:::

 

Ryggen er det gulv, hvor på du lå og sov og fra en mælkekarton hviskede det sødt. Åbn dig for der siver mælk fra din mund og ned mellem dine bryster og blå vener står tydeligt frem. Lyset kom listende med sine drukne dage. Jeg strakte hals uden at trække vejret. En væltet flaske trådte i karakter med mirabelletræets sødmefulde røg. Skyggerne ævlede løs og mælken dryppede, striber af mælk dryppede, mælk dryppede og snart ville fuglene også få mig til at huske og til at glemme, hvordan du med stort begær tømte det sidste ned i dit svælg og lod sirlige striber forgrene sig ned over din krop.