Falder klar bag skriget
solskibet utilsløret lastet med galionsfigurer
smilet der ligger klar bag skriget
falder mod hårde bølger
en synlig horisont
der jager alle målsnore bort
moserne blev kolde inde i landet
da du åndede lys fra det bundløse
den synlige horisont synker elskede
og pulsen stiger og beordrer tavshed
hver dødelige, se snoren
tilbage er det usynliges evige skygge
ingen vil undslippe hemmelighederne
tilbage er kun de fattiges sidste skrig.
Pande trommer mod port
og så fylder du den med røde tegn
han kommer for at viske ud foroven
springfloder udtænkt for hver stund
sådan kan vi stadig leve vores blå
bærer kun dig vuggende under
ord skåret af rene ord
de døde kaster drømmeløs og overskyet mundfuld
stilhed på halv stang
til påmindelse om den februar
du kom
for at give min stemme sin adgangskode
hvordan kan du da afvise ord
for netop det
den halvbundne frie blindhed
kun for at diskutere rosen
for ingen blomsters skyld
støvdragerkrone rød af at synge
om gråsorte træsilhuetters greb.
Den underste skuffe
støver skinnerne
af for sprog.
Også de sår
der åbnes indefra
kalder på bødlernes lugtesans.
Skyggerne er
sommerfuglens
flygtige glemsel.
Kroppen lyser
ud af sin grav.
Se bare hvem der køber så svulstige bøger
som var de et lastbiltog af kage
se hvordan hove galloperer i sirup
baglæns gennem flaskehalskoncert
hør os tage tonerne ud af skulpturen
vi må tømme havet
før vi kan høre vinden fløjte
gennem et hul i oceanets bund
dét hul ålene retter deres spiraldans mod
dét hul alle sjæles fotografier
trækkes gennem for at fixeres
se, hvordan kykloperne klynger sig til solen -
et ton is er langt fra nok
til at blødgøre deres aftensjus.
Der hvor tigerbjerget går igennem hvidløgsnavler
og katteurten børster det røde
ud af dit børsteormeskæg
er det mig der står tilbage
og fejer de brugte alfabeter
op i en stadig mere
myldrende tue.
Gamle røde striber cirkler
det ene øre mod nattens rude
klare vidders lange fredsforfald
spadserer i en svagt oplyst have
næsten intet tilbagetog føler sig klogere
end disse hænders sitrende skælven
vinterasters' kæmpe både
i farvehyrdens blide drengekald
giv plads til solsorts pludselige opspring
den ensommes fingre
sænkes forsigtigt
for senere at dryppe gulnet glans
stille, ganske stille
kommer svaret
fra de lave buskes spørgsmål.
Poppeltræernes latter er ikke
som den latter mennesker
hånligt og vanvittigt ler
af hinanden
poppeltræernes latter er
ikke en latter
poppeltræerne kan slet ikke le
sådan som hårde hæle
kan træde i gruset
til marchmusikkens latterlige brøl
poppeltræernes blade risler som pianofingre
ned over en sønderpisket ryg
deres latter er alt andet
end latter
deres løv
alt andet end
latterbrøl
poppeltræernes latter
er balsam
ingen har rørt.
Det guddommelige lyder
efter slidets hvile
i strygernes melodier
så blomstrende for mig.
Som gudsdrømme fra en anet mark
ligger årene lykkeligt forseglet i krystal
guldblomstrende gennem vores broderlige tromme.
Jeg holder af bjergenes børn
fra haver som tilhører Eva
hvor alt bliver væk
kan rummet være trolddomsramt
kan skoven lide at elske
dig sit palindrom.
Skyerne driver som fødende
over æbleplantager
skyerne ønsker sig bulder og brag
i fødselsdagsgave
skyerne får lyn og torden
og kysser et fly
mellem Moskva og Skt. Petersborg
skyerne er fulde af sne
og leder efter et sted
at lyse sjælene op.
Regnen går på havet
hele vejen foran færgen
kølvandet blir blødt
kølvandet blir toner af mol
sådan er håndens
sådan er vandsøjlernes
sådan er caféernes fastnaglede måner
sådan er håndens
sådan er caféernes
sådan er linien perforeret
af kølvandet der sluger din afsked
og gerne deler regnen
med de ætsede billeder
af liv.
Havets farve ligger tæt på azur
azurblå langs færgens rute
rører næsten himlens rand
et sådant syn har før og altid
fulgt færgens fart
du går op i azurblå
det er lørdag og det sneer
og du synes næsten du kan smage
at det sneer
op langs det azurblå
som er azurblå på begge sider
af horisonten
lige ind til færgen
bærer et hvidt klæde
gennem det blå rum.
Hvalen lå opskåren og var en nådesfuld
hval som lod sig være
hval opsprættet i uendelighedens køkken
og kysset i lommen
blev til et skrig efter softice.
