Kolos

Der var røster i 1910, der advarede kraftigt mod den kommende fare, men det blev rigtig nok ikke taget alvorligt.

Det er rigtigt, at den bedste medicin mod nationers indbyrdes krige er en stærkt udbygget samhandel. Men man kan ikke bygge en nation eller en union alene på økonomiske interesser, der skal også være en fælles kultur. De, der er stærke tilhængere af EU vil rimeligvis påstå, at vi har en sådan stærk forankret fælles europæisk kultur, og det er da også givet, at der er noget, man kan kalde for europæisk kultur, især hvis man er amerikaner; men en kultur, der er så meget fælles, at det i sig selv udgør en naturlig homogen enhed (eller i EU-termer : Harmoniseret enhed), synes ikke lige for. Det der især er problemet med EU er - ud over at det som sit udgangspunkt alene har haft penge som  interessefelt - er netop, at det tillades, at lobby er så stor en indgroet del af den almindelige forretningsorden. Dette gør at alt hvad man kan pege på af "demokratisk opbygget magtstruktur" i realiteten udgør intet andet end et skindemokrati. Vi har her hjemme ikke et mindre skindemokrati - i og med at vi er et appendix til den Europæiske Union, og vi får heller ikke med et snuptag  mindre skindemokrati af at melde os ud af foretagendet, da den politiske anti-kultur allerede er gledet så meget ud af pop-tangenterne, at udviklingen mod en bananstatsrepublik synes at være blevet et perpetuum mobile. Det fascistiske monster, der går gennem Europa, går netop ikke bare gennem de 28 EU lande, det går faktisk gennem hele Europa, og det er EU rent faktisk ikke nogen garant for, at det ikke gør. Tværtimod lader EU politikerne sig trække rundt ved næsen af tyraniske nabolande. Og formår heller ikke at stille noget op med fascismens fremmarch indenfor sin egen parlamentariske situation - andet end opdæmning, udefrysning. Den mærkværdige konstruktion af Plan-økonomi parret med multinationale selskabers hændervridende lobbyisme er ikke nogen sund garant for demokrati - ej heller nogen vaccine mod en voksende og ikke længere bare ulmende utilfredshed, der især udmønter sig i nationalisme og fascisme.

Samhandel er som sagt medicinen, deri kan vi blive enige, men en indgående og vidtforgrenet samhandel havde ikke nødvendigvis krævet en sådan unionskonstruktion på lerfødder.

Kulturen beriges og ændres ved samhandel, ligesom to mennesker kan berige hinanden og udvide hinandens horisont - og nogle gange opstår der noget helt tredje og unikt, og nogle siger endda, at modsætninger mødes og sød musik opstår, men det er jo netop, når modsætninger mødes på frie, lige og frivillige vilkår.

Vi i Norden har haft skiftende variationer af unionsdannelser, og de holdt endda nogen tid grundet dels magtstruktur og dels et vist mål af fælles kultur. En fælles kultur kommer ikke ad åre på grundlag af magt og penge. En nations eller rettere et folks særskilte væsen, skæbne og mål er det enkelte folkeslag iboende og kan i det lange løb ikke dikteres det ude fra eller fra oven uden at det enkelte folkeslag går i opløsning, men før det tilsyneladende går i opløsning, vil der på bunden af folkesjælen have dannet sig en modkraft, der som et frø vil vente på de rette gunstige betingelser for at kunne spire frem på ny. Den kraft, der er blevet tilbageholdt og undertrykt kan være både positiv og negativ. Vi så hvordan disse kræfter spirrede frem efter Titos død. Vi så det i Østtyskland efter murens fald. Vi ser det i hele den gamle Sovjetstat og i de tilstødende tidligere okkuperede lande, hvordan et åndeligt armod slår om og i en kaotisk tilstand folder sig ud uden noget tilsyneladende mål. Faldet tilbage i nationalkonservativt sindelag og i nationalkonservative drømme følger på baggrund af et sådan kaos angstens helt naturlige logik.

Med Sovjetstatens fald burde vi i Europa have været vågne for, at en (anti-)ånd var sluppet ud af flasken; vi burde have taget Jugoslaviens og Sovjetunionens opløsning frem som et spejl for enhver drøm om Europa som et Europas Forenede Nationer.

Så hvad er det ved englændernes opgør med top-down kulturen, der er svært at forstå. For det er nemlig det, det drejer sig om, og ikke at englænderne har glemt deres fortid; meget kan man sige om englænderne, men det er en stolt nation, der i den grad hviler på deres historie. Og når talen falder på krig, så har de jo også betydeligt mere at erindre end vi danskere 'i smørhullet'.

...

Det at værdsætte livet højere end behovet for at tilhøre en bestemt stamme.

. .

Et folks særskilte væsen er rigtig nok på mange måder udtryk for en vrangforestilling, men har ikke desto mindre været en nødvendig forestilling for at nogle bestemte forhold har kunnet udvikle sig. Det er ved at blive ved den tid, hvor vi mennesker skal slippe den forestilling. Det der sker, hvor én kultur går under for at noget nyt kan vokse frem, er en kaotiseringsproces, og i en sådan proces vil mennesker grebet af angst gribe så langt som muligt tilbage bagom vrangforestillingen i håbet om at kunne finde tryghed dér. I virkeligheden ligger den eneste tryghed i den ukendte eller uerkendte nye verdens orden.