Martinus Simson

Martinus Simson, fotograf, forstmand og cirkusartist (født i Danmark attenhundrede seksogfirs, død i Island nittenhundrede fireoghalvfjerds) havde et meget interessant livsforløb. Han var fra Jylland og kom til Island via et omrejsende cirkus. Under cirkusturnéen traf han ind i en ung islandsk kvinde, Guđni Gisladottír (født attenhundrede nioghalvfems, død nittenhundrede syvogtreds), og de to forelskede sig i hinanden. Simson tog imidlertid tilbage til Danmark, hvor han havde en forlovet, som han da giftede sig med. De to rejste tilbage til egnen, hvor Guđni boede og Martinus tog nu uden sin danske kones vidende Guđni til elskerinde. Sammen fik Guđni og Martinus datteren Agnete, som kom til verden den niende september nittenhundreogtreogtyve. Agnete var gudesmuk. Sammen med sin danske kone fik Martinus Simson en dreng, som blev kaldt Mansi, hvilket tyder på, at drengen har haft samme navn som sin far. Drengen finder nu ud af i skolen, at han har en halv-søster, der også går på skolen. Alle undtagen Simsons lovformelige kone ved af det. Men fru Simson talte endnu mindre islandsk end sin mand, så hun anede før den tid intet. Mansi og Martinus Simson kommer ikke godt ud af det med hinanden, hvilket er til stor smerte for fru Simson. Simsonfamlien får imidlertid to børn endda, tvillingepigerne Ýlli og Lilli. Mansis dage ender allerede i 40'erne tragisk, idet han under vejs til Bolungavig kommer ud for et rasende uvejr, der gør at han kommer til at gå i ring. En eftersøgning af den unge mand, der var under vejs til sin kæreste i næste vig, bliver sat i værk og strækker sig over flere dage. Da man endelig finder hans afsjælede legeme, er det ilde tilredt og ravnene har hugget øjnene ud af hans hoved.

Efter dette blev forholdet mellem mand og kone på forunderlig vis betydeligt bedre. Hverken Hr eller Fru Simson lærte sig nogensinde rigtigt at tale islandsk, Martinus udviklede vel nærmest et slags mellemsprog, som det til sidst kun var hans lovformelige kone, som rigtig helt forstod.

Martinus Simson anlagde en have og en lille skov. For at komme hen til skoven gik vejen forbi, der hvor Guđni boede og det var jo et meget praktisk arrangement. Haven blev kendt vidt og bredt for sin eksotiske skønhed. I haven havde Simson blandt andet en figur, der forestillede Venus fra Milano. Figuren havde han lavet ved at lime cigarkassetræ sammen, som han så havde skåret Venus fri af. Den var i naturlig størrelse og malet hvid. Jeg så stedet i nittenhundreogseksoghalvfems i forbindelse med det slægtsmøde jeg da var til. To år forinden havde et af to katastrofale lavineskred jævnet både skov og have med jorden. Så jeg skulle bruge al min imaginationskraft for at forestille mig, hvor smukt stedet havde taget sig ud. Et spøgelsessted var det mere blevet. Der stod næppe et helt træ tilbage. Men min morbroder Gustaf Oskarssons langmodige insisteren på stedets enestående betydning satte mig i stand til at fornemme den skønhed, der vitterlig trods alt stadig var at spore.

Martinus Simson var vegetar og elskede især at spise grønkål. Han havde sammen med min morfar en studiekreds omkring Martinus Kosmologi. Der var muligvis andre med i studiekredsen. Dette kunne måske have været endnu en dansker, som også boede i Nordvestlandet. Ud over det delte de to mænd trods en aldersforskel på tyve år også mange andre interesser, her under have dyrkning, landbrug og fotografering. Mon ikke også Oskar Jensen har drøftet sine opfinder- og strikke-projekter med Simson til sammen med den hele verdenssituation, som der var den dybeste forudsætning for at drøfte netop i de år omkring Simsons bosættele i Isafjordur.

Den underskønne Agnete døde for to år siden, den treogtyvende januar totusindeogatten. Hende ville jeg gerne have mødt.