Et kast der får tiden til at vågne
i en kirkes af tårer og torden tilsølede hagl
hårde kys gnupper tonefaldet i vores spyt
hårdt gnupper faldlemme ørernes gemmeleg
kedsomheden gemmer sig for alle pokaler
spurve bevæger sig mod enderim som ånder Cypern ud
portrætter sømmes til de drivende skyer
rav slukker tårnværelsets elektriske kuffert
rusen peger det smukke lys fra fyrtårne og stregkoder
en pose farvet af farvel fænger en raslen
i den lave knitrende grønne chaiselong.
Sommerfuglen er med til sin egen begravelse
fra kroppens slutning strømmer kistetråde
grøn væske i et alkymistisk bryllup
hver sting er en vogterkirke
gentagelsens statiske lykke
i skyggeposefanget vokslys
galger kæver Golgatahøjen
giver tusinde fængsler fri for en enkelt bølge
labyrinter bomber hekseskolens kostald
graver skyggerne dybe nok til bjerget af sko
sanser spidder synets rekviem
puppekirken dypper tålmodigt
solens vifte
kommer til syne fra de aller yderste sansespidser
i det bristende solskind
sommerfuglen er med til sin egen fødsel..
Romerlys føder rækken af mågepæle
øser poser fulde af delfinernes sange
flodheste tæver humøret i vasernes biograf
fra nu af husker vi flammernes kreds
egetræskirken tæller gælden op
du rasler nåleskoven af dig
du når til randen
af en vandpyt på cirkuspladsen
du lå på ryggen i en hulning i skoven
du vågner af dvalen
som en hallucineret zombie mumie
alkoholikeren tegner
en flyvemaskineskitse på kloden
abeskyggen vinker med tørklædet
til det drømte publikum bag tremmerne
verden er transcendent
og jeg findes nærmest ikke mere.
Pløkkerne er gale på teltet
og smøger ærmerne helt op
søsat fosser jeg rullende barduner
nænner at hæfte gækkebreve på søsteren.
Noget lyser merværdi fra slægtshelvedet
bare det at tåle pytterne -
mestertyvens sølvforsåling vipper tomhændet op
nonneklædte hætter går gennem hækken
og føler på november.
Liljerifter sjipper skøderne af led
fodgængerovergangen tygger toksisk feminitet
elskovsfaner
lyser os gnistrende i møde.
Ruinernes fald gennem mørkets olie
vi skåler i den gelerede væske
den gamle verden hænger ikke længere sammen
puder tøffer tålmodigt over pælenes måger
solen pantsat til sættekasser
flammehelvedet skælver af lig
dér rinder gyldne næser af grædemuren
den gule kålgård gifter os bort
kurveflettede svaneflokke over koens maver
udspilet på afgrundens rand
fanger gaflerne
indgangsporten til flodernes folkemasser
samme djævelske rille skærer sig gennem pyramiden
sønnepander åbner sig
en hvælving solen ligger og ruller under.
Billkorn balak mosort baku
dolmöpul navsjevskul
lowfol lampidak ruurmuk
grobbloster dynf ülüüsr kanastruk
fafflash chagæly chaf
schywykfol wolt qömög zulf dünaküp
schwanzimik halli sollbus
tolt retsol tubinak.
En elefant ser skibskøl søsætte svaner
så ruller bølgeskummet fra skibskølen
det er tydeligt
at skibskølen søsætter svaner
klinet til med elfenbenshvide rurer.
En enkelt stjerne bevæger sig
så kan det ikke være en stjerne
for stjerner bevæger sig
ikke så hurtigt at vi
kan se det.
En fyldepen pisker papiret til alle sider
som var den
en barbermaskine over huden
det er fænomenalt hvordan
papiret piskes til alle sider
som totter af græs
fra en plæneklipper indsvøbt i ræveskind.
