Aldrig Tanqueray på et lædersæde
endnu engang nøgen foran Arafat
ligger sådan som kirkeklokker ville
hvis i nat en mand der digter
et ønske
kun det.
At tørre det spildte op
er at lytte til de ensommes læber
er navnet der fører
sig selv over panden
skeletterne er vinteren som fodnote
er det
de er
deres ømhed som du er.
Tidligere drev en neuron sig til at føle lys
sådan kommer een vi nogen tid målte
een der ønskede døden
ønskede det ønske døden er.
Tyst er døden alene i livet
er nøgne fødder kaperminer
virkelighedens indre, nærmest
døve øre
der er.
At torden det er lyn
det er at leve i eftertid
er nogens fedtsten som lysthus
alle stolene kommer
med dig på ryggen
violinen inderst inde
er den ø
der endnu er
dit skulderblad.
At tænke at der ligger en flad nat
som løber ud af sommeren -
klamme er vinterens marker nu
er den
der drømmer
øjeblikket efter.
At trække de levendes engangsbrug nedad
som let saltede fugle fra en klippe
kalder narren stormombrust
imens dine egne døre stille åbner
de dødes øjne
ind i dig igen.
No comments:
Post a Comment