floden løb ind i sit sorte hjørne

en station toget slog en stor bue udenom

fjorten næser gav den gyldne regel

selvfølgelig lå en sådan tvivl 

og snorklede høsten med gæller

gravøl under paraplyernes lys

skrev hieroglyffernes brostensdråber.

 

:::

 

Solsort lyser op

næbbet fuld af sankthansorm

dyrlægens natmad.

 

Dompap nykker

 

 

Dompap nykker vokser

endetidsneget er tydelig rekviemfødt

dasker de døve væld refrænets klang

bevæger sjælen sin nye våge.

 

Dompap nykker rydder fortovsflag

festlig flyver du din stjernekreds

mærker hvordan sjælen bæver

og alle snævre porte ser du slået ind.

 

Pave nykker ret at tråde tråden

bevæger nålen gennem sønnens dal

fylder alle kort med halse

du må også være med og stemme i.

 

Mælk som selv kan kysse rekviem

kvinde står minsandten lige der

vil du slå mønt på sådan en stemme

prøve helt paf at give englesneen vinger.

 

Hør blot hvor meget det vil fylde

lad vores møje være solens morgengry

kommer den fede færge helt tydelig

får vi os en kagebod at skibe sjæle fra.

 

Nådehøsten vogter over alle dage

gylper svaner for sit gyldne råd

lad blot stemmen følge halses vibration

og kys det flag som sover her.

 

Regnen har du røntgenfotograferet

fuldt at bølge er flagets mening

selvom stemmen hæst halter efter

peger kyssets fane på din parate flod.

 

Nålefødte skarlagenskyssede sjal

rå rekviem kysser døvhed væk

her er det din højtidelige gæst

alle chakrasegl spring op! 

 

Læg alle nykker i din møntvask

gyldent galer tusind bugtede floder

med et stille kys svinger dråber

svaneklokken i din søvn. 

 

Pave nykker lagt i lænker

prøv selv om du kan høre det

månens stemme peger himmeltovet ud

sandkorn for sandkorn løber gennem tidens løv.

 

 

 

:::

 

Vase bliver hjem for tudsefjæs under dit skud

måge rammer fugtig massegrav

smeden hamrer vinger af en tåge

dagen snitter rekviem med spurven som sit klokkeslæt

indrammer sol i dåsernes pæne dis

veksler glæde for en trampolin med bogstavsrim

dypper snuden helt fremme ved det syge fårhegn

hamrer stjernetåge med en mågevinge

maser himlen gennem vagttårnets skillevæg

Mosesfald rammer delekerven

gyden fyldt med rundstykker 

bliver Norges vokabular.

 

:::

 

Paradisæbler

varme øl i december

solsortegilde.

 

Grantræet, Enebærbusken og Jesus Kristus

 

Der er et kors inden i ethvert grantræ. Men oprindeligt var det enebærbuskens æterisk strålelysende pulsering, som klarsynede mennesker kunne se og naturligt forbandt med oplevelsen af Jesus Kristi  æteriske legeme, Kristus i Skyerne. Enebærbuskens æteriske lys er klart nærmere den opstandne, sejrende, levende Kristus, som ses afbilledet på Jellingstenen. Imens Grantræets symmetri, melankoli og helt fysiske forbindelse til korsformen er et mere præcist udtryk for den protestantiske kirkes lidende Jesus. Grantræet er også helt materielt bedre egnet til at besmykke med materielle lys. Men i takt med at flere og flere igen genvinder deres nu forvandlede klarsynsevner - vil der måske opstå ceremonielle grupper, der tager ud i skoven julenat, for at samles og danse om levende enebærbuske, der udsender deres æteriske olier året rundt, ligesom Kristus hver eneste dag udsender sit lys for at blive født i hvert eneste menneske.

 

:::

 

En blå uset hvælvings fakkel lyser ålene op

det sneer og din hals er toppen af noget andet

dér bevæger feberen sin sky

du går med de andre i hånden for dig selv

vølve holder trådene sammen

et DNA lys udgør vindeltrappen i rumskibets ocean

et glødende lys vælder ranglende og fyldt

ud i søen går en stribe helt over til den anden bred

vi træder ud på det som på en bro

dér bevæger skyen sin feber

Kristussøen har sit tøsehul

og selv en kat kan høre de døde græde

når et ønske ikke blir opfyldt

fugle får et strint af pulsårens vinger

han henter selv sine åres brud

det sneer og din hals er toppen af noget andet 

og kjolen er en konvolut til Gud.

 

:::

 

Azaleadroppet er din grønne pose af nåde

skyggegaver vil guffe en snip af vinge

aske hopper ud af de ukendtes grave

Andromedatågen blæser fnug over himlen

åbner et aftryk af Shelleys kirke i det lave vand

ånder rumler i glædesbåde og stemmer 

sidder og sutter blæk fra søens bund

alle hymner, azaleaen sniger din pose fuld af, lyser 

gruset synger blækspruttearme.

 

:::

Vinderpokalen

vender svaner ud af måneposer

en hvirvelvind på skakbrættet

tvinger gruset at rulle

flodens håndboldhunde

i spiraler gennem strømmen

deler skyggerne mellem sig

drøner delekerven gennem sit endelige tal

ind i mundens glam.

