:::

Huset lukker sig om sin ene rude

gør øjnene til rammer

for mavens land i sigte

urmyren krydstjekker jer

hvor sovende I er

røgskyer af et forlængst forvredet slot

giver tystheden sidste stød

løber lig dukker 

             op i jordfint 

                 og febersprængt forhæng

de artige syn af virkeligt kogende falkeblikke

og spørgsmålet stadigt finere ciseleret

vajende sit navns mugøste kys

mod ryggen, alle ryggene

portrætteret som havgus

selv vipstjerten får bag den første klit

øjne i nakken

når den kommer ganske uventet

ind gennem det halvkvalte vindue

midt i en næsten overstået

kærligheds sorg.