Dem, der har og dem, der ikke har:

At pege på England og englænderne som en forbandet koloni-magt, der hvad indvandring angår ligger som de har redt, synes jeg, som dansker, ikke kan ske uden lige at få øje på den tommelfinger, der peger indad. Ud over præmissen om, at indvandring skulle være hovedgrunden til englændernes stemme-afgørelse. Det er det ikke. Det er bestemt et element i den engelske situation. Men det er et element, som netop eksisterer uafhængigt af EU. Akkurat fordi England er en gammel koloni-magt har de utroligt mange indbyggere som stammer fra de gamle kolonier, ikke mindst i London; men det er jo noget, der har passet og stadig passer overklassen ganske fint. Således er kastesystemet faktisk ikke så fremmed for det engelske aristokrati.

At den største del af englænderne er utilfredse med det europæiske unionsprojekt handler nok mere om, at skellet mellem rig og fattig kun er øget gennem tiden. Så afstemningen er i høj grad et opgør mellem dem, der har og dem, der ikke har.

EU er ikke et skabende fællesskab, selvom eller måske netop fordi man har prøvet at lovbestemme og regulere også på kulturelle og sociale områder. Udgangspunktet og grundlaget for EU er samhandel, og det der kommer til at præge alle dele af EU-harmonisering, det indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed, tjener først og fremmest erhvervslivets interesser. Det er således lobbyisme som er en alt overskyggende faktor i EU's skindemokrati.

Et skabende fællesskab opstår  bedst mellem frie individer og frie nationer. Samhandel kræver ikke en unionsdannelse, men kan fint forhandles på plads mellem frie selvstændige nationer.