Saturday 10 January 2015

Satire og magtkritik



"Kære Emma, vi er nok fundamentalt uenige her. Jeg læste artiklen fra Peculiar i går, og jeg må sige jeg er ret forfærdet over den. Forfatteren skriver ud fra sine følelser, og der er ingen argumentation. Især er der ingen VIDEN, han erklærer frejdigt at han ingenting ved om Charlie Hebdo, og det er jo en ærlig sag, men jeg synes virkelig at han som minimum burde have sat sig lidt ind hvad det handler om, inden han gav sin mening til kende. Jeg vil også anbefale dig at læse fx en wiki-artikel om hvad det blad står for. Det er antiracistisk, antihomofobisk, antireligiøst, det er (var?) lavet af folk på den yderste anarkistiske venstrefløj, og satiren retter sig mod alle former for magt. Jeg tror altså man skal passe på ikke at se homofobi og "white privilege" alle vegne, det er der på ingen måde tale om her. Når Charlie Hebdo fx laver en tegning af profeten i en grotesk homoseksuel situation, er det ikke for at nedgøre bøsser. Det er for at nedgøre de reaktionære kræfter i Islam der ikke alene nedgør men faktisk dræber folk for deres seksualitet. Tilsvarende når Charlie Hebdo tegner katolikker, paven fx, i homoseksuelle situationer, så er det for at gøre grin med katolikkernes homofobi, sgu da ikke for at gøre nar ad bøsser. Det er magtkritik. Og jeg synes det er megaærgerligt at den danske yderste venstrefløj ikke kan se det. Igen: Prøv at læse op på det. Og den artikel jeg poster her, synes jeg argumenterer meget fint: Når man påstår (og jeg har ikke set det underbygget af faktuel viden) at alle muslimer og/eller den muslimske minoritet i Danmark føler sig krænket af Muhammedtegninger, så skærer man alle muslimer over én kam, man gør dem alle sammen til reaktionære og fundamentalistiske tosser, og man svigter de moderate og progressive muslimer der ikke giver en fuck for en skide tegning, og som tværtimod forsøger at bekæmpe (eller i hvert fald ikke vil identificeres med) de mørkemænd der prædiker at profeten ikke må afbildes, at kvinden skal underkaste sig og homoseksuelle slås ihjel. Charlie Hebdo er din ven, Emma, tro mig." (Niels Lyngsø i debat (med overskriften SATIRE ER MAGTKRITIK) på sin facebook-side i dag).


"Jeg er uenig i lighedstegnet mellem at føle sig krænket og at være reaktionær. Følelsen af krænkelse skriver sig ind i en kontekst af større undertrykkelse. At kunne modtage satire uden at lade sig påvirke synderligt er et tegn på at man måske ikke er en person der udsættes for systematisk undertrykkelse, som feks muslimer gør i Frankrig. Der er hate crimes på muslimer hver eneste dag både i Frankrig og i Danmark. Det er der ikke rigtig mod katolikker. Når Charlie Hebdo frasiger sig ansvar ved at sige at de "gør lige meget grin med alle", så frasiger de sig en viden om, at de lever i en materiel virkelighed, hvor nogen religioner faktisk ikke er ligeså accepterede som andre. At Charlie Hebdo fremstilles som om de blot er en harmløs publikation og ikke en magtfaktor er også i følgerne på dette blevet modbevist. Deres verdenssyn er majoritetens. Alle siger pludselig je suis. Men at sige at krænkelse er lig med reaktionært verdenssyn er at lukke munden på kritik af den vestlige verden fra de mennesker der faktisk kunne give os en kritik af vore egen utrolige magt. Søren Villemoes har lige gjort det samme ved at sige at morderne i Paris har noget til fælles med antisexistiske og antiracistiske aktivister. Jeg føler en ret omfattende begrænsning af min ytringsfrihed når min kritik af hvad jeg anser som et ekstremt problematisk vestligt samfund sidestilles med mord. Vestlig satire har en hæslig historie af blandt andet racisme, og i denne debat males den som en evig liberateur. Men vores ideer om et frit samfund er bygget på en idé om at alle mennesker står lige meget for skud, og det er ikke sandt. Men når de undertrykte udtaler sig kalder vi dem reaktionære "krænkelsesofre". Krænket er det værste man kan være. Måske fordi mange i vestlige magtpositioner ikke rigtig ved, hvordan det føles. Vi bliver nok ikke enige." (Emma Holten som svar til ovenstående).

No comments: