~

Snoede veje snoet fri af det høje
vindue som giver dine tårers rente
hver eneste rute ned ad dit bryst
hver eneste død er også en fødsel
Gud vipper i fødder på ny
fuld af skrigets passage
det at være stærk for nogen
er skrøbeligt som hver enkelt siv
tvivler du i dit hjerte
du kan ikke tage noget for givet
strål og se skyerne danse
også æblet var en gave
jorden er en sprække
hvori blodet drypper
ruterne er mange på vej til hvile
plagede ord ved Hormuzstrædet
agtværdige menneske
livet er en stue
hvori en jernpæl har plantet et bjerg
æbletræerne bygger til din forundring
stier ind i din pande
alle som kommer efter dig
har adgang til hjertets asyl
jeg håber vi mødes til min begravelse
så vi kan stille medlidenhedens sko
som kerner i Guds hus
du er det eneste alter
drømmene genkender med vantro og tro
et ekko af vores første sommer
hvor et træ kløvede symbolets kraft
lad det stå her og ringe
lidt ved øksens skaft.