Han gider næsten ikke som han sidder der, ja, nu kan det være nok. Godnat pøbel, rockmaskinen er død. Han ser på sine senede hænder, ser om de rimer, om de et eller andet sted komplementerer hinanden. Nettet har han også fået så rigeligt af. Åbn og luk, gentager han for sig selv, da han lidt efter står og tisser. Åbn og luk lille krummerik, gentager han, det er ikke din store scene, jeg ved det godt, hæng slatne slapsvans og pis din replik. Han er næsten blevet afhængig af at mærke strømmen i musen. Nu er det sjovt, at stå ude midt i rummet med lyset slukket. Nøgen går han rundt i mørket. Til han når sine venner i abeland. Er det knæene som skrider i flugt. Mens de hænger nervøst i masten. Sjovt nok doktor Tandrad. Skrålenat at rådne op i kronprins. Amokabe. Ram os ikke midt i festen. Det sorte gætter mig et bøvs, gode næsebabe, det er sjovt at de gemmer os uden at sige tillykke. Ingen røve leger så godt som lige nu. Strædet er gættet som stepdans. Et sted at parkere sin cykel. Og giv lidt, næsebabe, af det sjove, lad dit mavegods dingle. Du ved.