Skubber en
kokon af lys så tusinde slutninger brydes
det er
bevægelsen der fører sin tale over graven
en søn vil
se tågens tårer ende
efter at det
mageløse fotogent er nået
et sort
rekviem ender der
hvor
lemmernes violer fænger dagen
lys sår
fattige rønner og drømmer om sol
smukke svaner
fæstner mestertyve til sine vinger
selv når den
døve verden er fremkaldt
river de sig
sorte
og strømmer som floder mod uendelighedens uendelige
ende.
No comments:
Post a Comment