:::

 

Det er ved at gøre det forkerte

at man finder ud af 

hvad der ville have været 

det rigtige

at gøre.

Det forkerte

er alt

der i situationen

synes at mangle næstekærlighed.

Det rigtige

er alt

der er næstekærligt. 

Men hvis det forkerte

at gøre

i den sidste ende

fører frem til 

erkendelsen af

hvad det rigtige at gøre

er

så kan det forkerte

ikke i absolut forstand

pege tilbage

på et ukærlig

ophav.

 

 

En Gave Til Kristendommens Kommende Generationer:

 Interview med Amalie Vinther Zdyb : HER.

Ingen er enige før alle er enige, kvækere vs kommunister:

 

 

Forskellen i kvækernes tilgang til den indstilling i forhold til kommunisterne, tænker jeg - er, at kvækerne har et centrum for den indstilling, nemlig Gud og Jesus Kristus. For dem er det en levenede realitet.

For kommunisterne er der jo intet væsenscentrum for den indstilling, end selve ideen og de ledere der til enhver tid stiller sig i spidsen for den idé. Ledernes moralske habitus og selve ideens bæredygtighed bliver således afgørende for, hvad det indebærer, at enighed skal forstås helt bogstavligt.

Der er således ingen levende ånd til at fylde den tomme skabelon. Kun en Tidsånd. En strømning. Som ganske vist godt kan være drevet af begejstring. Men jo en total hensynsløs begejstring.

Jeg tænker, at i et kvækersamfund kan en sådan enighed meget bedre opnåes, da alle er viljes-, følelses- og tankemæssigt vendt mod Moselovene og Kristi næstekærligheds bud.

I et kommunistisk samfund vil den totale enighed ofte i praksis betyde en ofring og knæktelse af den enkelte eller de enkelte grupper, som ytrer den mindste kritik; fordi der ikke er forudgivet barmhjertighed, næstekærlighed og spiritualitet som et axiom eller grundlæggende dogme.

Man kan så indvende, især hvis man ingen forståelse har for spiritualitet, at kvækerne lige så vel er båret af en ide, som hviler på nogens moralske habitus.

Og man kunne indvende at Marx' sætning Religion er opium for folket - jo også gælder, der hvor man hylder den store leder - lige meget hvor meget denne så har fået det til at se ud som om 'det er vi alle enige om', når en folkefjende skal i arbejdslejr, henrettes, erklæres sindssyg eller blot 'forsvinde'.

Søjleskygger ved søjlen:

Buddha was not buddhist. Jesus was not christian. Muhammad was not muslim. They were teachers who taught love. Love was their religion.  

Men hvis Muhammed prædigede kærlighed, så var der åbenbart ikke rigtig nogle, der fik skrevet hans prædikener ned i koranen.

Handler den nærmest kun om barmhjert(el)ighed eller gør den det ikke; næstekærlighed er ikke grundtemaet i hverken koranen eller det gamle testamente. Men hvis du læser disse skrifter på den måde, så alt ære være til dig, og alle andre, der måtte læse øje for øje og tand for tand som sand kærlighed, især hvis det så også er noget, som at du praktiserer i din hverdag, kærlighed altså.

Retteligen bør det jo dog lige nævnes, at de 5 søjler ikke er forskrifter, som du finder nævnt som sådan i det skrift koranen er. Men alligevel så er det at sørge for, at alle har det godt (når ellers alle også betyder dine fjender og de såkaldt vantro)  en dyd, som hele menneskeheden dybest set har som (latent) mål. Ingen kan være fuldkommen lykkelig, så længe ét eneste andet menneske (eller væsen) lider. Og ikke bare et menneske i ens nabolag eller samfund, men et eneste menneske i hele verden. At klippe håret af ens spædbarn, når tid er, veje det på en vægt og give vægtværdien væk til de fattige i guld, det er helt sikkert også en fin og både æstetisk og etisk dyd, så længe den ikke bare forbliver et udvendigt aflad, som kun opleves som en afladspligt, for da er der jo bare tale om et hensigtsmæssigt skattesystem. Dog er jeg meget interesseret i at høre det eller de vers, hvor Muhammed akkurat ligesom Jesus Kristus siger, at du skal vende den anden kind til, når du bliver slået på den første, at du skal elske dine fjender som dig selv.