Statsministerens nytårstale 2020 (l)

Kort før jul sidste år fik jeg af en bekendt fortalt, hvordan et forældrepar blev tvunget til, at mor og det uge gamle spædbarn blev indlagt på hospitalet, fordi forældrene havde opdaget, at barnets arm var slapt (og altså formodentlig brækket). Forældrene havde ingen ting at skulle have sagt, de kunne ikke få lov at få deres barn med hjem. Selv finder jeg det naturligt, at barnet bliver undersøgt for den brækkede arm. Men tonen der var anlagt overfor forældrene havde, oplevet fra forældrenes side, retning mod tvang og i den videre horisont altså helt og holden tvangsfjernelse af barnet, spædbarnet. Så fandt forældrene video-optagelser og fotos frem, som blev taget fra fødslen og frem. Disse optagelser og billeder viste klart, at armen tydeligvis måtte være brækket under fødselen (kejsersnit). Lægerne måtte nu indrømme, at trods det, at barnet var gået gennem mange hænder – læges, sygeplejerskers, jordemoders og jo altså også forældrenes, så havde ingen observeret den brækkede arm, før forældrene selv blev opmærksomme på det.  Tanken om, hvad der ville være sket, hvis IKKE forældrene havde fundet de nævnte aktuelle optagelser frem, kan godt få det til at gyse netop med tanke på de konklusioner, man så måske fejlagtigt ville have draget – med en mulig tvangsfjernelse af spædbarnet lurende i horisonten.

Da jeg var barn, var den store Bastian begrebet BØRNEHJEM, alene tanken om at noget sådan fandtes som mulighed, fik der til at gå kuldegysninger gennem min krop

Hvor godt Statsminister Mette Frederiksen nu end mener det, så er tvangsbortadoptering et statsligt redskab, som kan vise sig at give rigtig mange komplikationer, ikke blot for de direkte involverede, men også generelt som et udemokratisk pressionsmiddel i sammenhænge, hvor der fra statens side ligger officielle linjer for, hvordan man ønsker forældre agerer. Fx ønsker staten at alle forældre sørger for, at deres børn følger vaccineprogrammet. En myndighedsperson behøver nu blot at hæve øjenbrynet med den underliggende tekst, at vi jo har et redskab her, som hedder tvangsbortadoptering, og dette redskab kan jo altså komme på tale, hvis man som øvrighedsperson mener at forældre ikke varetager børnenes tarv efter rette statslige forskrifter. Og dermed vil børnene i stigende grad skulle medopleve deres forældres bevidste eller ubevidste frygt for, at noget sådant vil kunne ske; man behøver blot at spørge: Sætter indførelsen af muligheden for tvangsbortadoptering en spædbørnsfamilie i en større eller mindre presset situation i forhold til at skulle agere overfor myndighedspersoner og myndigheders krav, formynderi og agitation?
 

 Tvangsbortadoptering, hvordan skal nogen nogensinde kunne bære et sådant ansvar, det må være at komme til en sådan afgørelse og hvordan skulle et barn nogensinde kunne vurdere sin situation i helikopterperspektiv og kunne komme til den konklusion, at den bedste løsning er en tvangsbortadoptering. Hvilke statsfunktionære skal komme med en kvalificeret vurdering og efter hvilke kriterier? Hvordan kan man overhovedet forestille sig at ville varetage børnenes tarv - uden at gå ekstra ind på at styrke hele familien. Ethvert barn har som første prioritet at være sammen med sine forældre. Alle de fagpersoner, der skal ind over i en sådan stalinistisk foranstaltning som TVANGSBORTADOPTERING, hvordan vil man teste deres værdighed som menneskebarnskendere? Jovist kan en ny familie være et bedre alternativ i visse tilfælde. Men hvordan tester man KÆRLIGHEDSEVNEN forud? EN lov om statens ret til TVANGSBORTADOPTERING skaber unødig både bevidst og ubevidst frygt i landets mange småbørnsfamilier. En frygt der er på statens side og som øger statens evne til at få folk til at rette ind efter en til enhver tid given linje.


Kærlighed og magt er to meget forskellige fænomener.