Ba ba ba ba te ti te ty
mo mo mo mo or one om øm
de de de de ne ny nu ne
nå no no ne er er et er
re rør re ri fi fu fo fu
lu le la lø af an af at
ge gu græ gli li le le læ
chi cha chu chy de de da di
fo fa fo fo er er in in
smi smi si se te te try te
hvo hvi hu hå fo fo fo fr
te te ty te ag am ac an
Bate bati bate batu
moor moon moom moøm
dene deny denu dene
nåer noer noet noer
refi rørfu refo rifu
luaf lean laaf løat
geli gule græle glilæ
chide chade chuda chydi
foer faer foin foin
smite smite sitry sete
hvofo hvifo hufo håfr
teag team tyac tean
Teba tiba teba tuba
ormo onemo ommo ømmo
nede nyde nude nede
ernå erno etno erne
fire furør fore furi
aflu amlet afla atlø
lige legu legræ lægli
dechi decha dachu dichy
erfo erfa info info
tesmi tesmi trysi tese
fohvo fohvi fohu frhåg
agte amte actyn ante
lige legu legræ lægli
dechi decha dachu dichy
erfo erfa info info
tesmi tesmi trysi tese.
Dyrets favn - Dyrets gavn.
Vi har en ålekiste af vrøvl.
------
Vi tror på valgurnens nationalpoesi.
Vi tror på de våde brosten og kirker!
Guld & Grønne skove:
------
Styrk mikrobryggerierne
Giv plads til kokasserne!
---
Grisens hale tilbage på svinet.
--
Valgurnens rystende gipsfod i hose.
----------
Dyrets valgurne.
Der er brug for et knald mere.
Du har et knald kald det et valg.
----
Et bornholmerur på armen
er bedre end grislingelarmen.
--
Russerne kommer -
tid til en ommer.
---------
Flink Mink
-
Droner Droner Droner Droner!
------
Noget til næsen - ikke være kræsen.
--
Sprøjtefrie marker
sprøjtefrie mennesker.
---
Jernbanen er kun et frimærke
fra at ende i grøften.
----
En turban af atomkraft
på Skagens gren.
---
Du dykker og
i samme øjeblik
du kommer ud
hører du skriget
og mærker
nål suse flod sø
og fordi nål suser flod sø
er ægget ældre end skriget
og du spørger
det tørre æg ældre end skriget
ude af øje
om øjet græder
gyvlernes nåde for Q
du bladrer æg for høstens hekse
fødslen pågår som alle andre fødsler
fødslen pågår som ingen anden fødsel
du bladrer æg og syr fuglene sammen
æg lyver om dine fingre
se ham sy
fødslen som hun er
du kommer ud
pænt hjemsøgt af ømhed og tråd
du tråder nålen
og kommer ud.
Dynd
skrider sidelæns
op til halsen fyldt med ål
spilledåserne pelses i din vals
helt nøgen væmmes du helt
mør
hør hvor nåletræerne suser
øjeblikkets smerte skjuler sine tæer
stammer dæmrende øjne slår mod stammer
gurgler
spørgsmålstegn
fra de krumme skjul.
Sammenfaldet stammer højfølt i gul føretrøje
en æggeblommepløkket mur af den gule
lød og det syvarmede, vovsefødte åg
næsten fanget i gravens gryde og
indtørret til grå skelet
du ved
snablen når ikke
noget højere åg end dynen
det skråsikre skrig
gyder øjne, huser snak
når facaderne falder fra hinanden
og tæller støv.
Hvis og
løfter å
l op i det fælles køleskab før
og og å
l
i
det fælles undertøj
krymper
søvn og
du
alt imens du sn
ak
ker
får øje p
å en frø?
Hr nul møg må sømme og
Hr nul møg må sy som aldrig før
og
i skjul næppe skamme sig ud af golfbanens huller.
Økse
får ende
æg gurgler uhyggeligt
skyller tidligt skyller (gurglen og afpilning
af æggeskal); grøn af årenes ringe
en skalp af cyklusskade [cyklusforelæsning]
(en brægelyd)
(et enkelt hanegal)
(millioner af grynt)
ålesnog, gurgler
blå blå blomme
lagunedruknende
falskhedsslange snor
værktøjskassen om sig, k
ussen rykker
sædens postomdeling
fy for fræk og tidlig
omdeling af gækkebreve
tidlig værktøjskasse
tidlig chauffør
før mørket slipper (og morgenen
åbner
sig i:))))).
