Eurocentrisme versus arabisme

”I 800-tallet var det i høj grad den arabiske verden, der tog teten på videnskabsfronten. Dengang kunne du læse bøger om historie af folk som Ibn al-Nadin, om matematik af folk som Abd al-Hamid ibn Turk og Al-Khwarizmi eller om politik, astronomi, landbrug, botanik og filosofi af tænkere som Ibn Qutaybah”  Philip Sampson

De er vel for dig også en slags klassikere går jeg ud fra; andet og mere er i sig selv interessant, og jeg vil ikke tvivle på, at det andet og mere er noget, man kan tage ved lære af. Hvilket jo rent faktisk også er sket. Når Aristoteles' tanker så let kunne optages af de arabiske tænkere, tyder det jo på, at tænkningen er universel, og det er naturligvis banalt at skrive det, og jeg som europæer tillægger sandsynligvis det følgende opridsede forhold en større rolle end en araber vil gøre.  Pga Aristoteles' skrifter er den arabiske tænkning, altså den arabiske måde at tænke på nået ind i europæisk åndskultur. Mange forhold, ord og tænkemåder og matematiske forhold var jo ikke så ubesværet kommet til Europa, hvis ikke Aristoteles' skrifter var blevet bragt med og oversat - for senere, da skrifterne på originalsproget på det nærmeste var udslettet, at vende tilbage - nu oversat tilbage fra de arabiske oversættelser og tolkninger. Den arabiske tænkning på sine udelukkende egne betingelser og vilkår har nok haft betydeligt meget sværere ved at nå frem her til; deri ligger der ikke kun en åndskamp, selvom jeg tror, at det er det vigtigste omdrejningspunkt, og det er jo svært foreneligt med overbevisningen om, at tænkningen er universel.