:::

Slædehunden snapper efter din tupilak og du knæler i din bjørneklo. Tupilakkens øjne er dobbeltsole. På langs er den det øverste af et fuglevæsen, som ubådsagtigt dykker. Der kommer slædehunde ud af slædehundens gab og de bløder. Alle snapper efter din mod bølgerne kastede tupilak, imens du knæler krummet om din kloderunde vom, der rummer frugten af dit offer. Tupilakken stikker den, der i brændingen griber den. Men den er tavs som sneuglens vinger gennem luft. Den kan ikke påføres yderligere smerte, men kan altid vende tilbage, når du mindst venter det. Og giver dig da din egen smerte retur, som nu fordobles som to kredsløb omkring din død. Den er det indre af din hjerne adskilt fra dig af en tynd stribe fjord.