Du er sikkert ligeglad
men digtet fortsætter alligevel
selvom samtalen er afbrudt
så taler digtet
bare med sig selv
og alle de andre digte
strømmer gennem vinduet
og måger og svaner er et sted derude
selv floden er en fane
det grumsede vand er en afbrudt samtale
mellem vandets ugennemsigtige åndedrag
og jeg
der kun lige akkurat
holder næsen over det rystede spejl.
En bølge grå keder selve den forkølede ridder
lungegalgen i en kæde af fosterkval
elskede agern fosser gennem urtehænder
et sølle anker knuser det gyldne barn
imens Shakespeare binder
en sløjfe om arketyperne
generalprøver sluger solens klang
ingen årstid tygger pivåben drøv
alle skyggesanser prøver at skrive typerne frem.
De mørke dage
flyder gådefuldt
fosser vedvarende
du må få verden
til at vælde
vaserne er digte
vaserne er svanefødte
dulmer skylden
du må tage døvheden
tygge drøv på helvede
som vender søvnen
ind i din vase
ind i dit digt.
Fremfor alt andet
er det lille forhoveds lys gammelt rigssølv
bemalede læber ender og tulipanerne fejler
så mange underbelyste tegn
at ingen nænner at tyde noget så afgrænset
tømt er derfor
spurvenes muligheder og funktioner
i de fragmenterede og usammenhængende
stumper efeu
noget løber gennemlyst i tåge
fra røntgenblikkets uhøflige
og næsten faktuelle gesamtausgabe
beruselsen åbner sine gæller
latternes skov skifter hænder
langs togperronens fuckfinger
spytter spjættende ridser
ind i de korsformede klasers fugt
en sky berømt for sine fysiske krystaller
er legetøjsbamsers krammer
latterhyl bor helt tyst i bornholmeruret
frem for alt andet.
Violerne gav de levende øjne
jeg snød dem ud af dvalen
som svanefødte vaser.
Til sidst helt halveret
lagde noget sig på sit skæg
selvom filosofien snigløb.
Violerne gav de levende øjne
gav kun for at lade
fangevæsenet tælle sin egen røg.
Med et lille skub
fæstnede dæmringens fugl
månens grammofonnål
til skyernes lyd.
Jeg snød dem ud af dvalen
som svanefødte vaser
violerne gav de levende øjne.
Alderen kan ufravendt brænde i halsen
sædernes nåle lyser fra døgnfluens grene
udslået rugmark oplyser
hver eneste af os
opfører svanesøen
og styrter gammel af dage
som ivrige delfiner
der peger mod kølen
og pinkodehullet lyser
gennem rynkede ruder
og på knoerne fucker
fingrene talstærkt
løfter svanernes medhør
og styrter siden gennem næsens fløjtende skakt.
Gruset bevæger sig
gentager svaner i medhør
med samme selvfølge som et par bukser
åbner en snip af omtalte sæbe
og ånder violer ind i søvnen
med pukkelhvalernes sidste suk
puster følelsesfuldt
svaner i medhør
gennem gruset.
Krøllet under hybenguld
husker du røllikevarslet
pint og plaget som en rosenvold
udruger du henførte døgn
lyset kælver knæ i bøn
på flyvende tæpper
noget peger for at please
tøvende sorte klipper
hvor korset står og banker
med svanevingers sving
i kløpulversky.
Bölva affa manda atta
butta zanda buntu amba
dylfi balva bunda paffa
idja idja apa amza
rita ratta oza bonda
ritie tidi tidi ashja
anda uti atti iti
farra feta fufa fain
pafæ zylva zuffa sain
teta butta zanda atta
eka ettie zanzi amza
apa affa ypa tuta
ratta teta rita ritie
tidi idja katie flyddi
tuta teta iti tah
tuta iti tuta fah.
Dødens tivoli
hvor din sø tør vågerne op
farvelfærden
hvor vi vælger fe-dynen
og ørkener
er den anden side
af guld og grønne skove.
Dit ansigt er en brønd af glæde
du er ét med alt du sanser
på samme bro står billedernes syntese
himlen er din galges mælk
i din latters hav
Kristushånden ud igennem spejle
i trediesolens lemniskat.
Jeg har glemt at give mig mit væsen i vold
jeg har sovet på mos fanget af mos
ønskerne vældede poser af mos
og jeg hviskede til mågernes fantastiske væsen.
