Du mindes søsygen i madrassens kærv
den pinlige stilhed med sønner på køl
du trækker læsestof op af fortovet
og genhører grammafonens novemberklage
du lader lavarter være din indgang
til guldsøers skvulp i rillen.
Du maler planetsole med høgens blik
et væld af kølige næb fylder pennen
du flipper skråt ud
idet solen lyder sit ømme sus
du nævner nåden under sålernes elv
parat i stjernesolens gehør.
Din måne knæler i sneppe-mose
dine våde skrifttegn lister kølle
du trækker havet op
i én lang bevægelse under arken
du lider i de grusommes slag
som en nyudsprungen nøkke.
No comments:
Post a Comment