Sådan hylende
blev hvalens mave til vaffelbjerg
knivene var store som færger
og hvalen lå bare dér.
Nåden var den volumen
hvert koøje holdt ude.
De nikkende slægter
placeret i en og samme kahyt
i hvalfangerbådens bug
blev langsom hermetisk hvisken
i den gigantisk smeltende is.
Frydefuld kaninsang
risler op ad ryggen
fingrene er på vej hjem.
Månen står højt
og væver dagene sammen.
Hvad nu hvis hun
i det fyldte
ånder
ørerne
ud som græs.
Det her manuskript er for lille til mine bryster
alle oversavede tårer
skyder med skarpt.
Fortvivlelsens uhyggelige fjæs
er ikke længere bare en maske
men et skrig
forstummet i en verden
af løgne.
Sådan
griner madkassen af dig
du
skarnbasse
roterende
på din nål.
Og alt dette skal du have taget fra dig
og dette skal du vriste fri af tilfældets vanheld
nu hvor det samme tilfælde tager dig med sig
og alt dette vender tilbage bid for bid
og forsvinder
for alt dette skal du have taget fra dig
og dette forsvindende kondenseres
i dugdråber brist færdige
og du skal vriste dem fri i dit sind
uden med tilfældets skønhed at berøre
alt dette du skal have taget fra dig
behold det
behold det nu
behold det for altid
som var du oceanernes bundløse søjle.
Stol på træerne
de ved hvornår din tid rinder ud
stol på træerne
stol på træernes blade
som danner de dybt sugende kroner
stol på træernes kroner
de ved hvornår noget skifter form
stol på træernes åndedrag
det er dine lungers sjæl
stol på det der går ind og ud af dig
og forbinder dig med alt
stol på at du er forbundet med alt der sker
gennem træernes rødder
gennem løvets hvisken i vinden
gennem træernes levende billede af døden
stol på træerne som en portal
til din anden indre verden
stol på verden som den er
når den sanser altet
sådan som træerne gør
gennem dig.
Stjernespir - har tårnene, som toner frem
i hele jordens omkreds
over skabningens bord
den store kat
fylder engen bag måltidets kreds
på vej mod himlen som bøjer
sig med oplyste ruder
i boligers indadvendte krone
mod den besøgende
som ikke ved sig inviteret
eller på vej til at gå
men i dette nu drages
mod den beboede himmels krans af lys.
Hvor svært er det at løsne disse muskler
en glæde inde fra, der siger,
at du skal befri solen for vigepligt
siger, du skulle kunne låne maven dine fødder
de vil uafbrudt og i høj grad forme
det liv du gerne vil leve.
Slim som i rigt mål fortæller
hvem af os der bærer
fortællingen om dørenes knirken
hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde
du vil løfte din klædning over mange vers
og gennem alle slør stadig se disse øjne.
Sådan som slimsamleren siger, hvem skulle
løsne sine kys som enorme indsigter
hvem prøvede i mørket
halvt at stille sig højt som lys.
Kun armene fortæller, hvem der får,
siger søster sø
siger ethvert svømmetag
den som rører svævende i dyk,
må mærke sit dyk blive muslingens
boblende lyd
der hvor pillens kærv er folden
mellem to kontinenter.
Nærmere, siger ørets dæmringsnat
dyk svævende, siger svævet og vævet siger
tider vil give dig fødder af larvens fremdrift
hvor dine omgivelser siger,
kyniske knæ og albuer
saves af og pulveriseres til grus
hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du
kun nøjsom og søskendekrum
som bladenes raslen
kun i dit fald gennem smalle passager
kun dystopisk døv som altet kan du
mave dig op klingende som en karryret
før servering
kun yderst i din ramme
har elmenes grene fat i dit svæv
hvem bøjer hviskende din ramme
mørkere end med hvilken dysfunktionel
erindring du kan sanse.
Er det den dulmende stening
af hverdag i slagenes skive
der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler
så væk mig du som kommer og går
og aldrig bliver her længe nok
råb - til dæmringen bøjer sig
væk som fødder i køjen
kun til det du siger, vil jeg sværge,
hvor meget jeg forsøger
at tro på den
som vil lande enhver begyndelse.
Sådan er tiderne som snefnug
der daler i snefnugs svimlende dyb
urtid sparker som et fumlefingret monster
hver gang du nynner bare en lille strofe
af det der får søvn til
at danse som bølger på vandet.
