Hvidstengruppen - de efterladte

Man kunne fristes til at tro, at filmen Hvidstengruppen – de efterladte kommer som bestilt af de, der ønsker at retfærdiggøre, hvorfor 'vi' overhovedet skal bruge så mange penge på at bekæmpe de onde = besættelsesmagten (du kan selv regne ud af hvilket land i den kontekst); og den tro kan man da også oppebære i forhold til, AT filmen bliver lavet og AT filmen bliver sendt; men det kan ingen berettigelse finde i det faktum, at filmen er bygget over de implicerede menneskers dagbøger, beretninger og breve, de mennesker som oplevede det, som filmen handler om. Oplevelser, som der ellers hidentids er blevet skøjtet let og elefant henover. Fx er det en noget anderledes og mere logisk fortælling, der i filmen fortælles om Grev Bernadottes Hvide Busser. Den fortælling vi fik i skolen var jo nærmest en mirakel fortælling om 'En Hvid Ærkeengel' der drog gennem Europa. Men filmen ser det her fra den vinkel, som de, der oplevede det, har berettet. Det ses ikke kun af krigens helt håndgribelige nedslag fra de ellers 'gode' allieredes side, men også af det, at Grev Bernadottes navn overhovedet ikke nævnes.

Men sandheden er, at hvis det ikke havde været for de uendeligt få danske modstandsmænd og kvinder, så havde omverdenen fuldt ud måtte betragte Danmark som en nazistisk versalstat. Hvilket filmen også giver udtryk for, hvor den viser de to norske fangers reaktion på de tilkomne to danske kvinder. Danmark blev betragtet som et nazi-venligt land. Deri kan godt trækkes paralleller til årene 20-23 i dette årtusinde, hvad angår den uendeligt lille modstand, der har været imod den verserende overgrebspolitik. Retfærdigvis skal det siges, at nordmændene under og efter den nazistiske tid også burde have betragtet Sverige, som de betragtede Danmark. Og faktisk tror jeg, at en del nordmænd har (haft) langt mindre til overs for den svenske neutralitets strategi, end hvad de måtte mene om den danske samarbejdspolitik.

Filmen Hvidstengruppen – de efterladte efterlader én med en række ubesvarede spørgsmål. Det, at kun de, der selv med den mindste flig havde deltaget i aktionerne, bliver afhentet af tyskerne, tyder på, at der har været en eller flere, der har udpeget, de, der blev afhentet. Denne person kunne ifølge filmens kronologi ganske godt være den første faldskærmsmand, som Hvidstengruppen tog imod. Han nåede nemlig ikke at knuse sin giftkapsel i mundhulen og er derfor helt sikkert blevet afhørt under tortur af gestapo.Dog er det ikke et spørgsmål, som filmen direkte besvarer. Hvorfor Tulle blev dødsdømt og senere 'benådet' livstid, når hendes eneste gerning (i følge filmen) var at være vidende og moralsk støttende omkring nedkastningerne og ellers var hendes eneste 'brøde' blot at køre en tur med barnevognen for lige at holde øje uden for kroen. Dette står, hvis man ikke bare skal godkende uvilkårlighedens kaotiske logik, da også som en gåde i filmen. Ganske vist deltog Tulles mand aktivt i modstandsgruppens aktioner. Men det samme gjaldt jo Gudrun Margrethe Kjuel Kristensen Søvang, Anton Marius Fiils hustru. Og Gudrun blev ikke taget med af gestapo - trods de så godt som identiske omstændigheder.

Filmen får mig også til at tænke på, om Gulle senere mon har kunnet forbinde punkterne bevidsthedsmæssigt mellem datidens besættelses- og nutidens overgrebs- og udskamnings problematik; men set i lyset af, at datidens problematik var noget, som hun oplevede fra et ubevidst plan, et plan, der endda snød hende til at se sin mor som en fremmed (et fremmed 'monster'?). Fik Gulle så nogensinde et naturligt mor-barn forhold til sin mor igen? Ifølge filmens udgangsscene forledes man til at tro, at det gjorde hun ikke. I så fald er slægten blevet ramt ikke kun af den udefra kommende straf, men denne straf planter sågar en selvudløsende ekstra livsvarig tragisk selvbestrafning. Sådan som det sørgligt nok også alt for ofte er tilfældet for overlevne kz-fanger.