Jeg ved ikke, om jeg egentlig deler noget med nogen ved at poste indfald udfald affald; det, der falder af, er brudstykker af en stadigt stående skingert vibrerende toneart, det er tider i vildelse med ligningers ubekendte anden, det er en læspende tvivl og forvisning, en indbildsk testamentarisk leflen for nogle endnu uafklarede fremtidsminder, et slag i den store dråbe, der indesluttede både os, og den roevogn vi lå under - under de radioaktive skyer, der drev henover april 1986. De tunge dråber, der ramte halvanden måned efter to markante udgange på liv, så mange udgange, og med tiden hviskes der fra lysende dale, at jeg ikke rullede med ud over kanten, fordi det ikke var meningen; det var ikke med mening, siger hånden, der allerede har udført sin gerning, men fødderne bliver ved med at gå, for et sted derude begynder lårene at tale med deres små moderøjne og pludseligt opståede brodersår. Som drømte tatoveringer, der kondenceres ind i et sluttet punkt, et afrundet hvile, for de brombær, jeg så i den nærved sammenstyrtende brønd. }{}{ }[ }{

GUD ER VORES BURGER

Jeg er i nedfaldsskakten igen. Et loft åbner til regnen, åbner sæd og taberfedt i amokgang. Det glider elgstyr; sneen køler retfingret et styrt mod nat. Her sidder jeg i tyndtfodret nakke til hals, og prøver at regne ud, hvad der blir tilbage, når de spaltede zig-zag-bevægelser sænkes i brun sovs. Vi tager skraldet, et sammensurium af sart nok farvede jordsakse, syge reoler og ravbjørne. Til børnene er potter, som de får læberne til at agere motorer til. Lige så straks vil jeg krybe mod loftsdug inden pottefald. De sirligt formede m-buer åbner sig i dyk til døsen selv besider den krumme jord, de tilter. Hvirvelløse skridt runger lavfrekvent med heksehyl. Et tivoli renholder en hel række forgabte dyder. De pantsætter det rigelige lyserøde guf i chok, til det kommer i kaskader af pulverklø. ]{ }{ }{

*

Et eller andet sted der oppe i et blødt punkt står manden med bankepikken, og triumferer.

Død mands plæneklipper kunne det ikke godt være en rolle for Johnny Depp?

Du fik most af den time du kendte mindst.

Hippiemåne.

Denne pludselige død i sommergræsset, denne bortgang i vinterlig sne. Fatalismens afgrund.

]{

}[]

[

}][

*

'

Før vi kunne komme af vejen, begyndte lynene. Hver gang de krøb op over himlen, nev Verner sin nabo i armen og pegede. Så meget mere forbandede fløj fuglene over tagryggene, hvor røgsøjler knækkede, og pressedes nedad. Hver morgen fra da af gik vi i forbøn, og hver velforberedte anråbelse lagde sig lige så fint til rette. Dyner dækkede allerede gårsdagens uvejr.

'

'

Øjnene er hagekors i et fængsel af træsnit. Alt der rammer ørerne er portformede bomber uden lyd. Hvert højhus rager fra toppen af hovedet højere end dollars. Den sidste trappe er rullende nuller. Faldet er stofligt og mangelemmet ridset op som ribben over skove. Indscannede fostre strækker sig ind i hver ånding. Ud af næsen kravler piloten. Hans arme er skjulte for Y.

}[[]

}]

}][[}

}][}]

'