Dine ben og sener åbner munden
og hvisker til mig
om ikke jeg nok vil læse nogle af dine digte
for du tør næsten ikke
fremsige dem for nogen ellers
der kommer en verden ud af din mund
og der går en verden forbi den
en verden, der bliver stadig yngre
for hvert skridt.
Hvor mange gange er april
da kommet dig til undsætning.
Åh, noget siler noget så grueligt
meteorer dikterer dine sætninger
de roterer i rodzonens undulatmelodier
de fede tun æder pædagogisk sine frøer
der siver selvfølgelige jordbier
gennem de vældige tuer.
En regnefejl forlader os vaklende
mellem vores egen latters ører
sorgens lange knæstrømpe bøjes
i lutter nonnekloster.
En støvle fuld af kviste
er gærdesmuttens skjold
imod verdens gale missiler.
Fra høje stole dytter
strømmen af generationer
selv de døde går
med de samme
genkendelige hjelme
som vi.
No comments:
Post a Comment