Vær som lav der fører sit snirklede
simreguld frem af længslernes tåge
du som ønsker at komme i svæv,
vil snuse syv puf fra en snude af lyn
du som har ønsker
dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune
når du benævner den løsslupne
søm i din sjæleforfatnings trøje
sørg for at omgivelserne passer
til din indre vulkan og gang på alle fire
når du krammer døden som en pude
du holder som et trygt kæledyr ind til
din krop
eller når du kan høre hvem af os
bagbundne tigger
vandfaldet om at åbne sit gab
hvem lever så nøjsomt som munkene siger
sådan en cyklus
der som solstråler finder vej i en
slanges lodrette hamskifte
hvem har nogensinde ønsket sig
i sansernes sanselige og sansede
betroelse, du aldrig må fortryde.
Et skrig hengivet til alle dråbers fald
mod en skål af omvendte
paraplyer og brosten,
vi går på med din dybe
stemmes søskendegral.
Giv os aldrig sådan en knibe
hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk
afsværger blåsyren sin blomst.
Alt hvad der er at vide
er at ønskerne havner dybt
og dybere end vi nogensinde
kunne forberede
og selv om det er omme
næsten før det er begyndt
fortsætter øjnene deres
vandring som tvillinge orkaner.
Det er ikke kønnet der bestemmer
hvilket offer dit bæger hælder mod jorden
lynhavet holder din sø svævende i dig
dybere end kærlighed
bliver dybet aldrig.
Vejen maveformummet i snorklers duefrygt
ørerne knæler amøbefødte
køerne løftes ind i hans kurvestolstale
vanvid folder sig ud i cowboy-figner
novembergryn hegner tørken inde
jubelen kan ikke længere standses
havfruetis siler over os
kejserbusken åbner tyvenes ret
syge tatoveringer
er kullet under vores fødder
de isfødte mausolæer
klimprer op ad tvillingetove
konsonanter presser dukke ind i dukke
hele grundstammen er sin egen kø
af store skælvende aspeskyer
mågerne glider så blidt for at høre
den ordentligt syge krone
klirrende kysse dit kød
ti-øren falder uden yderligere snak
levner os
håndvaskens lov
den store mølles gudemel
alle tiloversblevne bogstaver krøllet
sammen til en ultrakort sætning
mørk skikkelse kommer pludselig om hjørnet
ansigtsløs med voldsom kraft
ser du da ikke hvor elsket du er!
Min barndoms underjordiske
drømmekryb lægger sig askegrå
i rådne løfter
brunkulssorte universer
hvor dagen ligger adskilt i alle sine elementer
ingenting af alt det sporvognstabte
end en knyttet hånd
af det ikoner rev med andet lige
blandet sammen i en underjordisk ormegård
sådan dækker dagens duft mit liv
og alt begynder her at ligne
Apollos hær af blomsterhoveder
kappet over
med et enkelt svirp.
Kronerne er kun den øverste frankering i en postforsendelse
der kender din skyld
og kan fortælle dig alting
om det du endnu ikke ved, at du vidste.
Før du dykker ind
i din egen stilhed
ligger du på ryggen
og lader maven suge løvets genskær.
Du sover med vågne øjne
ind i fyrreskyld
og færgeoverfart
og løsner en hel masse
uglehygge.
Husker hvordan det er
at save ammetræer
med en porcelænskop
i lommen.
I et træ man skal give sig god tid til at vande
er tiden begravet
som en klode
i navneordets bug:
Universets laveste punkt
er ikke en grenkværn
hvor igennem dine
hænders mange
kærtegn
kan
destrueres.
Træernes kroner er blodige og strålende
bøjer af drivis i lungernes inderste.
Skumringen hvælver sig over min pande.
Skyggen på væggen er rigtige menneskers
rolige spring fra en himmel så sort.
Tilfældet kaster en skæbne af mordlystne hændelser
ind i sit vacuums hellige uskyld.
Det er ikke venner mørkhvælvet samler
de frådende strømme fortæller så lidt
hvad virkeligt former en ø af vores frygt
her står vi nu rystet sammen
af en ubegribelig, sanseløs kraft
så stramt at jeg snart bliver kvalt:
Bogstavnen vipper de sorte bølger
i brændingens brus er det mindste begær
for intet i verden ville vi bytte
de tegn ud med vores skæbne her
som åbne sider ruller den stemning
vi ikke kan holde og fæstne fast
i en stadigt dybere nat.
Ikke lyden af den enkelte dråbe
men dem alle på én gang
er massivt til stede
som selve dit knoglesystem.
I hvert lille sving åbner kors sig.
Øjne fyldt med søers mulm
er vandliljerne der kysser hinanden
som rullestuer hvor lagenets bølger blir strakt.
Det hemmeligt hellige er
livets tur efter tur
i tyttebærlommer let lullet til smil
søerne der rejser sig
i hver eneste myres dråbe.
Stop løgets leg med violiner
og bomuldsmarkers vilde hysteri
du spiller gentagende gange
tovligt på dit køn som en lut.
