Fred Jeg Er Den Ophøjede

Der kommer i tiden en sand strøm af bøger, der på den ene eller anden måde kredser om Jesu elskede Maria Magdalene. Så påfaldende mange instanser er inde omkring den tanke, at Magdalene efter korsfæstelsen emigrerede til Midteuropa og grundlagde en orden, der indeholdt gralsstrømningen (Jesu blod/Jesu bæger) - Tempelherrerne eller -ridderne. Ja vidnesbyrdene er så talrige, at det synes at være en opblomstrende strømning. To af disse bøger er faktisk danske. Det drejer sig om 'Tempelherrernes skat' af Erling Haagensen , der griber sit stof matematisk-geodæisk an

og 'Maria Magdalene' af Lars Muhl, der i teosofiske gevanter fremstår som dels selvbiografi dels autobiografi.

Jeg læste først *Tempelherrernes skat* siden *Maria Magdalene*. Men hvor jeg overvejende læste *Tempelherrernes skat* fra begyndelse til slut. Læste jeg *Maria Magdalene* helt anderledes. Jeg ved ikke, om det er min hjerne, det er galt med - eller om det er bogens opbygning. Ihvertfald stod der en irriterende Berlinmur mellem hvert kapitel i mit hoved. Derfor læste jeg først hvert andet kapitel for sig - og derefter de resterende kapitler for sig. Det havde den fordel, at jeg fik to uafbrudte historier fortalt - men i første omgang fik jeg, skulle det vise sig, ikke rigtig slutningen med. De to sideløbende og ellers adskilte fortællinger er nemlig puttet ned i samme slutkapitel.

Den ene fortælletråd handler om Magdalene. Den anden tråd handler om Lars Muhls æterisk-astrale møde med det man kunne kalde Magdalene-kraften. Der synes at være en kvalitativ niveau-forskel på det historiske stof med dets mytologiske karakter og så det personlige stof forsøgt løftet til og med en mytisk dimension. En niveau-forskel jeg som læser er for doven og for nysgerrig til uafladeligt at pendle mellem. Men måske skal jeg prøve at læse bogen én gang til - denne gang på den måde, som den er ment fra forfatterens side. Her i første hug rørte den rene Magdalene-fortælle-tråd mig særdeles, imens Muhl-tråden ved siden af virkede som et køligere styrtebad. Og det trods, at jeg medfornemmer Muhls ydmyge charme. Men det er jo altså i de personlige kapitler, jeg finder de lidt for søgte passager ind imellem. Nu f.eks. én af Muhls mange visioner, hvor to modstående trekanter forenes omkring et hjerte. Denne figurvision tilskriver han Magdalene. Men denne figurvision er en almen meditationsformel indenfor det esorteriske. Det udelukker naturligvis ikke, at den er indblæst fra et Magdaleneplan. Men det er Muhl efter min opfattelse så den første til at åbenbare. Så enten er tiden blevet mere moden. Eller også er Muhl en fiktionsforfatter, der med sin ypperste drift driver hver detalje ind gennem ønsket om en højere sammenhæng. Men jeg tror på hans oprigtighed. Det kan godt være at han er et tidligere pop-ikon og af nogle også betegnes som pop-esoteriker. Men hans bog rev mig med. Også han har fat i noget. Og så kom jeg efterfølgende til at spekulere over, hvad det mon er, Madonna har gang i med kabbalaen.