Formandsopgøret i Venstre

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen får indbyrdes hinanden til at fremstå som to amatøragtige plattenslagere. Derfor er det mest sandsynligt, som situationen tager sig ud lige pt, at Jacob Ellemann-Jensen kommer til at skulle skabe fred på bagsmækken, når de to ærkerivaler indbyrdes vil få hinanden udrydet fra det politiske landkort. Det er ihvertfald meget svært at få øje på, hvordan Kristian Jensen skal kunne blive ved politisk at overleve gang på gang at mislykkes med forsøg på at erobre sig statsministerkandidatposten i Venstre ved at underløbe eller direkte forsøge at slå - den siddende formand. Tiden arbejder for Jakob Ellemann-Jensen, der fremstår som den eneste afbalancerede af trekløveret, og han kan roligt læne sig tilbage, imens de to andre udstiller deres indbyrdes infantile tilbøjeligheder, der titter frem gennem alle tænkelige og utænkelige revner og sprækker.

Men derfor kan Kristian Jensens synspunkt jo godt være forståligt og godt være udtryk for en del borgerlige politikeres og vælgeres vinkel. Men måden, han har fået udbasuneret synspunktet (at det ikke er nogen farbar vej for Venstre at gå i regering med Socialdemokratiet (udover at det jo ind til videre ikke har været noget, Socialdemokratiet på nogen måde har ytret ønske om)), synes så klart at udstille, at idéen om en V-A regering mest er noget, der mere af panik end af politisk-ideologiske årsager er undfanget i Løkkes hoved som en redningsplanke at klynge sin personlige statsministerdrøm til.