I 89% af de skeletter, man kender fra stenalderen til vikingetiden, finder man ingen spor af vold og krig? Jeg vil gå så langt at sige, at det tidsrum synes at have været langt fredeligere, end hvad jeg almindeligvis går og forestiller mig?

Det blir jo nærmest et symposium, når nogen lige stryger fingrene på sidelyren:

Men én ting er jo den vold, som kan aflæses som spor i kranier + knogler; et andet forhold er den vold, som rammer sjæl og krop - uden at det af den grund afsætter spor på knogleplan. Og yderligere kan en skade på sjæl, krop og knogler være forårsaget af hændelser, der ikke har med egentlig vold at gøre. . . Således er f.eks den vold jeg har været udsat for i mit liv næppe aflæselig i min knoglestruktur. Imens de hændelige ulykker - derimod som minimum kan aflæses på kraniet, Dermed kan vi ikke med sikkerhed sige, at vi, når vi 'kun' finder 11 % med spor efter vold på knoglestrukturen, kan vide om de 89% har levet et liv uden krig og vold.

Arkæologer er folk, der må have evnen til at putte kød på skelettet.

Måske har man alligevel haft en vis jomfruelig frygt for at se den anden (og der med sig selv) 

i øjnene under et sådant foretagende. ...

 Iøvrigt så er Tollundmanden, som ligger i en montre på Museum Silkeborg, kun et hoved - resten er noget museumsfolkene har genskabt, men det ser så livagtigt ud, at det havde jeg aldrig tænkt, før jeg fik det at vide.

Vi bliver netop ikke visere; visdommen giver den moderne bevidsthed afkald på. Men med vores klogskab (altså intelligens) kan vi måske aflure naturen al dens uovertrufne visdom.

Bevidsthedsmæssigt har vi bevæget os længere og længere væk fra den visdom, der ellers hersker i naturriget. Søstjerner, firben, regnorme er eksempler på den delvise eller fulde regenerationsevne, som er ét af de konkrete fænomener, vi i stigende grad må give afkald på - til fordel for en stadig skarpere selv-bevidst tænkning.

Når vi rammes af den voldsomhed, hvormed naturens kræfter er vagt til live, så skyldes det alene, at vi ikke har formået at bringe den moral, som vi mener os i besiddelse af, videre til resten af naturen. Derfor står jordkloden nu overfor en nødvendig orientering i horisontal retning, der matcher den vertikale orientering menneskeheden tidligere modtog, som en nødvendighed (for udviklingen af det specifikt menneskelige). Naturen er som det nyfødte barn af natur amoralsk. Det kan man synes er et højeste gode, som skulle blive ved det. Men sådan ser vejen ikke ud. Moral, skæbne og udvikling er universelle størrelser, som vi som mennesker ikke har patent på. Men vi er forpligtigede på vores skæbne som fødselshjælpere.