Monday, 22 August 2016

Vagn Lundbye 22.11.33 - 20.08.16:

"Hun ville være sygeplejerske, når hun blev stor, og tænkte næsten i samme øjeblik på, hvor varm hun kunne være over hele kroppen, når hun havde set en god film i forsamlingshuset. Det ville være den tredje jul uden mor, og den første uden far.

Der sad en sort kat henne ved hjørnet af brugsforeningen, hun ville røre ved den, men den stak ind i gården og blev væk derinde. Hun blev stående lidt mellem kasserne, og ude på vejen kom Arne Johansen langsomt kørende forbi i sin lille varevogn.

Lidt efter så hun kvinden, som passede restaurationen på Grenå-færgen. Hun kom gående med en sort damecykel og så ikke op fra vandpytterne, som hun snoede sig imellem eller trådte over med et langt skridt."

No comments: