:::

 

Kom min elskede min egen stemme

lad os duve i en køje

duve kan vi uden at spørge

dulme de små ømme tæer

giv os lov at være

søskende i orkanens øje

alle lydes bløde mos

rykker os tilbage

til et nænsomt skær.

 

Hør hvem råber i den kommende storm

imens urlav sover under en vinge

hør hvem råber den mægtige op

den som vækker mig med fjer

dans du som drejer dørenes hængsler

til de sovende blafrer

hvem af os stiger op til sin sorg

til sjælens anden klinge.

 

Som det rykker i mine knoglers kyse

snuser håbet sig frem

i den dal jeg så det lyse

i et væsen vers

og råbet ryster selv sin vært

i en dynge avner

vinden sang en hullet dyne

og lod mig stå og gyse.

 

Et råb mod verdens ræb

ingen læner sig ud

verdenslarmen

er mit sørgeslør

store bomulds skyer af larm

over lavernes love

hamrer et søm sig nær

endnu en rift

i dit brudeslæb.

 

Kom og vift mig til saligt hvin

over uafklaret fortøjning

mat dulmer moder himmel søm

den hemmelige ild

løber frygtløs langs de båndede ord

og barnenød har

lys til hver celles trøst

kom du trøstende nøgle på besøg

ved mit natlige skrin.