Afí

Afí tog tænderne ret så ydmygt

kaffen kunne vel nok erstatte

sådan at byde gummerne et stykke pumpernikkel

langsomt i enzymjubel levne resten

til spyt og kysk evighedstrance

Afí tryllede vinger på hverdagen

med sin blokfløjte hjembragte han toner

langt mere tusind indviede

lidt lige som at se en dugvåd rose i vinden

eller høre rosens melodi

imens maleri efter maleri passerer forbi

selvom han blev undfanget tredive år før krystalnatten

mente han, at de mange jøder, som nazisterne bragte bort som røg

stod her lige midt mellem enhver nyfødt dreng eller pige

med selvoplevet stigma

og i total kulturglæde foldede de deres arme ud til vinger

som de igen og igen tabte sæben til

ud af de millioner lig

rejste medmenneskeligheden sig atter på tå

mange rakte ansvaret frem

uden at skylden blev helt kanaliseret retfærdigt

vingerne såede nåde og Afí talte esperanto

bare for at kunne nå ethvert internationalt individ

drømmen sendte ham udførligt evighedsmaskinen

og i stadig flere versioner

drev maskinen ham ud af den bane

der hedder de ypperste når det banale

som guderne har viklet ind i tiden som klarsyn

ethvert fatamorgana står naglet med søm i organet

rolig interesse som patentkontoret tog nogle tusinde kroner for

de så ikke latterkraniet som hang på væggen

i en lejlighed i Sverige

hvor Afí nogle måneder i treogfirs boede

her kunne han sidde uanfægtet og filosofere over livet

og de kosmiske sammenhænge

der var en naturlig bestanddel

af hans trivsel og hele hans brillante nærværd.