Erindringer om insekter og slanger:

Fandtes der ikke flåter i det forrige årtusinde, jo, det gjorde der da; men hvorfor blev jeg, der gik så meget i skovene, hederne, ved søerne og i moserne i min barndom aldrig nogensinde bidt af en flåt? 

Jamen, jeg bliver også bidt hvert eneste år, fx i morges var der bid. Men da jeg var barn husker jeg intet om skovflåter, blev aldrig bidt og erindrer heller ikke at nogen andre gjorde. Det synes jeg er meget mystisk. I min barndom var hugormen det farligste dyr i Danmark, hvilket jeg ved selvsyn også kom til erfaring om. Men skovflåter så jeg intet til. Og der var ellers masser af får, hjorte, rådyr, hare etc i omgivelserne. Heller ikke på vores hunde husker jeg noget om, at der var skovflåter.

Men for 10 15 år siden husker jeg også ganske godt flåtbid og hvordan flåten var blevet en trussel, men i min barndom, som ligger tilbage i tresserne, så jeg intet til kræet.

Aha, så de var der altså, og der meldes jo heller ikke noget om, at den er vandret ind i landet - tværtimod regner man vel med at den har levet helt tilbage i dinosauernes tid (og det kan vel sådan set lige så godt gælde for tresserne ikke), men noget tyder på, at den først i den senere tid har fået mere og mere smag for menneskeblod også, og at det så uheldigvis er begyndt at blive et problem at den i visse tilfælde er i stand til at overføre visse bakterier og sygdomme.

Måske har der også været flåter på vores hunde, men min mor har nok fjernet dem inden jeg kunne tælle til fire.

Skovflåter siges at skulle suge blod to, tre gange i livet (deres liv) - første gang på et mindre dyr og sidste gang på rådyr eller til nød menneske. Jeg har set hvordan et får kan have ligesom en vrimmel af "klokker" = store flåter hængende på sig. Men det så jeg ikke i min barndom.

Og ja, det ér mystisk, for bestandene af rådyr er da ikke skrumpet voldsomt henover årtierne, så hvorfor er menneskeblod gået hen og blevet mere og mere eftertragtet af flåterne? Der går jo her i sommertiden ikke en uge uden at de har forsøgt sig her hos os.

En Skovflåt hører til spindlerne, og er altså absolut ikke nogen tæge.

For halvtreds år siden kendte jeg kun til to slags tæger - én vi kaldte bladtæge (som kunne sidde på fx blåbærplanter eller birkeblade, og var jeg uheldig at få nogle af de bær i munden, som sådan en fætter havde siddet på, så fik jeg hurtigt spyttet skidtet ud, for det smagte grufuldt), og så var der én som levede i vand, som vi kaldte (det, den hedder) - skorpionstæge. Jeg samlede en del af disse skorpionstæger og bragte dem hjem i mine akvarier ligesom guldsmedelarver, som jeg havde i nogle store syltetøjsglas i legehuset. En søndag morgen havde sådan en skorpionstæge fundet en smutvej forbi dækglasset, det fandt jeg ud af, da jeg lidt efter hørte min mors skrig ude fra badeværelset. En anden dag stod min mor uden for legehuset og spurgte, hvad jeg lavede der inde; jeg svarede, som det var, at jeg var ved at tilse mine guldsmede, og for ligesom at understrege min pointe stak jeg ét af glassene ud af døråbningen, men jeg må ikke have haft helt ordentligt ved glasset, for det røg ud af min hånd og dumpede ned på jorden under det kolosalt store madæbletræ, og mylderet af guldsmedelarver syntes ligesom at ville søge mod alle 365 verdenshjørner helt uberørte af min mors iltre stampen i jorden. Muligvis ansporet af dén livlige reaktion gentog jeg succen, nu bare med jagtedderkopper, som Claus og jeg havde fanget i deres kælder. Det var de største edderkopper, vi nogen sinde havde set, og da skoletimen var ved at trække lidt i langdrage kom jeg ved et rent uheld  til at støde til glasset, som jeg havde stillet ved min skolepult; og da min fod ramte glasset som trukket af en usynlig magnet, viste det sig, at jeg sandelig ikke havde fået skruet låget alt for godt på. Så gik resten af timen jo med skrig og skrål, og Pia stod helt oppe på tåspidserne oppe på en stol, imens hun hvinede i vilden sky. Jo, tiden med at fange de hurtige jagtbørger var sandelig givet godt ud.

Hvad jeg den gang ikke vidste - var, at der faktisk findes 500 forskellige tæge-arter her i landet, og at der var en spindler, som nogle kaldte for en tæge. Jeg vidste dén gang heller ikke, at der især her i Midtjylland findes en lille art fugleedderkop, som det meste af sit liv lever i et rør lige under jordspejlet. Havde nogle gjort sig den ulejlighed at fortælle mig det, er det sikkert og vist, at man ville have fundet mig med en lup rodende rundt på jorden på jagt efter en ægte dansk fugleedderkop.