:::

At udskifte skrig med bøn 

var måske mulig for en enkelt mirabellekyst

men kysset kom tilbage som en katekismes 

                                       ulvebølge

en grådig kimæres totemdom.

Selv de øsle brosten sang

paraplyer baglæns trompeteret 

                        i tulipanfarveller;

den stemme de så længe havde båret

som et menneskemantras fødselsvægt

blev til morgengryets blanke latterbrøl.

Ingen feber, som blev dug på vores læber,

kunne hæves over bly-indfattet skyld

her mødtes vi som landegrænser

Hamborg købte ingen fattet Gud.

Jeg kom tilbage gennem rosenhækkens 

                            strøm af glæde

min æblefinger kaldte mange søstre til

de havde deres næsekister med til borgen

en spådomskugle knuste deres sidste gys.