:::

Verden folder sig sammen

urtågen følger natteregnen

sådan er det sødt at dvæle

nået en udvisket grænse

solblege mure

af dagens spor i kalken

i deres fure

kan verden forgå

og tømme os for vinens ranker

hævnen gløder i hver

og slukker sin tørst.

Natten griber ud efter sin glemsel

på stive stiletter

prikker den de døde stjerner ud.

I løse skåle vugger

åkanden blade -

gennem murene mærker

den sin tørst.