Samfundsretro

 

Det er typisk for samfundssindsstøtter og udskamningskollaboratøre, at så snart vi er kommet forbi restriktionshelvedet, så er I pludselig noget så forsonlige og udglattende. Glemt er den udskamningspropaganda, I har taget så liflig del i. 

'Det betyder ikke rigtig noget for os og vi skal jo være her alle sammen og vi kan tale om så meget andet og nu skal vi også være tolerante og respektere hinandens valg og bla bla bla - videre i dén dur'. 

Men så let glemmer jeg altså ikke. Det er da rigtig nok, at det er sundest for den enkelte og fællesskabet som sådan at tilgive, åh, ja, i Jesu Kristi navn. Men en intimitet og en tillid, der én gang på flokulvemanér er trådt under fode, opretter man altså ikke bare igen med et fingerknips.

Nogle gange synes den tunge, der tales med, at være så spaltet som en slanges, når den intolerance og udskamning, man selv just har været medspiller i, pludselig forvandler sig til et krav om tolerance, fordi man nu bliver bange for at miste den plads man troede sig sikret og ophøjet i flokken og nu ænser en frygt for at ende med at blive et offer for den nok så velkendte udskamning fra den selv samme før så berusende og hypnotiserende tidsånd, der nu langsomt men sikkert vender sig til sin egen modsætning.

'Det jeg særligt elsker ved Canada convoyen

det er den går på frihed og respekt på tværs af vaccinerede og uvaccinerede'

!

Den bevidste udgave af Woodstock, som forhåbentlig ikke lader sig afspore denne gang. Om end en diktators indefrysning af lønkontoer er så rigeligt til at vride armen rundt på de opsætsige.

Det er lidt med 'udskamning' som det er med satire. Når satiren (udskamningen) rettes mod overmagten, så er den sand mod sin egen ånd. Men når den rettes fra overmagten mod en minoritet, så er der tale om totalitaritet, som vi kan give mange navne, men virkningen er altid den samme: Tvang, Tvang og Tvang efterfulgt af Udslettelse, Henrettelse og Massegrave.

 

Mine refleksioner skyldes en konkret 'omfavning' fra en sådan vendekåbe; men for mig er det som pligtskyldig at skulle have fortsat et samkvem med en hustru, der har trådt intimitet og tillid under fode - og jeg må derfor takke nej, tak til en sådan for mig falsk og i virkeligheden egocentreret 'omfavnelse'. Jeg kaster ingen sten, men på tiltale er det min ret at sige nej, tak og trække en grænse. Jeg ved bedst, hvor meget jeg tåler og hvor spædt et kim min kristusbevidsthed endnu er.

 

Det der med grænsen - er i særlig grad vigtig; hvis vi ikke trækker sådan en grænse, så opstår der jo ikke nødvendigvis en bevidsthed om, at en sådan har været overtrådt. Så det er også en hjælp til måske at vågne lidt op omkring sin egen ageren i samfundssindets mølle.