Stadier på vejen

 

Sjælen har fået sin snehvidevaccine;  nu venter vi bare på, at de snubler som lemminger i deres glaskister.

Men på den lange bane er ingen fortabt, når den lange bane blot strækkes laaaaangt ud over dette ene liv.

Der er intet, der forgår; det ser blot sådan ud; alt er i evig forvandling.

Inde i *kødposerne* bor der jo myriader af væsener og indeni dem bor der atter myriader und so weiter ned ad og tilsvarende for os opad. Disse myriader af væsener forsvinder jo ikke, også de har en evig eksistens.

For os ser det ud til at en ballerina forsvinder, når hun eller han forlader scenegulvet og glider om bag forhænget blot for at klæde om til en ny rolle og glide ind fra venstre som Ofelias højre øjenbryn. Det hele handler om kostymeskift. Når vandet går fra frossen til flydende, så er vandmolekylerne også et øjeblik ude i omklædningsrummet - tilsvarende når vandet går fra flydende til dampluft, mellem flydende og damp er vandet et øjeblik ud og klæde om.

Når alle de mikrovæsener, der bor i et makrounivers, oplever at makrouniverset kulminerer og ikke længere tjener det formål mikrovæsenerne lever i, så bliver nævnte mikrovæsener modne for den store forvandling. Det er der ingen, der behøver at sørge over, for makrovæsenet higer kun efter at få en ny for makrovæsenet egnet hylde. Noget andet er det, når makrovæsenet pludselig før tid rives ud af sin livsbane. Det er jo en katastrofe for alle mikro, mellem- og makrovæsener. Og vi græder, når vi oplever dette fordi vi græder med universet, fordi et formål aldrig kom til sit fulde potentiale. De tårer græder vi for andre. Imens andre glædes over hver hjemvendt. Og klodevæsenet saliggøres over at få ungdomskræfter foræret.

Men når vi græder for et menneske, der har opbrugt sin kropslighed og moden af alder og erfaring kun ønsker sig videre på den næste lange rejse, så græder vi kun for os selv, så græder vi kun af selvmedlidenhed og egoisme.

Men et menneske sørger også, fordi det kan være så meget vokset sammen med et andet menneskes tone, at det føler, at det er en del af dets eget legeme, der rives bort.

Et menneskes tone er det liv, der svinger i det menneskes hele.