Jeg starter digtets tumor
men resten har jeg glemt
jeg tænker på ord som mod
noget der gennembryder alle spejle
eller i hvert fald det første
som hænger der oppe i hjørnet
og med samme ro som min datters tøven
får det geniale til at opstå og forsvinde
jeg havde nok været skarpere
uden den sidste øl
så havde digtet været mindre henslængt
alt havde siddet som en ansigtsløftning
på en veltrimmet kennel
alt hvad der kommer efter atypisk
passer perfekt på mit inderste jeg.
No comments:
Post a Comment