Moselig og offerkult

 

I Weekendavisen skriver forfatteren Thomas Boberg en kronik om Maya-udstillingen, som netop nu og ind i næste år er at se på Moesgaard Museum. I sin artikel skriver Boberg, at Grauballemanden er Danmarks bedst bevarede moselig. Men det mener jeg nu er lidt misvisende at sige. For den såkaldte Grauballemand er jo fra starten af slemt skadet. Imens Tollundmanden ikke ses at have en sådan identisk brutalitet printet ind i sine ansigtstræk, sådan som Grauballemanden har. Tollundmanden er pt det danske moselig, som har sine menneskelige træk bedst bevaret. Boberg skriver også, at det må formodes, at Grauballemanden må have gennemgået den dengang praktiserede offerkult. Men alt tyder tværtimod på, at Grauballemandens brutalt skamferede krop er udtryk for et simpelt og bestialsk rovmord eller hævnmord. Der er intet rituelt over hverken hans efterladte legeme eller over fundstedet sydøst for Grauballe. Det er i det mindste sådan, at jeg oplever stedet. Der hviler et primitivt mørke over den gerning, der her har fundet sted.

Sådan er det ikke med det 'hjørne' af Bølling sø, hvor Tollundmanden blev fundet. Dette sted emmer af rituel og nærmest ophøjet ro. Og det genspejles også i Tollundmandens fredfulde ansigt og ansigtstræk. De bærer ikke spor af noget egentligt grusomt. Løkken om hans hals har ikke været strammet i et bestialsk anfald, men ud fra en pagt med det, man den gang har opfattet som en højere verdens orden. Der er ikke tale om en hævnagt men om en rituel handling, der ikke har grusomhed mod det specifikke offer som sit hovedmotiv. 'Offeret' kan lige så vel være en hjortetak, en pæl, en okse - som det kan være et menneske. Den ceremonielle handling har haft gudinden Hertha eller som romerne benævnte den pågældende gudinde 'Nerthus' - som fokus. Ofringen har været en del af en frugtbarhedskult med Hertha som sit centrum via en præstinde. Der har været en form for æstetik omkring det sted Tollundmanden blev ofret. Det har for datidens præstinde og 'menighed' været et alter. Døden blev på dette sted ikke betragtet som en nedværdigelse men som en ophøjelse. Tollundmandens velbevarede og fredfulde ansigtstræk har iø inspireret forfatteren Ebbe Kløvedal Reich til i sin historiske roman Fæ & frænde at skabe den sydlandske personlighed budbringeren Guiseppe.

Tollundmanden er udtryk for død-genfødsel. Grauballemanden er alene udtryk for (hævngerrig?) lemlæstelse med døden som eneste endemål.

At den kult og den ritus, som Tollundmanden blev offer for, om den skulle have haft fundet sted i vores samtid, ikke ville finde nogen 'nåde' i vores retsbevidsthed, er så en anden historie. Men lige så lidt, som den frugtbarhedsdyrkende Hertha kult skal omplantes 1:1 til vores tid, lige så lidt kan vores nuværende retsbevidsthed omplantes til Bronze-alderen.