Det ligger udenfor, det jeg er fristet til at skrive om, til at omskrive, de ligger der, og jeg skriver her.

Den, der skriver, og den jeg skriver, skriver her. Den ligger ikke sammen med de andre.

Her er der ikke noget som, som kigger mig over skulderen. Jeg aner det kun, men det er ikke her, her lige nu, her:

Skriften er ikke som noget andet, sproget er i skriften; er skriften sprog, eller er skriften som sprog, i stedet for sprog, sprogets stedfortræder?

Skriften er det tilbageholdte sprog; kun du og/eller jeg kan give det fri.

Det er noget, vi forestiller os, og det er helt konkret. Vi forestiller os, at noget helt konkret helt konkret helet konkret helet helt hell. Vi forestiller os, noget helt konkret foldes ud og finder fylde; og når det sker, er det noget vi gør, noget helt konkret.

Noget helt konkret i sin egen menings ret. Det bilder jeg dig ind. Og du tror mig, for så vidt, du overhovedet kan høre, hvad jeg siger. Eller nærmere: Læse, hvad jeg skriver.

Eller også tror du mig ikke, og skriften er igen bare skrift, tegn uden anden mening.

Det er med andre ord befriende ikke at blive troet. For skriften er baggrunden den himmel, skriften hele tiden dementerer. Skriften bagud html. Det, man ser, demenserer.

Den manglende tro kaster billedet tilbage i skriften, så skriften og kun skriften i sig selv er et billed.

Skriften er knoglevæv udenom papirets marv. Som om. Kødøje.

Hvilket fragment ville af sig selv give sin dagbog et skær af sit eget vellystige savn - ved at vedblive med alene at være fragment.

Hjernen f.eks. er en riskage, og denne side et opsvulmet korn på dens stamme.

Men en tanke skriver jo ikke sig selv. Og det, at jeg skriver, hvad jeg tænker, betyder ikke, at jeg tænker, imens jeg skriver.

Hånden kan med sine bevægelser nok udvirke noget vist - i heldigste fald; jo, hånden kan overrumple, men erkendelse ligger ikke lige for hånden. Hånden er den erkendelse, jeg kommer til efter hånden. Hånden er den erkendelse, jeg kommer til efterhånden. Hånden er en håndholdt projektor. Hele kroppen er et gennemlyst ark; hvis ikke lige for en hoben dunkle organer i kredsløb om hinanden via blod, vidunderfulde udadreagerende væske. Hvordan skulle sådan en lille celle ellers få stjernerne i tale? Og hvorfor forkrøbler sproget alt for ofte sine bekendelser. Hvert eneste bogstav er dette skrivendes eneste  objekt, som kun lyser, om noget lyser på det.