Båden ventede og ventede i Frankensteinsøen
på at tossefyrsten fik stoppet sin pibe
du havde flettet vores fingre med apfelstrudel
og tavsheden rugede i kølvandets sting
Mary Shelleys fingre gled
gennem dybets tavse masser;
bådens tre granitsilhuetter
havde allerede nået den anden bred
og det var deres glaskister
vores stumhed dunkede imod
med en dump og uafvendelig tysthed
som seperationsangsten med sikker ro
fyldtes til bristepunktet af.
No comments:
Post a Comment