Aflad

Du binder en fin sløjfe om dit digt

sløjfen er den sidste sætning

der gør dit digt til mere end en fortælling

du binder et bur af smuler og striber

det nybyggede er nærmest sand lykke

en ruse til at holde rusen ud

løjerligt hvordan du gør

så sorgløst er det kommende da

kan du selv huske, hvordan du kom i kog

og kaldte fængselsstraf for frihed

violinen nikker med sin sørgerand

februar er violinens trampolin

du binder denne læsepakke

du binder dette loft

i dit sammenrullede tæppe

trappesliskens splintrende lavine

gør besøgstiden så meget til februars violiner

og søstervolumens vod af kildvæld

hvor dådyr knækkede de slanke halse

blegfis titter gennem lugen

til mallefiskens perserrulle

snabler trækker bånd et sidste nøk

blodrøde er gnomhestene

deres vorter tændt af fodens segl

her hvor du sidder model

i dit eget puppehylster

er sløjfen den sidste sætning

du binder om dit digt.