I røgringene fyldte vi hinanden - en bærme mere end øjnene kunne bære. Fingerfornemmelsen opildnede os til fimrekig, henover dynerne lå på ny vores iøjnefaldende, letkrøllede banner, som en bøn om revolution - vore lesbiske fødder dybt begravede i endnu et håb. Åbne døde vi lidt i sådan en bøn, verden ikke kunne opfylde, men bag vores bærme lå mere dybfølt lønnen i de børn, vi stadig inderst inde var; rammerne åbnede spørgsmål, nærmere lå vi, end vi kunne bøjes pr forbud - hvor mange volt var ikke den lære; vi døde nemlig vanligvis, selv hvor vi ikke skulle kunne - i de åbnede porte stod vi, og undrede os fugl fønix, og vore øjne kunne nu se mere af den almue, læberne opfandt lige så hurtigt. Før morgengry morede vi os som små ivrige myrer med at bære natten hjem -  nærmere hjem, end vi ellers nogensinde før havde været. Og i det nu faldt os endnu en brændende sten.