Ønsket om at vokse får næring fra en oplevelse af hæmning

 

Planten vokser hele tiden ud af en hæmning. Nuvel kan man ikke lide ordet 'hæmning' (og det kan der jo være grunde til, at man ikke kan), så kan ordet i dette tilfælde erstattes af ordet 'kulmination'. Planten vokser hele tiden hen imod og ud af en kulmination. Der er en grænse for hvor længe planten kan være levende plante. Der er en grænse for hvor længe blomsten kan være duftende blomst. Når disse grænser nåes, må noget dø. Ud af denne død, som man, hvis man ikke kan lide ordet 'død' igen kan vælge at erstatte med ordet 'kulmination' - ud af denne kulmination går væksten videre mod frugtdannelse, men også frugtdannelsen når en grænse, hvor frugten ikke kan blive mere frugt end frugt, så sker der en ydre forrådnelsesproces, en kulmination, en død. Inde i denne kulmination (død) ligger plantens talent for vækst potentielt i dvale. Væksten er nu potentiel. Væksten har nu mødt sin ultimative hæmning/kulmination/død/dvale/søvn og fortsætter måske, om de rette betingelser indfinder sig i en ny, måske endda helt ny og anderledes plante.