Hvilket askebæger skal vi så lyve os fra
for et kys?
De healende birketræer drysser stjernemel
på alverdens tårer.
Noderne tegnes støt og roligt
på karmen
hvor du lod vinduet stå på klem.
Planer
shavings pushed into the hollow groove
concubines
have almost become foam
you lick
the world inside you like a good boy
slips into
the feet
snaps from
a mighty bang
dreams
created by lonely neon
levitates
legally from spines labs
buy enough
of the rebellious sea
Fyn is
already paved when you wake up
a brewer's
honey dreams sufi
with
quivering lips leave
buy enough
of that foam
tiger balm
to close the anxiety
with a flaming limb.
Der er en dør mellem mening og mening
jeg går gennem den
og skifter mening i samme sekund
sluppet ud af den sidste dør
ved jeg intet somhelst længere om
at jeg nogensinde mente noget.
Meningen forsvinder
men massefylden står tilbage
med sig eget tomrum.
Sammen løser vi den onde lykke
humlebierne i æsken er lodne måner
løv tippet over vores læber
på de grene himlen rækker arabisk mod os
jeg er ked af hvordan tyvene gør vampyre ud af korsang
det er ikke rummets kys
som brænder næsens hår
eller får dressurhestene til at springe
du er sort og kold, når du trygler
om at blive striglet;
taget fra alle konvolutter sprættet op
tisser du stadig handsker på gulvet
får bøhmanden så lov at sjippe
fra den anden side af gaden ret igennem
eller er det bare et ekko
som leger med din fantasi
bugen åbner sorte kys på ambulance bårer
otte konkylier tysser på massefylde
intet her er sikkert under molens vinger
jeg oversætter mareridtshimlen til åbne sår
nøgternt fyldes vanerne med løbe
jeg er trist over hvordan vi blir kogt ind
minderne er brede og lytter stadig vildt
hvis vi begge kommer ud af sorgens moder
- men du i samlesæt
som tyste katte blir vi forbudt at gø;
når vi presses gennem hvidløgspressen
vil jeg lavmælt hviske til dig
bogstaverne er så kostbare
at de ikke kan veksles
til andet end guld.
Siloc aillal asiloc aillal asiloc ail
nösif sbulm relub kesonne fynös mylarry biral vinö
colisa lalia colissa lallia colisa lalia colissa lal
fobuler m'lup schruu fiisön kisiftni ryba itfe
alasiloc aillal asiloc aillal asiloc
nev fynös ab kofo buler mulub schruu fisön uck
aillal asiloc colisa lalia colisa lalia
ob wer mosub schruf isön kusif tnir ybal
colisa lalia colisa lalia colisa lalia co
que öek toi xitjir kanulö nönnu möron ere bul
cailal asiloc aillal asiloc aillal assil
vanos sfom yl moluk bruk esön kusif fnir yb al
asiloc aillal asiloc aillal asiloc
höral lebaif invarps sfom fiskum neskelar rö
lallia colisa lalia colisa lalia colisa la.
Trailer til filmen De forbudte bivirkninger. Traileren er produceret af den uafhængige patientforening Vaccinationsforum og kan ses HER. Bed de kanaler, som du medfinancierer, om at fremvise filmen De forbudte bivirkninger, hvor tre fagfolk og otte patienter med potentielle skader efter immunisering, beskriver myndigheders og sundhedssystemets reaktion - NU!
Ondskabens lazer
blev rettet mod klodens skridt
men klodevæsenet
er så meget større
end disse ondskabens lakajer.
Hvis der fandtes et univers
og jeg kunne holde det i min hånd
så ville du stadig
være mysteriet i mit liv.
Der er forskel på at være den forvandlede del af noget og så at være den forhærdede del af noget. Den forvandlede del gavner dig umiddelbart. Imens den forhærdede del kun kan gavne dig her og nu i ganske meget fortyndet form.
At føde natten ud i dagen
og dagen ind i natten
er hvert døgns åndedragsfødsel
på tærskelen fejres
at du
du oprejste
at du menneske
bringer billederne
med i hvert pust.
The
unlikely voltage hazard
shakes the
body
the emptied
vessels feel the September drought
this light
along each rib
happens
with the dance of the bees in the hive
the
mistletoe listens to the same darkness
a pleasant
current flows
quite
normally through the body.
The
impolite mushroom is so pale.
The
impolite mushroom is so pale.
The
impolite mushroom is so pale.
A veil
surrounds the body
the ants
fill the air with faithful zeal
the light
overcomes the seven-candlestick all
the feet of
the rivers
diving like
surfboards through the marsh
what a kind
and polite way
the noses
empty the wood of fever
for milked lice.
The
impolite mushroom is so pale.
The
impolite mushroom is so pale.
The
impolite mushroom is so pale.