 

Færge

 

Under færgeoverfarten indså han, at hver bølge forårsagede en modbølge, og at bølge og modbølge hænger lige så sikkert sammen som ekko og ekkoets forudgående råb. Færgen var i sig selv ikke noget svar, men udgjorde et rum, hvor i det blev tydeligt, at for hvad der end skete, var han sin egen første årsag. Så længe han var på vej, var han ikke på vej noget bestemt sted; færgen kunne lige så godt være et akvarium, hvor i man havde indplantet et lille stykke af uendeligheden; hvor store bølgerne end rejste sig op over rælingen, svømmede han roligt videre i den strøm af vedvarende og hele tiden på ny dannet skæbne, som overfarten bragte ham uden omsvøb og uden nogen som helst anden forsinkelse, end den hans forstand kunne yde.

 

Kaneløse

 

Bevæger os kaneløse

i nattens sidste bastion

flugten guffer gensyn

og giver os barberbladsskyer

for en fløjtes vellyd

vil vi skovle hagl

du dulmer dig med tysthed

i velvalgt sæbebad.

                              

Bevæger grenes løv igennem nuller

og rammer noget i plet

fra en gammel opbrugt klode

løber mælk i tusinde spande

som Gaza rækker efter

tilværelse presset uden anden grund

folder følehornet sammen

og berører ryg af røde syn.

                              

Bevæger dyb og nøjsom

sorg i trampet æselsko

mælk i striber føler noget

løfter latter lys

mælk gemmer varslers ekko

gaver presser nærdødstogets

stempel ned i sorgens bund. 

 

:::

 

Jeg taler med fiskene hver nat

går ned i husets dybeste sted

og kysser guppydronningens faner

jeg taler med fiskene hver nat

selv tørflagerne kan høre mine skridt

jeg taler med fiskene hver nat

svømmeblærene sukker vellystigt imens

jeg lytter til Grateful Dead

While you were gone, these faces filled with darkness

The obvious was hidden. With nothing to believe in

det nådesløse fedt 

ligger parat hos moskusskildpadderne

Donna Godchaux' stemme lever stadig

lys gennemstrømmer guppydronningens slør

guppydronningen er drag

sådan er det i dyrenes rige

jeg lytter til fiskene hver nat.

 

 

:::

 

Døv har du dvælet ved teske

solens hævede hove

solgte din forbundethed

sandkorn lægger svaners forskellige måner til tælling

svømmer over floden til bredden 

hvor egeløv dypper sine grene

åkander spillet som grammofoner

af vandnymfer og myg

gnider sig op af dine lemmer

og slipper delfinglans ud af vandets strøm

rille efter rille for azaleaenes hjemve

en brummen af golfkølle inde i golfkuglens indre

kølleslaskende i udborede flasker

plukker alger af dit lår

ved det lange tavse lejrbål

delfinlyksalighed vokser forknyt

knopsvaner neddykket i strømmen

vinker med hvide agterflag til azaleahaver

et hvert chok får sin rangle

bagbordslamper vipper frem og tilbage

ingen kunne fuppe solens lånehajer

save sover nåleskovsfloder i golgatatønden

gruståger over snævringens tusmørkeflod

knagerækker af svaneham og drømme

intetfanget

indsuger den tyste gæst

en skefuld ruller rille for rille

over drømmens spunsvæg

rugbrødsmarker

tygger nyfigne fasaner

mosekøkkenet står åbent for nat

og nogen høster tonsvis af måbende tørv

kun for at finde gudindens emblem.

 

:::

 

Ud af orchidéernes lange monochrome luftrødder

øjne før chokoladehimlene føjer dig

og høfligt rykker myrenes frydefulde kilometer 

gennem solens stråler

for at tappe dine drømme ind i sin egen.

 

 

:::

 

Penisrøven er pulp fiction

køleranlægget varmer klunkernes tastefejl

pennens ålekiste drømmer purløgsfødte øjne

kældertrappen peger på de hemmelige brøl 

pin-koder elsker kys 

og dine rødmende kinder i øsende regn

lys vælder over de hævede mandler 

kælderpytter ønsker samme vældes pose

kaffekrus elsker din kirke

noget din vejleder målbevidst vrider ned fra sin galge

lys vælder gennem døgnets nervøse trækning

hæver bladenes spinkle kviste op i alle sanser

potteskår puler engens vældigt forgrenede morsealfabet

med en hud så sej at den stråler natten sort.

 

:::

 

Bjæffer molepæl solen giver sin bare røv af lykke

azaleahullet deler ud 

af næsten alle sine lave langsomme grene

de sorte poser svinger sig gennem luften

bjæffer solen molepæle i disen

bjæffer næsten hvert et æseløje til sin spuns.

 

 

:::

 

Hvordan tænder piber floder 

af vekslende væv og delfiner

tæller ligfølgets vrøvl op

er næsten en forsamling af døve skyggers gilde

snøvlede og fulde møver drags sig gennem strædet

en issælger sidder med sin kasse af pap 

og uddeler køn i ental.

 

:::

 

Der bor en rømmen i alle muleposer

solen er tårnværelsets gåde

når skyggerne tager deres fiskekutter på 

og fosser ud af røde dæmoner

så begynder salverne at virke.

 

:::

 

Tæer skyller fra badebro

sandkorn ud af revner

ud af dig stiger noget løv

for at tælle guitargrebets vippende vibrato.