Nu begynder jeg snart
at die poser masser af poser
die luften tynd for måger
for pose efter pose
dier posernes raslen i lysets åsyn
disse fantastiske sammenvævede nætter.
Og i stedet for at dænge grøfterne til
med den der søde alvor
så tygger jeg på slutninger
jeg gætter det jeg gør
jeg bevæger mig i en døv bevægelse
mod gulvet.
Jeg savlede
og lå på søens bund
jeg strakte hals
mod bøgeskovens loft
tæt på mine lemmers endestråler
fulgte jeg kilden
fanget
af himlens svimlende dyb
fanfarer af dis
omsluttede lyset
nyfødt
hang jeg som endestråler
fra mine fingerspidsers
udstrakte omrids.
Vandkalve og egehjorte er aliens i luften -
fra et åndehul stiger tusinde dukker
dækvinger transporterer mikroskopiske dråber
udenfor cirklen kalder egetræet alvoren vase
ansigt til ansigt med fuglenes vipper
putter hjul sig kælent ind til dagens stråler
vipstjerter springer fra kufferter og vaser
iført pandelamper øser åndedraget sin damp
som et slør bag de rasende tallerkener.
Sæsonen glider afsted som sæbe
alvorspluk udkysser den gule hedes græs
tyveknægtes følte tørvegrave
fanger skyggernes penneføring
udglatter
slægtens tålmodige smerte
dér hænger teltpælene og tøver
vi skærer fem riller af biografens lys
gnistfolket hvæsser sine faner
et hjem udslået
og tålmodigt løftet
af føddernes tætte skygge
knopper ånder søvnens strenge sol
svæver i gigolohimlens glatte skakt
vi læser i finkens fede bog
efterårerts gnistfang
himmelslusens ungdomsnåde
sart foldes tavshed
til grå skeletter
hver endeknop udpeger sin sørøver
i bøgens glemselsbark.
Embedet beder rækken af bi-personer
ud af nattens januar
uvejr i slow-motion
æblekerner krøllet til evig hvile
skohylder aflæst i
alle farver indgnedet
årstider i slow-motion
udenfor huset raser
udrykningsfødders rapsodi
hægen nyder sine fugle
intet skema tisser som
en tube nødråb uåbnet
i de langstrakte dråbers fald.
Noget er gået tabt
lyset synes anderledes
i den lille provinsby
noget er gået tabt
noget er faldet ned
mellem drømmens
onkelgjorte og tilforladelige
socialdemokratiske charme
og selve provinsbyens
egen fremtræden
som provinsby
som sådan
er gået tabt
lyset er faldet ned
gennem det endnu ikke eksisterende
løv
noget den øvrige høflige verden
ufrivilligt og målløs
ser som løv favnet og forgået
og først fatter at lyset
som sådan
uden videre
taber
gennem nøgne grenes
tabte og afstumpede
tavshed
når det allerede
forlængst
er gået tabt.
Skubber en
kokon af lys så tusinde slutninger brydes
det er
bevægelsen der fører sin tale over graven
en søn vil
se tågens tårer ende
efter at det
mageløse fotogent er nået
et sort
rekviem ender der
hvor
lemmernes violer fænger dagen
lys sår
fattige rønner og drømmer om sol
smukke svaner
fæstner mestertyve til sine vinger
selv når den
døve verden er fremkaldt
river de sig
sorte
og strømmer som floder mod uendelighedens uendelige
ende.
Høstens vase
åbner rækkefølgen
hvor
rullende hoveder åbenbares
en
rækkefølge vi hæst kan skue.
Fuglehumør
lufter dig
mosset og
de ømtålelige
hoveder er
rækker af vaser du har lagt til at sove.
Og den
pylrede rækkefølge dvæler ved dit fuglevæsen
og
rækkefølgen pludrer sin dvale
og
myggepåfuglen deler det ulæselige
og hver en
kuppel drejer æonisk humor.
Kan nogen
mon nænne
at give
denne pøl af hvile dolkestødets røde lygte
hver en gavl
kan give universet sin søvn og døvhed
men givet
blot for at give
lever de evigt.
